Angsten

Forstil dig du alene. Ude i skoven, i mørke. Du fryser, du kan høre noget omkring dig... Men kan ikke se noget. Hvad ville du gøre?

1Likes
3Kommentarer
1115Visninger

1. Alene.

En hvid skygge susede forbi træerne. Jeg sad alene ved siden af mit bål jeg havde tændt, med den sidste tændstik jeg havde. Det blæste og vinden var isene kold, som hvis jeg sad på nordpolen. Jeg vidste der var en ting derude, der holdte øje med mig. For den har løbet rundt om mig i timer, ind og ud og mellem træerne. Den har ikke vist sig for mig endnu, men jeg ved den er hvid, dens pels lyser op i natten som om et lille lys indrammer den. Som et spøgelse. Den bevæger sig næsten lydløs om mig, og det kun når den suser forbi mine øjne jeg opdager den. Jeg har ikke noget telt jeg kan gå ind i, men sidder bare her i mørket indrammet af træer, i skoven. Alene, med mit gevær. Jeg har ikke fået skudt noget i dag, ikke engang en lille skræmt kanin eller en hare kunne det blive til, intet. For træt til at vende hjem gik jeg vider og længere ind i skoven i håb om at finde en hjort eller en ræv måske. Men det mørket kom frem var det for sent at vende om, jeg vidste ikke hvor jeg var, træerne lignede jo hinanden og mine fodspor var væk i jorden, stien var heller ikke til at se. Man skal jo gå væk fra vejen, for at finde noget godt.
Jeg vågnede ved en skratten, men da jeg så op var bålet gået ud og der var stille omkring mig igen. Jeg sad med faste hænder og holdte ved mit gevær. Der er et skud tilbage i, men det skulle være nok til hvis det er en bjørn eller noget der omringer mig, et skud i hovedet eller mellem øjnene og bjørnen går kold. Men så har jeg også bare med lyden fra geværet skræmt alle de andre dyr omkring mig væk. Jeg lagde geværet ved siden af mig og satte mig ind over bålet, jeg pustede lidt til det og rodet i det. Pindene var stadige lune, men jeg kunne ikke få sat gang ild i det på den her måde. Jeg tog en sten der lå ved siden af mig og bankede den sammen med en gren, gren knækkede midt over så jeg brugte snuden af mit gevær til at få små gnister frem. De hoppede og sprang ned på træet, og der kom en forsigtig ny flamme op. Jeg gav den et lille pust og rodet lidt mere i pindene så flammen kunne få beder fat.

Jeg sad med blanke øjne og så på bålet, hvordan flammerne ristede pindene og gløderne dansede hen over de sorte rester af det brændte træ. Jeg begyndte at blive lidt stak åndet, hvis jeg ikke overlever i nat, hvis nu jeg aldrig kommer hjem igen. Jeg tog geværet helt ind til mig, jeg kunne mærke mit eget hjerte, det bankede hurtigere og hurtigere, selvom jeg ikke havde set den hvide skygge i længe fik jeg mange fantasier om hvordan jeg ville dø. Den ville springe ud af busken og flå mine arme af, mens jeg skreg men ingen kunne høre det, der efter ville den skrælle mit ansigts hud af og sætte kæberne rundt om mit kranium og i et kraftigt bid ville min hjerneskal dryppe fra dens mundvig. Det løb mig koldt ned af ryggen, de her syge tanker der er begyndt at dukke op i mit hoved, det er angst. En mand, alene i skoven, med angst tanker om et ukendt vildt dyr der vil komme frem fra buskene og slå ham ihjel, det angsten der sætter sig ind og blinder mine sanser, et blad falder, jeg skyder, en fugl der flyver, jeg skyder. Mit skud fra mit gevær er min sidste livs linje, den kan være min helt og min fjende. Måske begår jeg selvmord, måske kommer jeg så langt ud at jeg vælger at skyde mig selv. Måske er jeg monsteret, det min fantasi, jeg er alene, her er ingen andre end mig. Eller er det skovens vind der spiller mine gamle øjne et pus, leger skoven med mig, ser jeg overhovedet noget, eller er det bare vind. Eller er der noget derude, i mørket, det forbudte. Kun solens skrabe lys ville kunne vække mig fra de tanker jeg har nu, solens varme klare lys ville give mit styre til endnu engang at rejse mig op og gå hjem.

Der gik minutter, timer. Solen kom aldrig. Det blev koldere, jeg har ikke ur på så jeg ved ikke hvad klokken er. Den er måske midt på natten, måske er den lige i starten eller måske slutningen, hvem ved måske kommer solen op imellem træerne lige om lidt. Hvis nu jeg kigger mellem træerne kommer den måske, den venter bare på at jeg kigger, det er det eneste der skal til. Måske skal jeg gå solen i møde, mellem træerne, måske er det det jeg skal. Jeg rejste mig og gik mod buskene, det er den første afgrænsning til skoven. Jeg skubbede busken væk så jeg kunne komme igennem, men da jeg var ved at træde over nogle grene så jeg et par blod røde øjne inde i mørket af træerne. Jeg løb tilbage til bålet, til mit gevær. Solen kommer ikke hvis bare jeg går ud til den, den kommer ikke, den kommer aldrig, skovens træer er for tætte til solen kan nå herned. De øjne de borede sig ind i mit hjerte, smerte, angsten boblede i mine blodårer. Der blev pludseligt meget koldt herinde, bålet var ikke engang så stort eller varmt. Men uhyggen var nok varme, jeg sad og vuggede lidt frem og tilbage i min egen lille verden. Med geværet tæt ind mod mig, kunne jeg kun høre klik klik klik klik klik i mit hoved, min finger sad på aftrækkeren, og geværet pegede op mod min hals, jeg kunne mærke snuden mod min hage. Jeg sank en enkelt gang, og det skubbede geværet væk jeg smed det hurtigt fra mig, hvad sker der, jeg kunne have begået selvmord. Jeg skulle være gået hjem da jeg kunne se solen var på vej ned, nu kommer den aldrig op igen, det monster vil slå mig ihjel.

Timerne gik, jeg sad et stykke fra mit gevær, den lå bare der blank, som den var. Kun et skud tilbage, det var nok til at slå ihjel, hvad som helst. Selv mig. Men ville jeg gå så langt, det er bare en nat jeg skal være her, som en rigtig jæger kan jeg vel godt klare det. Men jeg er ikke rigtig jæger, i alle mine år har jeg kun skudt en hare og en hjort, ikke mere. Jeg har ikke engang nogle trofæer der hjemme, så jeg kan vel ikke tillade mig at kalde mig selv for en jæger. Jeg er bare en gammel forvirret mand med et gevær og et jagt tegn, der vandre herude i skoven, hver dag i søgen efter noget jeg ikke kan finde alligevel. Sveden løb ned af mig, ville jeg kunne få mig selv til at tage geværet og sidde med det som før, hvor det var min eneste ven. Min hånd rystede da jeg greb ud efter den. Den var kold og tung, jeg tog den op til mig og sad med den i mit skød. Mit kæreste eje, ingen kunne tage det fra mig. Jeg så den hvide skygge endnu en gang løber foran mine øjne, jeg rejste mig hurtigt op og så omkring mig ”kom så frem” råbte jeg, men ingen kom, intet viste sig for mig. I denne stille nat. Jeg råbte det samme igen, og det gav genlyd i skoven. I arrigskab trådte jeg bålet ud så flammerne døde under mine støvler. Der blev stille mørkt og koldt. Skoven blev tættere og jeg havde svært ved at se noget.

Så det nu, de sidste minutter i mit liv er nu. Sveden dryppede ned og jeg trak vejret hurtigere og højere. Jeg havde godt fast om geværet og var klar til at skyde. Jeg gik bare rundt om mig selv, jeg kunne høre dens åndedræt, den var tæt på mig. Pludselig kunne jeg også høre dens fodtrin om mig, omkring mig. Jeg drejede rundt om mig selv, mit åndedræt blev tungere og mine lunger føltes kolde. Jeg kunne høre en latter i det fjerne, den blev højere og højere jo mere jeg drejede om mig selv. Til sidst var den så høj at jeg kunne høre det ringe for mine øre, jeg stoppede og frem fra mørket kom uhyret springene mod mig, jeg skreg.

”tag fat i hans arme, kom så han skal ind på sit værelse igen” sagde en tung stemme, jeg vågnede i armene på tog mænd i hvidekitler. Jeg så op med lidt savl om munden. Jeg så i min hånd og opdaget mit gevær var væk ”g… gevær” stammede jeg stille, en af mændene slap mig og jeg støttede mig til den anden. De førte mig ind i et hvidt rum, med en seng, et skrivebord og toilet. Det var helt hvidt og clean. De satte mig på sengen, den ene gik hen til skrivebordet, mens den anden blev hos mig ”vi har givet dig noget beroligende, og nu er du tilbage på dit værelse, hvordan har du det John?”
”g… gevær”
”gevær? Nåh dit gevær, jah” sagde han, han rejste sig og tog et gevær op fra lommen. Og gav mig det, jeg tog det til mig og satte mig helt ind til væggen med det i mit skød. Jeg vuggede lidt frem og tilbage, og holdte fast om geværet med svedne hænder.
”m… monster”

”her er ingen udover os John, så slap nu lidt af du har fået din gaff.. jeg mener dit gevær. Så sæt dig bare ned og slap af” sagde han de gik begge hen mod døren ”og prøv at holde dig herinde indtil din frokost kommer” døren blev smækkede og det rungede i hele rummet. Jeg lukkede mine øjne og da jeg åbnede dem igen så jeg en hvid skygge suse forbi træerne. Jeg sad alene ved siden af mit bål jeg havde tændt, med den sidste tændstik jeg havde.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...