(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
13948Visninger
AA

6. Jeans. hell no!

"Skal jeg følge dig hjem?", spurgte Justin. Vi stod på gangen, og kiggede på hinanden.
"Jeg klare mig", smilte jeg.
"Kan du ikke bare blive?", spurgte han så.
"Det kunne jeg godt, og jeg kunne også lade være", drillede jeg, og åbnede døren.
Jeg kunne mærke hans hænder om mit liv, og han trak mig tilbage i huset.
"Vil du ikke nok?", hviskede han i mit øre.
"Beklager, men jeg tror jeg tager hjem", sagde jeg, og løsnede hans greb.
"Okay. Vi ses", sukkede han, og krammede mig hurtigt.
Det var en smule køligt og mørkt, da jeg skulle hjem ad. Men jeg var ikke bange. Eller jo. Jeg var bange for at blive voldtaget, tæsket, kidnappet osv osv.. Jeg var bange for mørket, siden den dag...
Jeg sukkede da jeg kom hjem i god behold. Så tog jeg overtøj og sko af, og gik op på mit værelse. Jeg hørte sangen 'That should be me ft. Rascal Flatts'. Jeg eeelskede den!
"Hvad hør du?"... Jeg så op, og grinte.
"Hvad laver du her?", spurgte jeg, og slukkede musikken.
"Jeg kedede mig, så jeg tog herover", smilte Justin. Jeg kastede et hurtigt blik på hans kæbe. Jeg fik enorm skyldfølelse.
"Jeg er lige kommet hjem fra dig".
"Men jeg havde ikke noget at lave", sagde han med en sød og lys stemme.
"Du kunne jo tage hjem til Eva", sagde jeg, og hvislede hendes navn.
"Vi skændes, så det tror jeg ikke", mumlede han. Jeg trak på skuldrene, og lagde mig i sengen med ryggen lændet mod væggen.
"Kan du ikke tage nogle jeans på?", spurgte han mukkent. Han skævede til mit ben, som havde lyse streger fra kniven. Mit venstre ben var halvt viklet ind i dynen.
"Næ", fniste jeg, og blottede mine ben endnu mere. Han kiggede mig i øjnene, og jeg kunne se, det irriterede ham. Men alligevel smilte han fristet.
Han tog min dyne, og lagde den på mine ben.
"Hvad laver du?", spurgte jeg. Jeg sparkede dynen af mig, og lagde benene ovenpå den.
"Du er vildt irriterende", mumlede han, og grinte.
"Så er vi to".
"Jeg er da ikke irriterende!", sagde han.
Så begyndte vi begge to grine, fordi vi vidste dét var løgn. Han stoppede med at grine, og så ned på mit ben igen.
"Gør det ikke ondt?".
"Næ", mumlede jeg, og trak benene op. Han studerede nærmest arene på mit ben, og strøg sin varme pegefinger hen over dem.
"Det killer", sagde jeg, og grinte. Han ignorerede mig, og strøg fingeren over mit knæ, og hen til mit lår. Mit hjerte bankede dobbelt så hurtigt som før, og jeg stoppede hans hånd ved, at ligge min hånd på hans.
"Hvad laver du?", hviskede jeg, og han trak sin hånd til sig.
"Undskyld", hviskede han tilbage, og så på mig. Jeg smilte varmt til ham, men han rejste sig bare op, og gik hen mod døren.
"JUSTIN! Hey! Vent!", sagde jeg hurtigt, og rejste mig. Men på ingen tid var han smuttet ud af døren, og havde lukket den efter sig. Jeg sukkede, og satte mig tilbage på sengen igen. Det var næsten som om, jeg stadig kunne mærke hans varme finger på mit lår.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...