(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14097Visninger
AA

12. En pinlig snak og flere tårer...♥

Jeg sukkede lette, da jeg så hvem det var.
"Jeg har noget, jeg skal fortælle dig", sagde Jonas alvorligt.
"Spyt ud", smilte jeg bare afslappet. Jeg gjorde plads til ham i sengen og han satte sig ved siden af mig.
"Ehh... Du er ligesom en lillesøster for mig og jeg er en storbror for dig, ikke?", startede han tøvende. Jeg nikkede langsomt og mit smil blegnede. Det her ville enten blive pinligt eller dødseriøst.
"Og... Nu når du er sammen med drenge", fortsatte han og jeg vidste hvor han ville hen med dét.
"Ej! Jonas! Det kan du ikke mene, vel?", udbrød jeg.
"Jeg vil bare have... hvem er du overhovedet sammen med? Altså på kæreste måden", sagde han.
"Ehh... Single", mumlede jeg tøvende.
"Men hvis du er sammen-sammen med en dreng, så...".
"OKAY! Jeg tror, jeg har fået nok af denne... akavede snak", sagde jeg højt.
"Godt for jeg vil heller ikke snakke om det. Men der var nu en anden grund til, jeg kom...", sagde han. Hvad ville han NU tale om??
"Hvad?".
"Meredith sagde, Justin ikke er kommet over dig", sagde han og så efter min reaktion. Jeg tabte næsten underkæben. Var han ikke kommet over mig?!
"Det var ham der gjorde det forbi", sagde jeg med en lys og skingre stemme.
"Men det kan være, han stadig elsker dig, Medina"...
"Men... men...", fremstammede jeg og rejste mig hurtigt op.
"Hvad skal du nu?!", spurgte han og hev mig ned i sengen igen.
"Hen til Justin", peb jeg nærmest og rejste mig igen.
"Du må IKKE sige, jeg sagde det til dig", sagde han bag mig, da jeg flåede døren op og løb ned af trapperne. Jeg tog mine gladiator sandaler på og løb hen til Justin. Ham der stadig, måske, kunne lide mig. På dén måde.
Uden at banke på døren, braste jeg ind og kaldte hans navn.
"Justin?!", sagde jeg højt og gik op på hans værelse.
"Medina?", kunne jeg høre ham sige. Jeg gik ud på badeværelset, hvor han stod med voks i fingrene og i håret. Han var klædt fint på...
"Hej", sagde jeg hurtigt.
"Ehh.. Hej? Hvad laver du her?", spurgte han forvirret og vaskede voksen af sine fingre. Jeg så bare på ham og smilte, da han kiggede på mig.
"Hvad smiler du over?", spurgte han og kom selv til at smile.
"Kan du stadig lide mig?", spurgte jeg ligeud. Spørgsmålet kom sikkert helt bag på ham, fordi han gloede overrasket på mig.
"Uhm... Hvem siger det?", stammede han.
"Svar mig nu bare!", vrissede jeg nærmest. Han så ned og trippede med foden.
"Justin"... Jeg vendte mig om og så det mest anden klammeste dyr i verden. Evalina. Hun så på mig med dræberblikket.
"Er du klar?", spurgte hun Justin. Til hvad??
"Tager du også hende på et hotel og går i seng med hende?", snerrede jeg, da jeg vendte mig mod ham.
"Hvad taler hun om?", mumlede Evalina bag mig.
"Ikke noget. Medina du må hellere gå nu", sagde Justin og så hårdt på mig.
"Justin hvad sagde hun?", vedblev Heksen.
"Har du ikke sagt det? Justin er ikke jomfru", røg det ud af min mund.
"HVAD?!", nærmest skreg Eva vredt og... såret. Jeg nød at se hende sådan. Måske ondt af mig, men hun fortjente ikke Justin.
"Medina nu holder du din kæft og skrider", hvæsede Justin og skubbede mig ud af badeværelset.
"Du er så... Indrøm det nu bare, Justin", sagde jeg vredt. Hvorfor sagde han ikke bare, han stadig elskede mig?!
"Indrøm hvad?", spurgte han hidsigt.
"At du stadig kan lide mig", svarede jeg køligt. Han fik røde kinder, men han vendte sig om, så jeg ikke kunne se hans ansigt.
"Justin taler hun sandt?", spurgte Eva oprævet.
"Ja jeg gør. Han har selv sagt det", sagde jeg bare koldt.
"Nej jeg har ej", sagde han og så på mig med dræberblikket. Det prikkede i mine øjne og jeg kunne mærke en klump i min hals.
Jeg trampede ud af huset, og smækkede hoveddøren hårdt i, lige idet jeg mødte Ryan, Chaz, Caitlin og Jane.
"Jeg prøvede at ringe til dig, men du...", sagde Caitlin, men stoppede da hun så mine tårer. Jeg tørrede dem med bagsiden af min hånd og traskede forbi dem, men Jane stoppede mig hurtigt.
"Hvad sker der?", spurgte hun stille.
"Ikke noget", græd jeg.
"Medina", sagde en helt anden stemme. Jeg så på Justin der stod i døren.
"Lad mig være, okay? Gå nu hen og... gør dét med Eva", stammede jeg og tørrede flere tårer væk. Han ignorerede mit forsøg på at såre ham og lagde sine arme om mig, imens han hviskede opmuntrende ord i mit øre.
"Jeg elsker dig, men ikke på dén måde", hviskede han med en varm stemme mod mit øre. Jeg trak mig væk og gik. Hvorhen vidste jeg ikke, men bare væk fra den idiot. Jeg troede han stadig elskede mig på dén måde, men åbenbart ikke.
♥♥♥♥♥♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...