Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4191Visninger
AA

1. kap. 1

Det var den første lørdag i sommerferien. Jeg var på vej hjem til Danmark, fra min far i England. Jeg havde altid hadet lille Danmark, men i år var det værst. Min mor havde fået en ny mand, som var en rigtig taber! Ja, det kan godt være han interesseret sig i heste som min mor, men helt normal var han ikke. Og så havde jeg en mistanke om at han kun tænkte på de penge min mor havde. Men det var ikke det værste, alle mine venner boede i England. Jeg kende ikke en sjæl i lille Danmark andet end min søster, Emma som er syv, og min mor… og selvfølgelig min nye stedfar.
Der lød en raslen i højtalerne, i det fly som var ved at føre mig til verdens ende. Og de meddelte at de gjorde klar til landing. Jeg spændte sikkerhedsselen og lænede mig godt tilbage i sædet.

”Erica!” Min mors skingre og altid bekymrende stemme lød og snart efter kom hun løbende hen til mig. Vi omfavnede hinanden, og så kom den pinlige tavshed. Hver sommer, når jeg står her på dette nøjagtige samme sted med min mor, Opstår der en pinlig tavshed. Jeg kiggede lidt irrerteret ned på min bagage.
”Er Emma med?” jeg kiggede op på min mor igen, håbende på at svaret var et ja.
”Nej hun blev hjemme sammen med Carl”
”hmpf” ja Carl det hedder så min taberstedfar.
”orh lad nu hver med at være så negativ for Carl!”
”jeg er da overhovedet ikke negativ..” kun meget, tilføjede jeg i hovedet. Min mor stirrede lidt eftertænksom på mig, men valgte så at lade diskussionen ligge. Jeg tog min bagage i hånden og gik så ud til parkerings-pladsen med min mor i hælende.
i bilen kom der igen en tavshed, men denne gang synes jeg det var rart. Jeg kiggede ud af vinduet og stirrede på alle de træer vi passerede. Vi kørte lige ved Tved skov. Okay, der var en ting jeg godt kunne li ved lille Danmark og det var skovene. Lige siden jeg var helt lille elskede jeg at gå tur i skovene. Jeg elskede de høje træer og det bløde underlag.
Mens jeg tænkte på skoven og dens magiske stilhed, Fløj der en stor skikkelse forbi mig. Så tæt på bilen at jeg kunne række hånden ud og havde rørt skikkelsen. Jeg vendte mig forbløffende om til min mor for at se om hun havde set skikkelsen. Men det så ikke sådan ud. Jeg vendte hovedet tilbage til mit ejet vindue og begyndte at spekuler. Skikkelsen havde vinger, så meget var sandt. Og den eller det havde været hurtigere end en gepard… måske hurtigere end en racerbil?… var jeg ved at blive tosset? Jeg kiggede endnu en gang ud af vinduet, men den eller det var allerede lang væk… vis der overhovedet havde været noget… eller nogen. Der jog en kuldegysning ned af min rygrad, og jeg besluttede at jeg ikke vil tænke mere over det.
”Mor?”
”Ja Erica” Min mor kaldte mig altid ved mit fulde navn, og jeg havde prøvet flere gange at få hende til at kalde mig mit kælenavn. Men efterhånden havde jeg givet op da hun overhovedet ikke vil give sig. Suk.
”Ham Carl…” jeg tøvede, da Carl altid var et ubehageligt emne.
”Hvad er der galt med din far?” sætningen blev pisket op i ansigtet på mig som en skarp side vind.
”Mor! Han er ikke min far!” hids dig ned, sagde jeg til mig selv.
Min mor var ved at sige noget igen, men jeg var hurtigere.
”Kan du ikke se det!? Carl bruger dig til at få fat i penge! Du er rig og velhavende og Carl, ham fandt du på en Bar, stang stiv! Og hvor mange gange er det ikke lige han kommer hjem tosset og fuld? Tænk på Emma! Tænk på mig!” jeg var lige ved at tude, men jeg holdt det inde. Hun skal ikke se mig græde! Jeg havde kigget ned mens jeg havde sagt den lange sætning men nu vågede jeg at se op på hende igen. Noget som jeg ikke skulle have gjort. Hun var fuldstændig tomatrød af raseri. Oh nej nu kommer dén tale.
”du skal overhovedet ikke snakke sådan om Carl! Carl han er sød og børnevenlig! I forhold til din far! Han gjorde ikke en skid når han endelig var hjemme fra arbejde! Og nu stopper du med at være sådan en led kælling over for Carl!” det sidste kom lidt uventet for mig… hun havde kaldt mig en led kælling!
”Du skal fandme ikke kalde mig en led kælling! Det kan godt være at Carl er ’oh så sød’ men når han først har drukket kan han finde på hvad som helst! Både overfor Emma men også dig! Og du tager fejl med min far! Han gir mig mere opmærksomhed end du gør! Han elsker mig som den jeg er, og mig og far er enige om mange ting bla. At Carl er et stort røvhul!”
Bilen stoppede om med en hvinen og min mor så rasende på mig.. igen.
”Vis du ikke holder din mund nu, unge dame! Så kan du have lov at gå hjem!” jeg så koldt ind i hendes øjne.
”Godt jeg går!” og lidt efter havde jeg smækket døren efter mig og var på vej tværs igennem skoven. Det eneste sted jeg ville være nu.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...