(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14062Visninger
AA

29. Tabt...

Jeg åbnede mine øjne, og så jeg lå i Justin's favn. Han lå med hovedet lænet tilbage i sofaen, og sov. En lille snorken lød fra hans mund.
"Justin", sagde jeg lavt, og ruskede i hans arm. Han reagerede ikke, så jeg lod ham være, fordi han lige havde haft en koncert på... Et par timer.
Pludselig bankede det på døren, og jeg rejste mig. Jeg åbnede døren, og så Pattie.
"Medina? Hvad laver du her?", spurgte hun 'overrasket'.
"Jeg faldt i søvn, da jeg skulle snakke med Justin", sagde jeg.
"Er her derinde?", spurgte hun, og banede sig forbi mig og ind i rummet.
"Som du kan se", svarede jeg koldt. Hun gik hen til Justin, og ruskede lidt i ham.
Pis! Jeg havde efterladt den lorte test på sofaen! Jeg ville skynde mig og tage den, men hun kom i forkøbet. Hun tog den op, og så på den.
Justin åbnede sine øjne, og kiggede forvirret rundt, men blev seriøst, da han så Pattie stå med graviditetstesten i sin hånd.
"Mor...", sagde han. Han rejste sig hurtigt op, og jeg gik hen til Pattie, og flåede testen ud af hænderne på hende. Jeg blev bange. Bange for hvad hun ville sige, men det var ikke Justin's baby. Han vidste det bare ikke......
"Kan du forklare mig hvad fanden dét var?", spurgte Pattie med gråd i stemmen.
"Det...", stammede Justin. Han så på mig som tegn på hjælp.
"Det er Caitlins", løj jeg. Kæft det lød dumt!
"Caitlins? Hvorfor har du.....?"....
"FORDI!", snerrede jeg surt.
"Medina", hviskede Justin advarenede.
"Justin hvorfor har du ikke fortalt mig at I har...", græd Pattie nærmest.
Hvorfor græd hun?! Det burde være mig der stortudede!
"Mor lad nu være", stønnede Justin fortabt. Jeg så på ham, og han gav mig et blik, der sagde 'HJÆLP!'.
"Du har med at fortælle mig hvorfor du gjorde det her", vrissede hans mor.
"Gjorde hvad?", spurgte han med en lille stemme.
"DET DER!", råbte hans mor, imens hun pegede på testen i min hånd.
"Pattie...", mumlede jeg.
"Nej du skal ikke sige noget! Ved du hvad du skal?! Du skal ikke være sammen med min søn længere!", råbte hun op i hovedet på mig.
Det prikkede i mine øjne, og jeg kunne mærke tårer trille ned af mine kinder.
"STOP DET!", råbte Justin vredt.
Vi gloede begge overrasket på ham, og jeg sank en klump.
"Jeg er træt at du altid skal bestemme mit liv og fortæller mig at jeg ikke må være sammen med Medina. Fra nu af er det MIG der bestemmer mit liv, okay?", hvislede han mellem sine tænder mod sin mor.
Pattie vendte om på hælene, og gik ud af rummet. Hun smækkede hårdt med døren, og Justin og jeg stod lidt stille.
"Undskyld", hviskede jeg. Mine læber skælvede, fordi jeg var bange. Bange for at han måske ville råbe af mig.
"Du skal ikke undskylde", sukkede han. Han trak mig ind i et kram, og pressede sine læber mod min pande.
"Jeg elsker dig", hviskede han.
"I lige måde", sagde jeg. Mine tårer stoppede, men samvitigheden gnavede stadig inden i mig. Mit hjerte sank helt ned i maven på mig.
"Hvad siger du til, vi tager hjem til mig og bliver der et stykke tid? Bare os to, helt alene i lang tid", forslog han kun som en hvisken.
"Jeg tror, jeg bare tager hjem", sagde jeg. Jeg trak mig væk fra hans favn, og han så såret på mig.
"Jeg er bare... i dårligt humør. Jeg orker ikke noget", forklarede jeg stille.
Han nikkede forstående, og gav mig et stort kys midt på munden.
"Medina, du skal vide, jeg altid vil være her for dig, hvis du får brug for mig. Ring hvis der er noget", sagde han mod min mund. Jeg nikkede og kyssede ham blidt.
Han trak sig stille væk, men vores læber strejfede stadig hinanden.
"Tak", hviskede jeg.

EN UGE EFTER!
Justin var kommet hjem hos mig et par gange, og han var ekstra sød i mod mig. Jeg sad inde på mit værelse og tegnede lidt.
Min mobil ringede, og jeg rejste mig irriteret og vredt op.
*Vil du med mig og Jane ud i byen? Bare for at shoppe og hænge lidt ud:D-Caitlin<3*. Jeg sukkede opgivende.
*Giv mig lidt tid, så mødes vi i byen*, skrev jeg tilbage.
BYEN!!! :
"Nå... Er du stadig sammen med Martin? Eller Justin...?", sagde Caitlin for at starte en ny samtale. Vi sad på en café og vi havde bestilt lidt af hvert.
"Ehh... Jeg slår snart op med Martin", mumlede jeg.
"Hvorfor?", spurgte Jane.
"Fordi jeg elsker Justin", svarede jeg stille.
"Har I noget kørende? Noget frækt?", drillede Caitlin med opløftede øjenbryn.
"Ja vi har", indrømmede jeg.
Jane sad med sugerør i mellem læberne, og stirrede på mig.
"Hvad glor du på?", grinte jeg.
"Jeg falt i staver", mumlede hun grinede, imens hun rystede på sit hoved.
Jeg ville fortælle dem det, fordi de var mine bedstevenner.
"Jeg har noget, jeg skal fortælle jer", sagde jeg hurtigt. Ingen vej tilbage, Medina!
"Hvad så?", spurgte de i munden på hinanden.
Jeg lænede mig frem over bordet, og hviskede.
"Jeg er gravid. Første måned". De tabte begge mund, næse og øjne.
"Med hvem?", spurgte Caitlin ivrigt.
"Med Justin selvfølgelig", sagde Jane. Jeg rystede flovt på hovedet.
"MARTIN?!", råbte de i kor. Jeg tyssede på dem, så de holdt deres mund.
"Justin tror det er hans baby, men det er Martins. Martin ved ikke, jeg er gravid", hviskede jeg til dem.
"Uuuuuh! DRAMA!", hvinede Jane. Jeg var nød til at rykke lidt på stolen, da en brunhåret pige skulle forbi bag mig. Hun havde ryggen til mig, solbrillerne sad i hendes hår, og hun.... hun var Evalina?!
"Jeg er nød til at gå nu. Her er penge for mit", sagde jeg hurtigt, og flåede et par sedler op fra min pung. Jeg smed dem på bordet, inden de kunne nå at sige noget.
Så gik jeg hurtigt hjem til Justin. Eva havde hørt det hele og hun ville sikkert bruge det i mod mig. Endelig kom jeg hjem til Justin.
"Fuck", mumlede jeg, da jeg hørte stemmer inde fra stuen. Jeg stod foran døren til stuen, og lyttede godt efter, men hørte ikke nogen sætninger der hang sammen. Mine øre var for sløve til at høre godt efter. Jeg åbnede døren, og de kiggede begge på mig.
"Hej", sagde jeg stille med blikket rettet mod Justin. Evalina stod med et stort og farligt smil på læberne. Hun stillede sig foran mig og knyttede den ene hånd.
"Har du ikke noget at indrømme?", spurgte hun mig 'sødt' om.
"Eva lad være med at gøre det her. Jeg beder dig", hviskede jeg. Det prikkede i mine øjne, da hendes øjne lyste 'ondskab'.
"Hvorfor ikke?", spurgte hun mig falskt om.
"Eva skrid nu", sagde Justin bag hende. Et slag i maven fik mig ned på gulvet. En smerte skar gennem min mave, og jeg kunne mærke noget sive ned af mit ben.
"HVAD FANDEN HAR DU GJORT?!", råbte Justin. Han skubbede hårdt Eva væk, og kom hen til mig. Jeg græd, hulkede, og skreg af smerte. Det var som en kniv skar gennem mit underliv. Jeg kunne ikke fatte det hun havde gjort.
"Medina se på mig", sagde Justin med tårer rendende ned af sine røde kinder.
"Det gør ondt", græd jeg, og hev efter vejret.
Eva stod med en hånd op foran munden, og stirrede chokeret på mig.
"Hvad sker der?", spurgte Justin. Han havde ingen forstand på det der skete....
"Undskyld Medina. Jeg... Jeg", stammede Eva.
"HVAD HAR DU GJORT?!", råbte Justin af hende. Jeg tog mig til maven igen af smerte og hulkede.
"Undskyld! Det var ikke min mening at... Hun bløder, Justin", sagde Eva bange.
Jeg vidste hvad det betød.
"Det er præcis dét jeg ikke ved hvad er!", sagde han med hænderne på min mave.
"Hun har mistet barnet", hviskede Eva. Justins hænder rystede, da han tog hænderne væk fra min mave.
"HAR DU SLÅET MIT BARN IHJEL?!", skreg han. Smerterne i min mave blev værre og værre efter hvert sekund.
"Det var ikke engang dit! Det var for helved Martins!", skreg Eva igen.
"Justin lad være med at lytte til hende", gispede jeg. Mine bukser var næsten blevet gennemblædte af mit blod. Jeg kunne knap nok få vejret.
"Kom her", hviskede han til mig. Han løftede mig op i sine arme og gik hen mod døren.
Jeg kunne se, hans kinder var våde af alle de tårer hans græd.
"Justin det gør ondt", hviskede jeg og kneb mine øjne sammen. Samme smerte, emn meget værre. Jeg pressede mit ansigt mod hans trøje.
"Du skal nok klare det", hviskede han tilbage.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...