Amuletten

Da den 12årige pige, Alice ser hendes bedsteven blive myrdet, indledes mysteriumet om amuletten.

1Likes
3Kommentarer
1167Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Kvinden:
Her var så koldt, det eneste hun vidste, var at hun sad i en kælder. Hvor var Elias, hendes elskede mand? De havde sikkert dræbt ham i forsøget på at få ham til at sige hvor de kunne finde den. Men hun kendte ham, det vil han aldrig gøre. Hendes datter blev bortført en uge efter fødslen, hvor mon hun var nu?. Hun begyndte at græde. Det næste der slog hende, kunne hun ikke holde ud: ”Hvad med Edward, hendes elskede søn, havde de også taget ham? Bare de ikke havde opdaget den., Pludselig kunne hun høre stemmer: ”De ved hvor Edward er, og han er blot et barn, så når han hører at hans mor vil blive skånet, hvis han fortæller det, skal vi nok få det ud af ham”. Hun kunne ikke lide hvad hun hørte. Hun vil skrige men sulten overmandede hende. Hun besvimede…

Alice:

”Hej Edward” sagde Alice
”Jamen er det ikke lille glade Alice” svarede Edward og smilede sødt. Han var altid den storebror Alice aldrig havde haft.
”Ikke så lille mere, jeg fylder jo snart 13”
Han smilede stadig. ”Så må vi nok hellere købe en før fødselsdags gave til dig, lad os gå hen i gaderne, klokken er jo kun tre så der er nok ikke så mange mennesker endnu”
Alice hoppede henrykt ” Tusind, tusind tak søde, søde Edward”.
Edward var en ualmindelig sød dreng på 15 år, der altid havde passet på Alice. Han var som en bror for hende, det var ham, der passede hende, når hendes forældre var på en af deres mange rejser, som lige nu.

De gik over mod gaden hvor besøgte en masse butikker. Til sidst gik de ind i en smykkebutik, hvor Alice fandt en amulet.
”Nej hvor er den smuk” sagde Alice
”Det er ellers bare en kopi, vi leder efter den ægte” sagde ejeren.
Edward kiggede på ham og sagde ” Du vil da ikke have en fake, lad os finde en anden butik”. Alice kendte ham godt nok til at vide, at han bare ville ud. De gik sammen ud, Edward så ud, som om han vidste præcis hvor han var på vej hen. Han stoppede først foran et forladt hus.
”Kan du holde på en hemmelighed?” spurgte han.
”Ja” svarede Alice.
”Godt for der er nok ikke meget tid, så jeg vil bede dig om ikke at afbryde mig.”
Hun nikkede.
”Godt. Du ved jeg har sagt, at min mor og far arbejder i udlandet. Men det er ikke sandt. De er gået under jorden uden at fortælle noget til nogen hvor de tog hen, ikke en gang mig. Men de fortalte mig grunden: Vores familie bærer på en stor skat, som min mor fik af sin far, der fik den af sin mor og så videre. D en bliver kaldt Cæsars amulet. Den har tilhørt selveste Cæsar, og den er meget værdifuld. Desuden siges det, at den vil give sin ejer øjeblikkelig rigdom. Der har altid været nogen, der har prøvet at stjæle den fra os, men de har altid været sent ude. Altså nåede min mor at give amuletten til mig, inden de fandt ud af hvor de kunne finde den. Nå, men lige inden de gik under jorden sagde mine forældre, at jeg skulle tage til den her by, og de gav mig den her.” Han viste Alice en smuk amulet - den samme som hun havde set i butikken.
”Manden i butikken var også ude efter den. Han vil spørge alle, om de havde set den ægte, men efter min opførsel i butikken ved han nok at jeg har den, så nogen vil snart komme efter mig. Men de må for alt i verden ikke få den, og fordi de ved hvem jeg er, bliver jeg nød til at give den videre…”
Han tog amuletten af og rakte den over til Alice
”Til mig? Men hvad hvis jeg ikke kan passe på den?” spurgte hun.
”Det ved jeg du kan” sagde han som om han vidste hvad han talte om. Han gav den til Alice, som med det samme tog den på og gemte den under trøjen.
”Tak. Men det er ved at blive mørkt jeg må hellere gå hjem. Tusind tak vi ses.” Alice krammede Edward og gik. Da hun nåede hjørnet, så hun tilbage mod Edward. Han stod der stadig, men han var ikke alene.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...