(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14038Visninger
AA

16. 'Knæk' og en masse blod!

Sekund efter sekund. Minut efter minut. Time efter time. Døgn efter døgn. Jeg så ikke Justin i et stykke tid. Jeg pakkede mit udstyr til stævnen i karate og gik ned af trapperne i min ’gi’, hvor min familie stod klar. Jeg havde trænet med Jonas og Luke, så jeg kunne banke min modstander. Jane, Caitlin Ryan, Christian og Chaz skulle også se mig, men jeg vidste ikke om Justin havde planlagt noget specielt.
Da vi kom op på skolen, satte jeg kurs mod idrætshallen.
”Jeg er virkelig spændt”, hvinede jeg. Jeg havde prøvet det tusinde gange før, men ikke med det sorte bælte. Jeg havde tabt fire gange ud af femten.
Paige Mason var min modstander. Blondt, blå øjne, samme højde og samme vægt som mig, samme grad som mig. Jeg varmede op med Luke og stræk ud. Tandbeskytter, benbeskytter, handske og hovedbeskytter. Jeg var klar. Klar til sejr. Paige og jeg stille os klar til kamp.
”I kender reglerne! Ingen hovedstød, stop hvis I får at vide at I skal stoppe, respektere jeres modstander, I må hverken bide, kradse, rive eller lignende”, sagde dommeren.
Paul hed han vidst. Han fløjtede og Paige og jeg bukkede for hinanden. Så skete det.
Det kørte godt for mig på et tidspunkt, men jeg fik øje på noget. Justin. Sad stillede sig ved mine venner og familie og jeg glemte tid og sted. Jeg kunne høre et ’knæk’ og en smerte i mit ansigt ved min næse. Det sortnede for mig og jeg kunne føle min ryg ramte gulvet.
Fløjten spillede én gang til og der blev råbt. Slag på mine kinder og folk der ruskede i mig, for at få mig til bevidstheden. En grim smerte skar gennem min fugtige næse. Jeg lukkede langsomt øjnene op og kunne ikke se noget. Mørke…
Jeg kunne endelig se og høre alt.
”Medina er du okay? Sig noget!”, sagde Luke bekymret.
”Min næse”, stammede jeg og prøvede på at trække vejret gennem min næse. Det kunne jeg ikke, så jeg tog min hånd op til mit ansigt og kunne mærke noget fugtigt.
”Den er brækket”, sagde en anden stemme. James.
”Paige er blevet disket”, sagde Jonas. Han skar ansigt, da han så mig.
”Er det slemt?”, spurgte jeg.
”Du har næseblod og din næse er brækket… Njaaa”, sagde Luke med et smil.
”Jeg har prøvet det der var værre”, mumlede jeg.
”Hun skal på skadestuen”, sagde Clarice, som gloede uroligt på mig.

”Den er brækket”, sagde sygeplejsken med rynkede øjenbryn.
”Hmm…”, mumlede jeg bare og bed smerten i mig, da hun ordnede min næse. Hun var nød til at sætte brusken på plads og det gjorde virkelig ondt. Værre end at brække sin næse. Jeg havde skreget højt og kastede eder og forbandelser over Paige.

Min ’gi’ var dækket med blod og jeg holdt en hånd foran min næse hele tiden.
”Er du okay, skat?”, spurgte Clarice.
”Frisk som en okse”, fniste jeg og trak vejret gennem min mund, fordi min næse var stoppet til. Jeg havde et hvidt og stærkt plaster på næsebrusken, som holdt næsen på plads. Jonas puffede dumt til mig, fordi jeg jokede allerede.
Da vi kom hjem, skulle jeg slappe af som James og Luke sagde.
Jane og co. Var på besøg og vi snakkede.
”Gør det ondt?”, spurgte Christian og pegede på min næse.
”Nej Chris. Det er dejligt at have en brækket næse”, sagde jeg ironisk og grinte.
”Du brækker let dine knogler”, sagde Caitlin.
”Det er brusken der er brækket, ikke knoglen”, sagde jeg hurtigt.
”What ever, din freak”, fniste hun. Jeg kastede min pude i hovedet på hende.
Det bankede på min dør og den blev åbnet.
”Hej”, sagde han stille.
”Hey”, sagde de andre i kor, men jeg forholdt mig tavs. Det var på en måde hans skyld, jeg brækkede næsen. Han strålede mellem alle, og jeg kunne ikke få mine øjne fra ham!
”Medina kan jeg låne dig to sekunder?”, spurgte han med den samme forsigtige stemme.
Jeg rejste mig fra sengen og gik med ham ud på gangen.
”Jeg er ked af det med din næse”, startede han.
”Det er ikke din skyld”, smilte jeg og kunne mærke smerten i kinderne, mundvigen og næsen. Det skulle nok blive værre.
”Og undskyld… fordi jeg kyssede dig. Jeg kunne virkelig ikke lade være”, sagde han.
Jeg så ham i øjnene og havde lyst til at kysse ham, men lod være. I stedet krammede jeg ham i lang tid.
”Jeg kunne godt lide det”, hviskede jeg og kyssede hans kind. Han begravede nærmest sit ansigt i min skulder og strammede grebet om min talje.
”Jeg er nød til at gå nu”, hviskede han i mit øre, så det nærmest rungede.
”Okay. Vi ses”, mumlede jeg og trak mig væk. Han kyssede mig hurtigt på panden og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...