(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14097Visninger
AA

28. En stor skuffelse.

I timevis sad jeg, og græd inde på mit badeværelse. Det kunne IKKE passe!!!!!!
"Medina?", kunne jeg høre Clarice råbe udenfor mit værelses dør.
Jeg tørrede hurtigt mine øjne, og låste begge døre op.
"Hvad er der dog sket?", spurgte hun, da hun så mit ansigt.
"Jeg.. Er nød til at tale med dig", hviskede jeg, og trak hende ind på mit værelse.
"Hvad er der sket med dig, søde?", spurgte hun, og det fik mig til at tude endnu mere end før. Hun lagde armene om mig, og trøstede mig.
"Jeg kan ikke sige det, men vise det", sagde jeg stille, da jeg tog mig sammen.
Hun var måske den eneste der kunne hjælpe mig.
Jeg gik ud på badeværelset, fik fat i testen, og gik ud til Clarice der ventede.
Jeg gav hende testen, og hun stirrede chokeret på den.
"Medina", hviskede hun. Jeg kunne se hun fik tårer i øjnene, og jeg brast us i gråd igen. Hun lukkede døren, og lagde armene om mig på gulvet.
"Hvem?", spurgte hun stille, som tegn på hvem 'faren' var.
"Jeg ved det ikke", indrømmede jeg.
"Hvor mange har du lige været i seng med?", grinte hun pludselig.
Jeg grinte også lidt, fordi hun sagde det på en sjov måde.
"Jeg tror, vi skal hen til lægen og finde ud af hvem faren er", sagde hun så.
"Jeg ved ikke om det er Justin eller Martin", sagde jeg endelig.
"Justin?!?!?", udbrød hun.
"Ja...... For en måned siden", mumlede jeg, og kiggede i hendes blå øjne.
"Lille skat... Vi skal hen til lægen og finde ud af hvem faren er", gentog hun.

"Det mener du ikke, vel?!", udbrød jeg vredt. Lægen sagde, jeg skulle have DNA af begge drengene.
Hun nikkede, og Clarice klemte min hånd.
"Skal jeg bare rive hår ud af hovedet på dem?", spurgte jeg dumt.
"Gør hvad du vil, men jeg skal bare have en DNA... Så får du svar om to dage, hvis du kommer med den i morgen", sagde hun venligt.
"Vil det så sige, det tager én dag?", spurgte jeg så. Hun nikkede.
"Okay", mumlede jeg.

Vi kom hjem igen, og jeg udtænkte en plan. Hvordan fanden skulle jeg få deres hår fra? Måske sad et par af Justin's hår i mit tøj... Jeg gennemtjekkede alt mit tøj, som jeg havde haft på, da jeg var sammen med Justin. Lægen havde givet mig to små plastik poser, som jeg skulle putte hårene i. Endelig fandt jeg et par korte lysebrune hår på en af mine trøjer. Jeg var sikker på, det var Justin's...... Jeg proppede den i den ene pose, og skrev et lille 'J' på den med en tusch. Så ringede jeg til Martin. Jeg havde nemlig udtænkt en plan. Jeg bad ham om at komme næste dag, så jeg kunne få fat i et par hår fra ham.

NÆSTE DAG!!!
"Hej". Jeg gispede, og vendte mig om.
"Hejsa", sagde jeg hurtigt, og fik mit hjerte under kontrol.
"Hvad så?", spurgte han, og stirrede på mig med de blå og frække øjne.
"Ville bare gerne se dig", smilte jeg falskt. Jeg havde heldigvis gemt testen på mit værelse, så han ikke fandt den.
"Hmm.. Jeg har savnet dig", sagde han, og kyssede mig kort på munden. Han kyssede SLET IKKE bedre end Justin! Jeg kørte min hånd gennem hans hår, imens jeg smilte flirtende til ham. Pludselig bibbede hans mobil. Han så kort på den, og lagde den i sin lomme.
"Jeg er nød til at gå, søde", sagde han, og kyssede mig.
"Okay. Vi ses", sagde jeg lavt. Da han gik, åbnede jeg min knyttede hånd, og stirrede på de tre blonde hår. Så puttede jeg dem i den anden pose, og skrev et lille 'M' på den. Jeg gik ned i stuen, og talte lidt med Clarice. Om aborter osv osv......
"Jeg er ikke klar til et barn nu", hviskede jeg til hende.
"Det er i orden at få en abort. Folk siger, det er som at dræbe en baby, men det er kun et foster inden 3 måneder", sagde hun, og aede min kind. Jeg nikkede, gav hende et kys på kinden, og vi tog afsted til lægen.

(UNDSKYLD JEG SPRINGER!!).
Jeg trippede med min venstre fod, og ventede utålmodigt på resultatet.
"Slap af, lille skat", sagde Clarice.
"Jeg kan ikke slappe af", mumlede jeg. Lægen fra sidst kom ud til os med svarede i hånden. Et stykke papir. Dér stod svaret på. Jeg ønskede inderligt, at det blev Justin's, fordi jeg ikke elskede Martin. Jeg følte intet for ham.
Jeg læste papiret igennem med en stor skuffelse.
"Det er Martin's", hviskede jeg, og sukkede.
"Hmm... Vil du beholde det?", spurgte Clarice. Jeg rystede bestemt på hovedet, og vi tog hjem. Jeg kunne ikke sige det til nogen. Hverken Jane, Caitlin eller Martin. Kun Justin.
Jeg prøvede at ringe til ham, men han havde travlt, så han tog den ikke.
Til sidst fik jeg Clarice til at køre mig hen til koncert pladsen i byen.
Jeg fik øje på Kenny, og råbte højt hans navn, fordi de andre vagter ikke ville lukke mig ind. Han vendte sig om, og løb hen til mig.
"Hej Medina", smilte han.
"Jeg er virkelig nød til at tale med Justin! De her... fyre ville ikke lukke mig ind", sagde jeg højt, for at overdøve pigernes skrig. Han nikkede til fyrene, og de lukkede mig ind.
"Han er snart færdig med koncerten", sagde Kenny til mig.
"Tak", sagde jeg hurtigt. Vi gik ind, og han fulgte mig ind til det rum, hvor Justin blev stylet, slappede af efter koncerten, og gik i bad. Jeg ventede der i en halv time, indtil døren blev skubbet op af ham. Jeg rejste mig hurtigt op, og strammede grebet om min taske, der hvor testen var. Hvad fanden havde jeg rodet mig ud i?! Det var ikke engang Justin's baby!!!
"Medina? Hvad laver du her?", spurgte han. Svedet dryppede ned af hans pande.
"Jeg skal tale med dig", sagde jeg lavt.
"Må jeg lige gå i bad først? Jeg stinker", grinte han.
Jeg nikkede, og satte mig ned igen. Efter ti minutter kom Justin ud med et håndklæde rundt om livet. Han gik hen for at låse døren, og satte sig ned ved siden af mig.
"Gider du tage noget tøj på?", spurgte jeg halvmukkent.
"Næ... Du har set mig uden tøj, så hvad er forskellen?", grinte han.
Jeg var virkelig ikke i humør til noget sjovt.
Han lagde armen om min skulder, og trak mig ind til sig.
"Hvad skulle du tale om?", spurgte han, imens hans læber rørte ved min kind.
Jeg trak mig væk fra ham, og rakte ud efter min taske. Mit hjerte sad igen oppe i min hals, og jeg kunne knap nok trække vejret. Jeg fattede knap af det jeg gjorde.
"Er du okay?", spurgte han, da mine hænder begyndte at ryste sindssygt.
"Ja", hviskede jeg. Jeg lukkede mine fingre om testen, og trak den frem.
Justin stirrede forvirret og nervøst på den.
"Den er positiv", hviskede jeg, fordi min stemme ikke kunne klare høje toner.
Han tog testen ud af hænderne på mig, og stirrede bare på de to lyserøde striber.
"Fuck", mumlede han til sidst. Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine røde og varme kinder, og jeg tørrede dem hurtigt væk.
"Fuck. Jeg kan ikke tro det her sker", hviskede han med en grødet stemme.
"Justin...", sagde jeg gårdkvalt, og rørte ved hans arm. Han trak hurtigt sin arm til sig, smed testen på mit lår, og gik uden et ord. Så begyndte tårerne for alvor at komme. Jeg kunne ikke stoppe med at græde, fordi Justin havde reageret på den måde. Jeg havde stukket ham i ryggen med en dolk, stukket ham en stor fed løgn.
Og jeg havde også løjet for Martin. Jeg elskede ham ikke engang, det var kun Justin der var i mit liv. Jeg trak mine ben op under min hage, og sad med ansigtet mod mine knæ, og græd mine øjne ud af hovedet på mig selv.
"Medina......". Det gav et ryk i mig, da nogle læber rørte ved mit øre og kind.
Ikke bare nogle læber, men mit livs kærligheds læber. Jeg sprang nærmest i favnen på Justin, der havde fået klædt sig på.
"Det skal nok gå", hviskede han, og aede min ryg. Han blev ved med at hviske trøstende ord til mig, og det hjalp mig lidt.
"Jeg hjælper dig, søde. Jeg forlader dig ikke", hviskede han. Jeg fik endnu mere dårlig samvitighed, fordi det ikke var hans baby.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...