(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
13936Visninger
AA

24. Lækker ikke?!

Martin og jeg var hele tiden sammen. Vi havde kysset én gang, da vi skulle sige farvel til hinanden efter... en tur på stranden.

Jeg skulle til at gøre klar til en fest, som Martin havde inviteret mig til. Den blev holdt hos en af hans venner. Dagen før havde jeg fået plasteret af min næse, men den var ikke helet hundrede procent. Jeg havde bare en enkelt og sort kjole på. Den gik mig til lårene, stropløs, puffet og løs og fræk. Haha! Jeg tog noget sort makeup på og glattede mit hår. Martin ville hente mig mig... OM TO MINUTTER?!
Jeg blev trådt over fødderne flere gange efter hinanden, fordi der var vildt mange mennesker. Martin så, jeg var ret irriteret, så han trak mig udenfor. Han var ret fuld.
"Kom her smukke", savlede han nærmest og trak mig ind til sig. Han kyssede mig hårdt på munden, og jeg kyssede bare med.
Han trak mig hen til hans sorte BMW, og låste op.
"Du kan ikke køre", sagde jeg, og gned mig i øjnene.
"Hvem siger vi overhovedet skal køre?", smilte han 'frækt'.
Hvad ville han dog så i en bil?! Pludselig slog en tanke ned i hovedet på mig.
Han åbnede døren til bagsædet, og vi satte os begge ind, imens han hele tiden kyssede mig med ivrige læber.
Jeg kyssede med, og det udviklede sig for hvert sekund og minut.
Til sidst lå vi splitternøgne i bagsædet af hans bil. Lækkert ikke?!.

TRE UGER EFTER!!!

"Justin er nedenunder", sagde Jonas, da han stak hovedet ind af min dør.
"Kommer om to sekunder", mumlede jeg, og slukkede min computer.
Hvad lavede han dog her? Jeg gik ned i stuen, og så ham snakke med Clarice. Da hun kiggede på mig, vendte Justin sig om og så på mig.
"Hej", sagde jeg, og fremtvang et smil.
"Hej", sagde han nærmest drømmende. Clarice gik, så vi var alene.
"Er vi stadig... Venner?", spurgte Justin. Jeg trak på skuldrene.
"Undskyld", sagde han så.
"Du skal ikke undskylde. Det var mig, der blev sur på dig", sagde jeg.
"Fordi jeg råbte af dig", indskød han hurtigt.
"Fordi jeg afviste dig konstant", sagde jeg i samme tone som ham.
Han kiggede på mig med et intenst og brændende blik.
"Eva fandt ud af, vi var sammen", sagde han så. Jeg fik et chok, da jeg hørte hans stemme igen.
"Hvad gjorde hun ved det?", spurgte jeg, og stillede mig hen til ham.
"Ikke noget. Hun kan ikke lide mig, men vil bare have berømmelse og pengene", sagde han, imens han rullede med øjnene.
"Hvis du arbejder for hendes far, så hvorfor vil hun have dine penge?".
"Hun er en kælling... Så alt er muligt for hende", sagde han, og trak på smiltebåndet.
Jeg sagde ikke noget, men krammede ham bare.
Jeg kunne mærke hans arme om mig, og hans læber mod toppen af mit hoved.
"Jeg elsker dig, Medina", hviskede han. Jeg bed tænderne sammen.
"Jeg elsker også dig", hviskede jeg tilbage. Han trak sig væk, og satte sin pande mod min. Så trak han os begge i et inderligt og varmt kys.
"Medina har du s.... Ohh", afbrød Jonas os. Jeg trak mig hurtigt væk fra Justin, og så flovt på Jonas.
"Hvad så?", sagde jeg, og lod som om intet var hent.
"Ehh.. Har du set mit sorte slips?", spurgte han, og så fra Justin til mig.
"Hvad? Hvorfor skulle jeg dog vide hvor den var?", grinte jeg. Jeg blev rød i hovedet, da Jusitn lagde sine arme om min talje bag mig.
"Det kunne jo godt være", sagde han med et skuldertræk.
"Spørg Clarice", sagde jeg, inden han gik ud af stuen.
"Pinligt", hviskede Justin. Det gav et sæt i mig, fordi hans læber rørte mit venstre øre. Jeg nikkede.
"Biiiiieber!", var der pludselig én der hvinede. Izabella.
"Izabella!", grinte han, og tog hende op i sine arme. Hun var vokset en del.
Hun klappede Justin på kinderne med sine små og buttede hænder.
"Dig har jeg savnet", smilte Justin.
"Izabella?! Hvor blev den pige dog af?", sagde Clarice der kom ind i stuen.
"Dér var hun", sagde hun. Jeg grinte dumt af hende, og så på Justin der rakte Izabella over til hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...