Zombie

Sofie går sammen med sin bedste veninde Katrine hen til en kirkegård. Det er der Katrines mor ligger begravet. Katrines mor var en zombieforsker og pludselig forsvandt hun. Advarsel: Hvis du elsker lykkelige slutninger så læs IKKE denne

2Likes
1Kommentarer
587Visninger
AA

1. Zombie!!!! (2´er kommer)



”Så må i gerne pakke sammen” sagde vores engelsklærer Michael. Han sagde noget mere, men det hørte ingen, for der var for meget støj. Der var altid meget støj når vi havde fri. Især i dag da det var fredag. Jeg puttede min bog og penalhus i tasken og gik over til Katrine. Vi skulle være sammen i dag. Hos mig. Vi gik ud i garderoben, tog vores jakker og sko på, vores taske på ryggen og gik ud.

Vi gik ned af den lille sti, ved søen. Vi elskede at sidde ved søen og smide sten i vandet. Da vi var mindre badede vi der også, men nu syntes vi vandet var lidt for klamt og koldt til at bade i. I dag gik vi dog lige fordi. Vi ville gerne lidt hurtigt hjem da vi skulle skrive en stil om overnaturlige væsner. Vi havde valgt zombier. Vi havde skrevet meget, men der manglede noget.

Nu kom vi forbi kirken. Jeg hadede det sted. At tænke på at der lå døde mennesker der nede, som kunne stå op af graven og blive zombier når som helst. Jeg troede naturligvis ikke på zombier, men alt den skrivning om dem i vores opgave fik mig nu alligevel til at tænke meget på dem.
Katrine stoppede op. ”Hvad laver du??” spurgte jeg. ”Vi skal bare fortsætte ligeud”. ”Vil du ikke se min mors grav” spurgte hun. Det havde jeg virkelig ikke lyst til. Men på den anden side vidste jeg godt hvad der skete hvis man sagde Katrine imod. ”Ehm??” svarede jeg. Det tog hun åbenbart som et ja, for hun var allerede på vej derind. Jeg tog mod til mig og sagde ”jeg er altså ikke så glad får kirkegårde.” ”Pjat med dig. Bare et hurtigt kig” sagde hun og lavede de der hundeøjne som ingen kan stå for. Hvad kunne der ske ved et hurtigt kig. Jeg gik med hende.
Jeg stod overfor en kæmpe gravsten, med et lille stykke græs foran. Der lå perleplader, sedler og nogle visne blomster. Katrines mor var fra Tyskland. Hun døde da Katrine var 2 år. Siden da har hun boet hos sin far. Hun snakkede altid om sin mor og hvor meget hun ønskede at være sammen med hende. Jeg læste skriften på stenen.
Amalie Eibmoz
Anno 1987-2000
”Hun blev ikke særlig gammel” sagde jeg. ”Nej hun forsvandt sporløs da hun var 23. Faktisk på min 2 års fødselsdag. Man fandt hende to måneder senere i en skov. Hun var død.” Katrine fik tårer i øjnene.
Der stod mere.
”Zombiens hersker”
Jeg fik det lige pludselig meget dårligt. Først nu havde jeg lagt mærke til at hendes efternavn var zombie bagfra. Og hvorfor stod der zombiens hersker. Katrine kunne se det på mig og sagde. ”Bare rolig. Det står der fordi hun studerede zombier. Hun skrev også mange bøger om dem. F.eks. Zombiens rige og Zombiens skrig.” Hun skulle til at sige noget mere. Men jeg afbrød hende. ”Skal jeg ikke hurtigt løbe ned og hente nogle blomster i blomsterbutikken??” Jeg havde virkelig ikke lyst til at være her mere. Jeg ville bare væk. Også selvom det ville betyde jeg skulle løbe helt ned til byen. ”Ej Sofie. God idé. Men jeg skal nok gøre det. Det er jo min mor” Det sidste sagde hun lidt grinende. ”Du kan jo gå lidt rundt imens”. Og så kørte hun.

Og nu stod jeg her. Helt alene, foran en gravsten på en sindssyg zombieforsker som var Katrines mor. Jeg havde mest af alt lyst til at køre hjem. Men så ville jeg jo svigte Katrine.
Lige pludselig blæste det op. Vinden hylede. Ej det var for galt. Jeg stod her og var bange for at der kom en zombie og tog mig. Nu var jeg for barnlig.

Det endte alligevel med at jeg stormede hjem

Jeg låste døren. Indefra. Løb ind i stuen og køkkenet og trak alle gardinerne for. Løb ind på mit værelse. Låste også døren derind til. Lagde mig ind under min dyne.
Jeg måtte være faldet i søvn. Jeg vågnede i hvert fald af at det bankede hårdt på døren. På døren ind til mit værelse. Det bankede hårdt. ”So-oo-fi-iie” sagde det. Jeg var bange. Skulle væk. SKULLE væk. Jeg havde stadig sko og jakke på da jeg ikke havde haft tid til at tage det af. Jeg hoppede ud af vinduet og løb. Og løb og løb og løb.

Jeg var ude i skoven. Var bange. Meget bange. Og nu kunne jeg ikke løbe mere. Jeg vendte mig om får at se om den var efter mig. Der var helt stille. Kun et par fugle pippede. Det var næsten blevet mørkt nu. Jeg satte mig op af et træ og prøvede at slappe lidt af. Pludselig vibrerede noget i min lomme. Det var min mobil der ringede. Jeg så det var Katrine. Idet gik det op for mig at jeg faktisk var gået fra hende. Hun måtte være meget bekymret. Og måske lidt sur. Jeg blev nød til at tage den.
”Heej” Lød det i den anden ende af røret. ”Jeg har ledt efter dig. Hvor er du??. Du var ikke på kirkegården da jeg kom tilbage. Jeg tænkte du nok var taget hjem. Jeg kørte hjem til dig og døren var låst. Jeg vidste hvor ekstranøglen var ,da jeg har været hos dig så mange gange hvor du havde glemt dine nøgler. Det mærkelige var at døren til dit værelse også var låst. Jeg bankede på og prøvede at kalde på dig. Det var lidt svært da jeg var ret så forpustet. Når men hvor er du???” Jeg tav. Blev helt stum. Det var bare Katrine. Zombien var Katrine. Selvfølgelig. Hvor var jeg dum. Jeg grinede. ”Hvorfor griner du??” Spurgte Katrine. ”Jeg troede du var en zombie” svarede jeg så. ”Latterligt ikke??” Katrine lo.
Stilhed.
”Katrine” sagde jeg stille. ”KATRINE” Sagde jeg nu, lidt mere panisk. ”Hjæ-hjæ-hjæ-lp” Svarede Katrine. ”Der står et eller andet zombielignende væsen foran mig.” Jeg skreg. ”Katrine er du der. Jeg kommer. Jeg kommer hvor er du. Sig noget. Hallo. Er du okay. ARRRRG Katrine.” Jeg kunne høre latter. ”Haha. Det var for sjov” sagde Katrine. Jeg blev lidt sur, men på den anden side var det også ret sjovt. Vi grinte igen. ”Jeg er hjemme hos dig” sagde Katrine. ”Kommer du???” ”Ja” sagde jeg. Og var allerede på vej. Lige inden jeg lagde på hørte jeg Katrine sige. ”ARG hjælp der kommer en zombie og tager mig. Hjælp Sofie. Jeg mener det. Jeg lagde på. Katrine lavede altid sjov. Og dette var ikke en undtagelse. Eller var det???

Endelig nåede jeg hjem. Jeg åbnede døren, som selvfølgelig ikke var låst, da Katrine jo var der. Jeg gik ind og råbte ”HEEJ nu er jeg hjemme, zombie.” ”Hvorfor råber du sådan?? Og hvorfor kalder du mig zombie??” Det var min mors stemme. Min mor var kommet hjem. Men hvor var Katrine?? ”Hvor er Katrine??” spurgte jeg min mor. ”Hvad?? Katrine?? Det ved jeg ikke skat” svarede min mor. ”Men hun lovede jo hun ville vente på mig her” sagde jeg lidt trist.

Der var nu gået en uge og vi kunne stadig ikke finde Katrine. Vi havde ledt efter hende dag og nat. Vi havde kontaktet politiet. Vi havde kørt rundt i byen sammen med hendes far og bare ledt og ledt og ledt. Men der var ingen spor efter hende.

Nu lå jeg i min seng. Det var meget sent om natten men jeg kunne ikke sove. Jeg lå bare og tænkte. På Katrine. Hvor kunne hun være???



Jeg måtte være faldet i søvn. Det var stadig nat men senere og mørkere end før. Gadelygten uden for mit vindue måtte være gået i stykker, for der var helt mørkt. Selvom jeg havde gardiner kunne man altid skimte en lille stribe fra gadelygten. Det var der ikke nu.
Jeg prøvede at komme i tanke om hvad jeg havde drømt. Jeg havde det som om det var vigtigt. Jeg kunne ikke tænke på andet. Mine øjne ville næsten ikke holdes åbne, men jeg måtte finde ud af hvad det var jeg havde drømt. Jeg havde den næsten. Men kunne virkelig ikke huske det.

Jeg var i en kirke. Tror det var en begravelse eftersom alle havde sort tøj på og sad og græd. Alle fra min klasse var der. Alle undtagen Katrine. Men Katrines forældre var der. Katrine måtte være syg eller så noget. Jeg prøvede stadig at finde ud af hvem der var død.
Nu gik vi udenfor og der kom en stor bil med lange vinduer. En ligvogn tror jeg det hed. Kisten kom ud og folk begyndte at synge. Det lød lidt sjovt da det mere var en blanding af hulken og meget dårlig sang. Bagefter sagde præsten noget. Til sidst nævnte han ordet Katrine.

Jeg vågnede. Katrine var DØD. Men. Det kunne ikke være rigtigt. Jeg havde selvfølgelig tænkt på det før. Men ligefrem drømt det havde jeg ikke. Før nu. Det kunne ikke være sandt. Det var sikkert bare et mareridt ligesom alle andre. Et mareridt der aldrig nogensinde blev til virkelighed.

Jeg var meget tæt på kirken nu. Jeg blev nød til at finde ud af om min drøm passede så jeg havde sneget mig ud og hen til kirkegården. Hvis hun var død og jeg havde drømt om hendes begravelse måtte jeg kunne finde hende her. Der var ikke en sjæl her. Kun skeletter og det gjorde det bare endnu værre. Kun en ugle tudede i det fjerne.
Jeg gik ind på kirkegården. Jeg begyndte at lede efter Katrines grav. Til sidst fandt jeg en gravsten der så meget ny ud. Den stod lige ved side af der hvor jeg kunne huske hendes mors gravsten stod. Jeg kunne ikke se hvad der stod på da det var så mørkt. Jeg tog min mobil op af lommen. Jeg havde fået en sms. Det var min mor der havde opdaget jeg ikke var der. Der var ikke tid til at forklare nu. Jeg gik hel tæt på gravstenen og lyste.

Katrine Hansen
Anno 1998-2011

Stod der. Jeg fik tårer i øjnene men læste videre.

”Et bedre sted”

Hun var død. Hvordan kunne hun være blevet begravet. Præsten kunne jo ikke bare have gjort det uden nogen vidste det.
Jeg lyste ned foran graven. Ingen blomster eller noget.
Men omme bag ved gravstenen lå der en lille seddel. Jeg foldede den op.

Til Sofie

Jeg er et bedre sted nu. Er sammen med min mor her i zombieriget. Hun kom og hentede mig. Nu mangler vi bare dig.

Din Katrine.


Hvad betød det. Nu mangler vi bare dig. Hvad mente hun med det. I det samme blæste det op. Det knagede i træerne og grene knækkede af. Pludselig væltede Katrines gravsten. Ud af den kom en ting. Eller en person. Jeg ved ikke hvad det var men det lignede virkelig meget en zombie. Det kunne ikke være rigtigt. ”Vi mangler bare dig” Sagde zombien med Katrines stemme. Jeg kastede mig tilbage men hun kastede sig frem. Nogen greb fat i mit ben. Jeg skreg.
Alt blev sort.

Og nu står der tre gravsten på stribe. En for Katrine en for hendes mor og en for. Mig.




Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...