Maybe forever?;i

Samantha Jade Olsen, også kaldet Sam, er en almindelig pige på 16 år. Hun flytter fra New York til Atlanta. Hun er sur over at de skal flytte, men accepterer det. Hun starter på en ny skole, hvor hun møder en dreng, der kender Justin Drew Bieber, dog er hun rimelig ligeglad, da hun overhovedet ikke er interesseret i ham. Men skifter hun mening... eller ej?

4Likes
37Kommentarer
3166Visninger
AA

6. Stranden og en dårlig nyhed..

Jeg nåede ned til stranden. Endelig! Ej, jeg må da indrømme at jeg var ved at gå forkert, men gjorde det heldigvis ikke.
Jeg kiggede rundt, for at finde Chris. Han stod nede ved volleyball banerne, så jeg begyndte at gå derned. Han fik øje på mig, og vinkede, hvorefter han løb over imod mig. ”hej Sam!” sagde Chris en smule højt, og krammede mig. ”hej Chris” svarede jeg, og krammede med. Vi gik ned mod volleyball banerne, hvor de andre var.
”hej, jeg hedder Caitlin” sagde en pige, og smilte stort til mig. ”hej, jeg hedder Samantha, men bare kald mig Sam” svarede jeg, og gengældte hendes smil. Hun smilede bare som svar.
”hej, jeg hedder Chaz” sagde en af drengene. ”og jeg hedder Ryan” sagde en anden. Jeg smilede til dem begge to. ”jeg hedder Samantha, men kald mig Sam” De nikkede, og spillede igen volleyball.
”vil du være med Sam?” spurgte Chris, og kiggede smilende på mig. ”til volleyball? Nej jeg er verdens dårligste til det spil” sagde jeg bestemt, og satte mig ned i sandet. Han grinede bare, og de spillede videre. Caitlin satte sig ved siden af mig, og vi begyndte at snakke om alt muligt. Jeg fortalte om hvordan mine forældres skilsmisse havde påvirket mig, og hun lyttede forstående. Jeg havde på fornemmelsen at mig og Caitlin kunne blive gode veninder.
”hejsa smukke” jeg kunne genkende stemmen. Jeg rejste mig hurtigt op, og vendte mig om, og som jeg havde forventet stod Simon foran mig, og smilede lumskt. ”helt ærligt, hvad vil du?!” sagde jeg, og kiggede koldt på ham. ”have det som jeg aldrig fik” svarede han bestemt, og gik et skridt tættere på mig. Helt ærligt, hvornår lader han mig være i fred? ”tror du selv på at det kommer til at ske?” jeg gik et skridt baglæns, men kiggede stadig koldt på ham. Caitlin havde også rejst sig op, og hun stod og kiggede forvirret på os. ”lad hende nu være Simon!” sagde Chris bestemt. ”okay, hvad sker der her?” spurgte Caitlin, og kiggede skiftevis på mig, Chris og Simon. ”jo altså, Simon vil…” mere nåede jeg ikke at sige, før Simon tog fat om mig, og kyssede mig. Jeg trak mig væk, og gav ham en lussing. ”hvad fanden har du gang i?!!!” råbte jeg, og gik 2 skridt tilbage. Simon kiggede overraskende på mig, og hans ansigtsudtryk blev vredt. ”LØB!” råbte Chris, og tog min hånd. Caitlin, Chaz og Ryan, løb foran mig og Chris, og da vi nåede et stykke væk, stoppede vi forpustet op. ”wow, hvad gik det lige ud på?” sagde Ryan forvirret, og kiggede på mig. ”tja.. han er sur på mig, fordi jeg ikke ville kysse ham, og fordi jeg afviste ham foran alle, og nu gider han ikke og lade mig være” han nikkede, og vi begyndte så småt at gå tilbage. Simon var der heldigvis ikke mere, så vi satte os alle ned i sandet, og snakkede.
Min mobil vibrerede i min lomme, jeg troede det var en sms, men den blev ved. Jeg tog den op af min lomme og videre op til mit øre, da jeg havde trykket på ’grøn rør’.
”det er Sam?” sagde jeg, og ventede på svar. Jeg vidste ikke hvem det var, da jeg glemte at kigge på displayet. Typisk mig.
”hej Sam, det er mor, hvor er du?” hun lød lidt bekymret.
”nede på stranden, hvorfor?” jeg rejste mig op, og gik lidt væk fra de andre.
”kommer du ikke snart hjem? Der er noget jeg skal fortælle dig”
”øh jo, men er det en god eller dårlig nyhed?”
”det er en lidt dårlig nyhed” sagde hun, med en bekymret stemme.
Jeg gik ud mod vandet, men stoppede ca. 3 meter fra der hvor vandet, ramte sandet.
”mor, hvad er der sket?” sagde jeg lidt mere bestemt.
”din far, der er sket en ulykke” hun brød sammen, og græd.
”hvad!?” Råbte jeg højt. De andre kiggede på mig, og rejste sig op.
”jeg kommer hjem nu!” sagde jeg og lagde på, inden hun nåede at svare.
Jeg løb over til min taske, og pakkede mine ting sammen.
”hvad er der sket?” spurgte Caitlin, og kiggede bekymret på mig. ”jeg må hjem nu, der er sket en ulykke med min far” tårerne pressede på, og jeg lod dem få frit løb. Jeg løb væk fra stranden og hjem, imens tårerne trillede ned af mine kinder, én efter én.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...