Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4412Visninger
AA

15. Kap. 15

Jeg gik udenfor under den mørke nattehimmel, og spekuleret på hvad der var gået af mig. Jeg havde jo seriøst et problem med mit temperment? Men det mærkelige var at før jeg fandt ud af det med min evne og så videre, havde jeg ikke kunne flippe ud over sådan en lille ting.
Jeg kiggede op på stjerner -de som skyerne ikke havde dækket- med et skævt smil. Jeg havde altid forstillet mig, siden helt lille, at når man døde blev man til én af de stjerner deroppe og kunne dermed holde øje med alle nede på jorden. Jeg rystede lidt på hovedet over min mærkelige tankegang og gik igennem en lille have med et springvand og stoppede så brat op. Jeg gik hurtig i skjul bag en af buskene og stirrede ind i Rektor Viktorias ryg. Jeg kunne ikke se hvem hun snakkede til men efter den dæmpede stemme som var på grænsen til en hvisken at dømme så var dette her noget man bare ikke kunne lade som ingenting. Jeg prøvede at rykke lidt på mig, for at se hvem det var Rektor Viktoria snakkede med. Men personen stod under træerne og var derfor henlagt i mørke skygger. Men en ting var sikker, personen var høj... og havde vinger. Jeg fik pludselig en klump i halsen over at personen foran kunne muligvis være Loren.
"...bag lyset!" Jeg prøvede forgæves at spidse øre men det var svært og jeg ærgede mig over jeg ikke fik fat i det første som Viktoria havde fået ud. Jeg bevægede mig stille tættere på.
"Åh.. Viktoria, søde Viktoria. Hun aner intet og det vil hun aldrig komme til at gøre!" Jeg gispede da det var Lorens dybe sexede stemme der svarede. Jeg sank en klump og spekulerede over det der 'søde viktoria'. håbede inderligt at det bare var en overflødig bemærkning.
"Det håber jeg også for dig.. Du godt klar over at uden mig havde du ikke stået her og du skulle nødig vende tilbage til helvede på grund af en lille fejltagelse?" Viktorias stemme havde skiftet fra en hvæsen til en sød og næsten flirtende stemme. Hun nærmede sig tættere på Loren der kiggede ned på hende med fortryllende øjne. Lorens hånd kærtegnede hende kindben mens han stille hviskede: "Jeg lover dig at Erica ikke kommer til at ane uråd og at hende evne kun vil besvære hende" Han bukkede sig ned til Viktoria med fortryllende blide øjne og en stemme der var så sød at man kunne tro at det var slik. Jeg skyndte mig at kigge væk og komme derfra i en fart.
Mine ben løb mekanisk væk fra den lille have med springvandet mens mine tanke løb rundt omkring det jeg lige havde oplevet. En masse spøgsmål væltede frem i mit hovede. Havde Loren bare spillet skuespil? Hvad er der mellem Viktoria og Loren? Hvad er det jeg ikke må opdage? Har Loren været i helvede? Og vis ja hvilken rolle har Viktoria så haft i den situation?
Mens jeg gik og spekuleret over tingene undrede det mig at ikke en eneste tåre havde passeret min kind. Normalt vil tårene strømme ned men ikke nu. Ordet 'Kold' løb hurtigt gennem min hjerne, men jeg blev hurtig distraheret af en ny tanke: Havde det her noget med de forsvundne elever at gøre? Var det det jeg ikke må opdage? Men hvorfor er det specielt mig der ikek må det? Mit hovede var ved at sprænges af alle de spørgsmål, så jeg tog mig til hovedet og satte mig ned op af muren. Forhåbentlig var der ingen der kom forbi på denne tid af døgnet.
Det hjalp at komme ned at sidde men min hjerne blev ved med at kredse omkring Loren. Han havde fuldt min opvækst siden jeg var helt lille.. og nu vil han bare udnytte mig? Jeg kunne ikke lade hver med at tænke på hans hænder på min krop, hans læber mod mine læber, hans kind mod min kind. Var alt det bare skuespil? var det sådan han ville distraher mig fra det Viktoria skjulte for mig? Men hvad var det lige jeg ikke måtte opdage? Jeg tog mig til hovedet og lukkede øjnenen for en stund. Dybe vejrtrækninger, tænkte jeg til mig selv og jeg mærkede hvordan jeg stille faldt til ro. Jeg kiggede endnu en gang op på stjernerne og så hvordan de kunne gøre en grum nat smuk. Min nederdel matchede stjernerne deroppe og jeg lukkede øjnenen igen og forstillede mig at jeg var en af de stjerner deroppe. Pludselig kom der et mørke som var mørkere end det bag mine øjenlåg.

Jeg stod på noget der mindede om en eng. Græsset der på var sort og der tittede små hvide blomster op som glitrede som stjernerne på nattehimlen. Der var ingenting ud over græs og blomster så langt øjet rakte.
"Velkommen til Natte Engen" Sagde en dyb og melodisk stemme. Jeg vendte mig om og kiggede på en usædvanlig smuk og høj kvinde med kvindelig forme som trådte frem til sin magt dog var hendes øjne var grå og kolde. Kvinden bar ikke andet end en sort flænset kjole. hendes hår var ravnsort og langt og kraftigt. Hun bar hverken smykker eller sko. Jeg kiggede forbløffet på den smukke kvinde og kunne ikke lade hver med at gyse. Kun et ord passede til hende: Uhyggelig smuk.
Hun lo en varm latter og gik nærmere over til mig.
"Erica Dræberøje jeg har ventet dig. og endelig kommer du" smilede hun til mig.
"Dræberøje?" Jeg undrede mig over navnet og aligevel lød det så bekendt. Kvinden foran mig lo igen.
"Ja Dræberøje. Det var dit tilnavn i dit tidligere liv" Kvinden satte sig ned på græsset og jeg så til mens hendes kjole foldede sig ud som en rose omkring hende. Hun gjorde tegn til jeg skulle gøre det samme, så jeg satte mig tøvende ned i græsset.
"Erica Dræberøje jeg ved du ikke kan huske noget som helst fra dit tidliger liv. og jeg må egentlig heller ikke sige noget om det da det er imod reglerne" Hun smilede overbærende til mig og jeg trak bare på skulderne for at vis hende at det ikke gjorde mig noget. Kvinden foran kiggede indgående på mig med de kolde grå øjne. Jeg strøg mine hænder over det mystiske sorte græs, for at have en undskyldning for ikek at møde denne fremmede kvindes øjne. Kvinden lo igen.
"Undskyld Erica Dræberøje, jeg har vidst glemt at præsenter mig selv. Jeg havde jo håbet på at du kunne genkende mig?" Kvinden kiggede spørgende på mig og da jeg rystede som svar på hovedet forsatte hun med en blid stemme: "Jeg er din Gudinde" Jeg kiggede hurtigt op på hende og hun lo igen, sandsynligvis af min forskrækkelse. Jeg kiggede mig omkring og undrede mig over hvorfor jeg troede på hende. Hvorfor blev jeg ikke mistroisk med det samme?
"Fordi at man aldrig vil være i tvivl" svarede Eris, min Gudinde. Jeg kiggede overrasket på hende og hun lo igen denne gang stille.
"Det overrasker mig at de lærer nede på akademiet ikke har lært dig så meget endnu. Men sådan er det åbenbart når man starter midt i skoleåret?" Jeg nikkede bare stumt som svar.
"Åh, Erica Dræberøje du må ikke være bange for mig" Eris rørte blidt ved mit kindben og berøringen fik mig til at stivne. Men så slappede jeg betydlig mere af. hun lo igen og plukkede så en af de hvide blomster.
"Erica, jeg har en vigtig mission til dig" begyndte hun tøvende og prøvede på at snakke så blidt som muligt.
"Og det er..?" svarede jeg tydligvis tøvende. Hun smilede blidt til mig og hendes kolde øjne blev med et varme og sagde til mig at der intet var at blive bange for.
"I dit tidligere liv var du på en mission.. men du nået aldrig at blive færdig med den" Jeg kunne høre at hun valgte ordene med omhu.
"Hvad var det der stoppede mig, så jeg ikek kunne blive færdig med den..mission?" spurgte jeg stille men jeg vidste allerede svaret. Eris var tavs i et lille stykke tid og svarede så tøvende: "Din.. Død" Jeg sank en klump i halsen og mine hænder begyndte at ryste.
"Erica, der er ingen andre der passer bedre til missionen"
"Jamen vis den mislykkedes i det tidliger liv vil den jo nok også gøre det igen" Min stemme rystede. Gudindens blik hvilede på mig et stykek tid.
"Den vil ikke mislykkes dig denne gang" svarede hun så bestemt.
"Men.. hvad er det så jeg skal gøre?"
"Du skal dræbe"
"Dræbe? dræbe hvem?" Mine fingre begravede sig ned i det dybe sorte græs.
"Dræbe en engel.." Jeg kunne se på Eris at hun var bange for hvordan jeg skulle reager men forsatte så: "Du skal dræbe Loren"

Jeg vågnede op med et sæt. Og med det samme satte en hovedpine sig igang. Den farede igennem mit hovede og lavede smerter til det inderste.
Jeg kiggede mig omkring og så overrasket at jeg lagde inde på hospitalstuen.
"Velkommen tilbage Erica" En lille stemme bannede sig vej igennem min hovedepine og gjorde mig så opmærksom på at det var Lea, sygeplejsken, der snakkede til mig.
"Tak" mumlede jeg stille med en panderynken. Lea kom med nogle pille og et glas vand til mig og jeg tog lettet imod.
"Hvad skete der?" spurgte hun da jeg havde slugt pillerne.
"Ehm.. hvad?" Jeg tog mig til hovedet. Stop. Så. Den. Forbandede. Hovedpine!
"Du besvimede nede ved nordmuren?" Sagde hun for at hjælpe mig lidt på vej men da jeg så bare så mere forvirret ud opgav hun. Lea mumlede et eller andet og vendte sig så om for at gå over til en af de andre patienter.
Min hovedpine stilnede stille af men kun så meget at jeg kunne have plads til lidt tanker.
Havde det hele bare været en drøm? Jeg kiggede ned på mine hænde og opdagede hurtigt nogle ar op af min ene underarm. arene dannede bogstaver og jeg var hved at tabe kæben da jeg læste det: 'Gudindens øjne og øre' Jeg blinkede lidt og efter 4. gang var arene forsvundet. Det måtte være noget jeg bildte mig ind. altsammen. Jeg sagde om og om igen til mig selv at alt sammen var noget jeg havde drømt. jeg skulle IKKE være gudindens øjne og øre og hvertfald IKKE dræbe Loren. og dog kom jeg i tvivl...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...