(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14076Visninger
AA

14. Et tumpet... brev og én på mistanken!

”Hey Luke”, sagde jeg og lukkede mine øjne af træthed.
”Jeg ringede for at sige, at du har et stævne om en uge, så du skal hellere komme i form”, sagde han i en hurtig sætning.
”Stævne?”, spurgte jeg dumt.
”Ja. Du ved… hvor du kæmper mod en på din højde, samme vægt og samme grad. Det er selvfølgelig en pige”, forklarede han.
”Når… Kan du give mig dato, tid og adresse?”, spurgte jeg og bed mig selv i læben.
”På denne fredag, præcis klokken 6 og det sædvanlige sted”.
”Okay. Vi ses”, mumlede jeg.
”Ses. Husk at komme i form!”, sagde han strengt.
”What ever”, mumlede jeg og lagde på.
”Argh!”, sagde jeg irriteret og kastede min mobil i sofaen.
”Hvad er der?”, spurgte Jane.
”Jeg skal til et lorte stævne på fredag”, sagde jeg surt. Jeg gad virkelig ikke, men jeg skulle. Jane grinte af mig.
”Kan vi ikke tage med?”, spurgte Caitlin ivrigt.
”Jeg skal bare kæmpe mod en pige på min alder”.
”Og?”.
”Fint”, mumlede jeg og sukkede. Resten af aftenen snakkede vi og faldt til sidst i søvn.

”Hun sover, så lad hende være”…
”Men jeg skal snakke med hende”…
”NEJ!”, sagde Caitlins vrede stemme. Jeg åbnede mine øjne og så rundt. Hverken Jane eller Caitlin lå i deres madrasser.
”Caitlin fjern dig inden, jeg smadrer dit kønne fjæs”, snerrede en vel… JUSTIN!
Jeg løb ind på badeværelset, da jeg havde fået fat i min taske. Skiftede til jeans og top, rettede mit hår, børstede tænder, lagde nyt makeup og gik hurtigt ud på Jane’s værelse igen. Da jeg havde åbnet døren, fik jeg et chok. Justin stod og gloede på mig.
”Ja hun sover”, hakkede han på Caitlin.
”Du vil snakke med mig?”, sagde jeg koldt. Han skubbede mig tilbage i værelset og smækkede døren bag sig. Han så vred ud.
”Hvad er der galt med dig?!”, spurgte han vredt.
”Hvad er der galt med mig?? Hvad er der galt med dig?!”, sagde jeg forvirret. Hvorfor var han sur på mig? Hvad havde jeg gjort?!
Han tog noget op af sin lomme og kastede papiret i masken på mig. Jeg skar en grimasse og samlede det foldede papir op fra gulvet.
Jeg foldede det ud og læste hvad der stod.
”Det er IKKE mig der har skrevet det!”, sagde jeg bestemt og surt.
”Bevis det”, snerrede han.
”For det første, så er det ikke min skrift. For det andet, tror du jeg er sindssyg?”, sagde jeg.
På papiret stod der, jeg ville slå mig selv ihjel. Ved at skære i mig selv. Hvem fanden skrev sådan noget tumpet?
Hans ansigt tøede nærmest op og han så undskyldende på mig.
”Hvor har du overhovedet fået det fra?”, spurgte jeg og gav ham papiret tilbage. Han tog imod det og trak langsomt på skuldrene.
”Det lå i min postkasse i morges… Jeg blev ret chokeret”, mumlede han og kløede sig i nakken. Jeg fnøs.
”Tror du, jeg vil skrive et brev til dig om, jeg vil slå mig selv ihjel og ligge brevet i din postkasse? Tror du jeg er dum? Jeg kan finde på MEGET bedre end dét”, sagde jeg hårdt.
”Undskyld, Medina, me det ligner lidt dig”, sagde han stille.
Jeg stønnede og gik forbi ham. Flåede døren op og løb ned af trapperne. Jeg vidste hvem der stod bag dét. Evalina.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...