(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14091Visninger
AA

5. Ironi...

Fedt. Kærlighed my ass.
Jeg sad på mit værelse, og stenede min væg for groft. Så satte jeg mig op, fordi jeg var bange for, at væggen ville slå mig i ansigtet, og sige at jeg skulle tage mig sammen.
Måske skulle jeg sige undskyld til Justin. Jeg rejste mig op, og tog hjem til ham.
Uden at banke på, gik jeg ind, og hørte noget blive smadret på hans værelse. Hurtigt løb jeg derop, og åbnede døren. Justin stod, og skændes med Evalina.
"DU SKAL IKKE SIGE, AT JEG SKAL HOLDE OP MED AT SE HENDE! HUN ER EN DEL AF MIT LIV, OKAY?!", skreg Justin. Hvem var en del af hans liv?!
"GØR SOM DU VIL, JEG ER LIGEGLAD!", skreg heksen tilbage.
"GODT!".
Heksen vendte sig ansigt mod døren, og fik øje på mig. Justin så på mig med sure øjne.
"DIG! DIN FORBANDEDE MØGSO!", råbte hun, og pegede på mig med en finger.
Jeg sagde ikke noget, men ventede til hun skred. Endelig! Hun gik forbi mig, og smækkede med hoveddøren.
"Kommet for at slå mig igen?", spurgte Justin lavt, imens han tog et par ting op fra gulvet, og satte dem på natbordet.
"Undskyld", sagde jeg, og trådte ind på værelset. Han sukkede opgivende, og kiggede på mig. Så satte han sig på sengen, og jeg stirrede på hans kæbe.
"Jeg fortjente det slag", mumlede han, og åbnede armene, som tegn på jeg skulle kramme ham. Jeg gik hen til ham, og lagde armene om ham. Han trak mig ned på hans skød, så jeg sad behaligt...
"Nej du gjorde ej", hviskede jeg mod hans brystkasse.
"Jo. Undskyld, for det jeg sagde til dig", sagde han.
"Det er okay. Undskyld fordi jeg slog dig".
"Jeg er en smule vant til det, så...", grinte han. Jeg trak mig væk, og så underligt på ham.
"Jeg slår dig da ikke ret tit", sagde jeg.
"Nej og jeg kan godt lide Eva", sagde han.
"Hvad?", mumlede jeg såret.
"IRONI!.". Nååååååår. Jeg grinte, og lagde armene om halsen på ham. Han trak mig ind i et kram, og vi sad det i noget tid.
"Jonas er hjemme", hviskede jeg.
"Er han? Han er uskadt, er han ikke?", sagde han.
"Jo.. Kun en brækket arm", sagde jeg. Han nikkede, og kyssede mig på panden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...