Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4408Visninger
AA

10. Kap. 10

"Orh Loren! du kan simpelthen ikke mene at jeg skal læse alle de bøger!?" klagede jeg da Loren igen kom med en kæmpe stak bøger og smækkede dem ned på mit bord i biblioteket. Loren grinede bare.
"Oh bare rolig jeg skal nok hjælpe dig" han blinkede med det ene øje og satte sig ned ved siden af mig.
"Jamen jeg troede du vil lære mig noget sejt!" klagede jeg igen mens jeg skubbede venskabligt til hans arm.
"Bøger kan lære dig mere end mig når det kommer til viden.."
"Det vil sige du er rimelig dum?" Jeg kunne ikke lade hver med at spørge med et jeg-er-ude-på-løjer-smil.
"jah jeg er rimelig dum når det kommer til menneskenes mærklige viden men jeg er i det mindste ikke dummere end dig" han blinkede med øjet og forsatte; "Og så er har jeg mange års erfaring"
"ja ja.. i det mindste er jeg ikke æld gammel" svarede jeg mut og åbnede den næste bog. Jeg kunne mærke at Loren betragtede mig mens jeg læste.
"hmm.. kom med" Han rejste sig op og gik ud af bibliotekkets dør til altannen -ja så fornem man kan være. Da jeg stod udenfor ved hans side vendte han sig om og kiggede på mig. jeg kiggede bare mistænktsom igen.
"Vis du virkelig ønsker spændning.. hvad så med en flyvetur?" Loren kiggede drilsk på mig og før jeg kunne når at svare havde han taget om mig og sat af fra jorden.
Jeg kiggede ned og så akademiet udfolde sig. det var virkeligt stort! en masse haver og flere tusinde af vagter stående omkring.
Vi landede et sted midt i skoven hvor der udfoldede sig en lille lysning. Omkring lysningen var træerne kolde, mørke... og tiltrækkende? jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til det.
"Okay. siden du ikke gider læse så må du lærer det på den hårde måde." Loren kiggede på mig med et udfordrende blik. Så sprang han frem mod mig med et angrebsspark. Mine fornyet reflekser nåedet lige at undvige og Loren endte i ingenting. jeg stod lidt for at få balancen da det havde gået så stærkt. Loren var klar med et nyt angreb, og sådan blev han ved i evighed. Jeg nåede altid at undvige i sidste øjeblik og loren endte altid i ingenting. i 'kampens' hede lagde jeg mærke til at Loren brugte sin vinger som hjælp på balancen. De var ikke foldet helt ud, men nok til at de kunne hjælpe ham. Jeg prøvede at fokuser på hvordan han bar sig ad, mens jeg også prøvede at undgå at blive ramt. Tilsidst måtte jeg give op og lod mig falde til jorden af en af Lorens angeb. Jeg prøvede at beskytte mig med mine arme men før jeg landt på jorden havde Loren grebede mig.
"Rimelig godt klaret" Han satte mig forsigtigt ned.
"Hmpf! det er også snyd når du har de vinger!"
"Hv-hvad?" Han kiggede undrende på mig og jeg sukkede og prøvede at forklare mig.
"Dine vinger. De hjælper dig med balancen! Vis du ikke havde dem, vil du helt sikkert havde tabt! og jeg havde vundet!" Jeg gav ham et trodsigt blik og vendte mig så om. Ja jeg var en dårlig taber men lige nu ville jeg ikke konsentrer mig om at være sød og ordentlig.
"Wow. Det opsaverede du hurtigt" Jeg kunne mærke Loren kigge på mig så jeg vendte mig hurtigt om og opdagede til forbløffethed at han kiggede stolt på mig. Jeg rødmede let.
"Erica du er godt klar over at du vil udvikle dig til noget stort! det vil så også sige flere fjender.." han fik en rynke i den ellers perfekte pande og fik et tænktsom blik.
"ja ja" fnyst jeg og forsatte "Skal vi ikke til at tage hjem?" Nu var Loren over ved mig. Jeg tog flere og flere skidt bagud for ikke at komme for tæt på ham, da jeg ikke vil ende som sidste gang vi var alene, i skoven. Loren fuglte blot efter mig og tilsidst kunne jeg mærke jeg stødte ind i et træ. Pis.
Lorens finger fuglte linjerne fra min hage til llæberne til kindbenene og omkring panden. Han så meget eftertænksom ud. Mindede meget om et lille barn.
"Du er godt klar over du skal have arbejdet på din balance?" Hviskede han stille mens han fjernede et tot hår der havde fundet vej fri af elestikken.
"mhm.." var det eneste jeg kunne få frem. Jeg snusede godt ind da Loren havde en duft som en engel (sjovt nok) men aligevel var der noget mystisk og sexet over den. Jeg knyttede hænderne sammen da de begyndte at ryste for han havde bevæget sig nærmere. Jeg kiggede hurtigt ned for at undgå at blive fanget i hans øjne. De øjne som var så smukke som tusindevis af ædelstene. Han tog to finger under min hage og løftede mit hovede op.
"Erica se på mig" Loren lød næsten bedende. Jeg kiggede stille op på ham med et lidt nysgerrigt blik, og straks fandt et smil sig frem hos Loren. Hvores læbber kom nærmere og nærmere og da de næsten rørte hinanden hviskede jeg meget meget stille "Det her er forkert" jeg ved ikke engang om Loren hørte det. i så fald valgte han at ignorer det, for lidt efter mødtes hvores læber i et meget varsomt kys.
Da vi trak os ud af det igen så jeg at Loren havde et meget fjernt blik. han mumlede et eller andet med 'vi skal tilbage' eller noget i den stil, så han tog mig i sin favn og fløj tilbage. Da vi nået Bibliotekets altan satte han mig ned, og gik uden et mindste farvel.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...