Everybody needs a sinner

Take the blame, take the hurt. Just stand still, without a word. All the sorrow and all the pain, take it upon you and cry in vain. - Kia M. C.

9Likes
10Kommentarer
1366Visninger
AA

1. EVERYBODY NEEDS A SINNER.

Hun kom hjem med mærker og sår over det hele, som sædvanligt. Hendes øjne var mørke og hendes mund lukket stramt til. Hendes forældre vidste at det ikke nyttede at spørge hende hvad der var sket – eller om de kunne gøre noget.
Pigen selv, der for øvrigt hed Liberty, havde for længst givet op. Det nyttede ikke noget at kæmpe, for der var for mange imod hende. Én enkelt svag pige mod resten af skolen – resten af verden – var ikke nok til at kunne vinde en sådan krig. Hun strøg direkte ind på sit værelse med et suk. Hun så hen på sit spejl, det spejl hendes forældre havde givet hende for 2 år siden da hun blev 12. Hun trådte hen foran spejlet. Den blege alvorlige pige i spejlet – hende spejlbillede - stirrede trist og håbløst tilbage. Hun opdagede at hun blødte fra panden. Det var svært at se for alle de andre ældre sår og blå mærker. Hun tog hånden op til panden, men fortrød straks sin handling da en skarp og brændende smerte skar igennem hendes hoved. Hun skar ansigt og trak hånden tilbage. Den var farvet rød af hendes blod. En farve hun efterhånden var helt familiær med. Hun kastede et sidste hadefuldt blik på spejlet. ”Gid du aldrig var blevet født!” hvæsede hun. Hun knyttede bittert næverne. ”Jeg hader dig!” skreg hun og hamrede næverne ind i spejlet. Spejlet splintredes og hun mærkede en endnu skarpere smerte i sine hænder end den hun konstant følte i sit hjerte.

Hendes forældre kom ikke ind til hende. Det var de holdt op med at gøre. I stedet listede hun ud i køkkenet og fandt bandagerne frem. Hun smilte bittert. Hun kunne snart forbinde og pleje sår som en sygeplejerske.

Liberty traskede af sted på det grå, beskidte fortov med den sorte taske slænget om på ryggen. Hun så ned i jorden og lod sit forholdsvis lange blonde hår falde ned over øjnene så det skjulte hendes ansigt. Hun tvang sig selv til at tro på at det ville gøre hende usynlig. Hun forestillede sig hvordan hun forsvandt i den blå luft. Hvordan ingen var i stand til at se hende eller give hende hadefulde blikke fyldt med tavse anklagelser. Desværre virkede det ikke. Det gjorde det aldrig.
Himlen var blevet mørk og grå, men det blæste ikke. Hun hørte skridt bag sig, og hendes mave trak sig sammen i den velkendte hårde knude. Hendes hjerte bankede hurtigere. Diskret satte hun farten op. Et sidste forsøg. Måske ville det hjælpe i dag. Men skridtene forblev lige bag hende, og hun indså at der ikke var noget at gøre. Hun sænkede farten, mere og mere indtil hun stoppede helt op. Langsomt vendte hun sig om og så ind i de tre pigers hånlige øjne. ”Jamen se hvem vi har her.” sagde den ene – brunetten – langsomt. ”Jeg fatter ikke du bliver ved med at gå i skole. Fatter du … Ingenting?” spurgte den sorthårede, langsomt for at understrege hvor dum Liberty var. ”Har du da ingen skam i livet? Føler du dig ikke skyldig?” hvæsede den tredje. Hun var den ondeste af dem alle. Hun trådte frem med et udtryk af afsky på hendes kønne ansigt. ”Det er din skyld det hele!” råbte hun og skubbede hårdt til Liberty. Langsomt nærmede de andre sig Liberty. Hendes mund var tør og hendes hjerne blank. Hun vidste hvad der ville ske nu. Pludselig fór blondinen frem og skubbede hende ned på jorden. ”Du har ingen ret til at være til! Hvorfor går du ikke bare hende og dør?” spurgte de i kor. Liberty svarede ikke men så bare ned på sine fødder. Det første spark kom fra den sorthårede, men de andre var ikke langsomme til at følge efter. Spark efter spark, slag efter slag, haglede ned over hende. Hun krummede sig sammen og lagde hænderne beskyttende om sit hoved. For hvert slag gjorde det mere og mere ondt indtil hun ikke længere følte noget som helst. Først da holdte de op. Den sorthårede bøjede sig ned over Liberty og spyttede hende i hovedet. ”Hvis det ikke var for dig, ville Anna stadig være i live.” sagde hun hadefuldt. Liberty kunne mærke tårerne trænge sig på, men hun nægtede at græde. Hun ville aldrig græde foran de piger. Aldrig foran nogen.

Da de var gået satte hun sig halvt op og hostede. Hun så udtryksløst på blodet.
Ja det var rigtigt. Hvis Liberty ikke havde lokket Anna med ud til klipperne for at se solnedgangen, ville Anna aldrig være faldet ud over kanten. Hun huskede Annas sidste ord: ”Se på mig, Berry! Det er næsten som om jeg flyver!”
Libertys øjne brændte. Hendes kinder var røde af skam. Hun fortjente det. Hun fortjente al smerten og al skammen. Det var hendes straf for at have slået englen ihjel.

EVERYBODY NEEDS A SINNER.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...