(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
13990Visninger
AA

4. Jonas! :D

"Du er...". Jeg kiggede op, og så et velkendt ansigt. MARTIN!.
"Medina", smilte jeg, og så på de lyseblå øjne.
"Hmm... Vi mødte hinanden i Paris, gjorde vi ikke?", sagde han, og slog sig ned ved min side. Jeg nikkede, og kiggede på mine ben. En lys streg, skar gennem mit venstre ben. Det var der hvor jeg ligesom blev o..
"Bor du her?", afbrød Martin mine tanker.
"Ja. Gør du?", sagde jeg.
"Lige flyttet herhen. Jeg skal gå på en sindssyg skole. Noget med hvor alle har et talent eller noget", sagde han mukkent.
"Dér går jeg!".
"Har du et talent?", spurgte han, og jeg kunne se, han drillede mig.
"Ja. Jeg kan smadre dig på 0,5", smilte jeg. Han grinte, og puffede til mig.
"Som om. Jeg er mester i boksning, så drop det, smukke".
"Sort bælte i karate", sagde jeg kort. Hans smil forsvandt, så begyndte han at grine.
"Seriøst?! Hvor fedt!", sagde han.
"Hmm", mumlede jeg bare.

Jeg gik hjem, og fik det største chok nogensinde! JONAS!
"ARGH!", skreg jeg, og hoppede i favnen på ham med tårer i øjnene.
"Okay?! Slap af", grinte han, og krammede mig.
"Jeg har savnet dig! Er du okay?! Hvorfor er der ingen der fortæller mig noget?! Hvornår kom du tilbage?!", sagde jeg hurtigt.
"Jeg har også savnet dig. Ja jeg er okay. Jeg ved ikke hvorfor ingen fortæller dig noget, Medina. Og jeg er lige kommer tilbage", sagde han, og grinte.
"OMG! Du er helt...", mumlede jeg. Jeg kiggede på hans ansigt, og sukkede.
Han havde sår og skrammer i ansigtet. Jeg og så at hans ene arm var bundet ind i gips.
"Smadret", afsluttede han min sætning, imens han nikkede.
"Hvad er der sket med din arm?".
"Jeg brækkede den, fordi jeg hamrede den ind i en mur", sagde han.
"Typisk dig der ikke dør under krig, men hamre sin arm ind i en mur", fniste jeg.
Han rodede i mit hår, og jeg veg væk fra ham.
"Har du sagt noget til Meredith om, at du er tilbage?", spurgte jeg.
"Nej", mumlede han.
"MEN jeg tager hen til hende nu, og overrasker hende", sagde han.
"Hvad hvis hun ikke er hjemme?".
"Det er hun", smilte han, og gik.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...