Bad Boy Bieber

Jamie er en pige på 16, hun er meget rig og meget populær. En dag efter en fest bliver hun reddet fra sin sindssyge eks, som prøver at tæske hende. En dreng som hun aldrig har set før redder hende og forsvinder meget hurtigt igen, men da Jamie finde den mystiske dreng i en gyde gennem tæsket tager hun ham med hjem og så......... =D

54Likes
283Kommentarer
12131Visninger
AA

2. Uforskammet...

I skole sagde Logan ikke noget til mig, men kiggede på mig med perverse øjne.
"Jamie? Hør du efter?"... Jeg kiggede op på min lærer, og nikkede med et lille smil.

Efter skole kørte jeg hurtigt hjem, og min mave begyndte at rumle sindssygt meget. PIZZA!
Jeg kunne ikke rigtig få fat i pizzariaet i telefonen, så jeg besluttede mig for at gå derhen. Mine forældre var aldrig hjemme, og arbejdede hele tiden over. Min mor var advokat, og min far læge i udlandet. Derfor var vi stinkene rige...
Jeg gik igennem en smal gyde, og fik øje på noget. En person på en bænk.
"Av for satan", kunne jeg høre ham sige hidsigt.
"Er du okay?", spurgte jeg, men gik ikke nærmere. Hvad nu hvis det var en som Logan? En idiot som ville voldtage mig?!
"Nej. Hvad ser det ud til?", snerrede han. Han prøvede på at rejse sig, men faldt hurtigt ned på knæene igen. Han var næsten kun på min alder.
Jeg gik et skridt nærmere, og hørte lyden af mine sko mod gruset.
"Vil du have hjælp?", spurgte jeg, og rynkede panden.
"Nej. Skrid nu bare", sagde han koldt. Det var ham! Fra i går! Som reddede mig!
"Tak for hjælpen i går", sagde jeg stille. Han kiggede op på mig med smalle brune øjne.
"Jaja", sagde han, og kiggede ned igen. Han rejste sig med besvær op på bænken.
"Hvad er der sket med dig?", spurgte jeg. Hans ansigt havde skrammer, sår og blå mærker. Hans hænder var dækket med blå og røde mærker. Hans tøj var slidt, selvom det var mærkevare. G-star Raw bukser og en dyr trøje.
"Kan du ikke bare vende tilbage til dit lille og perfekte liv, i stedet for at blande dig i mit?".
"Tro mig... Mit liv er langt fra perfekt", mumlede jeg. Han så på mig, og rystede på hovedet.
Han rejste sig, og vaklede hen til muren. Jeg kunne ikke lade være med at glo på ham. Han var hot, men hans opførsel var not.
"Kom", sagde jeg så. Jeg tog hans arm, og trak i ham.
"Hvad har du gang i?", spurgte han vredt.
"Kom nu bare, dit fjols!", sagde jeg surt, og nikkede hen mod mit hus.
"Er det DIT hus?", spurgte han overrasket.
"Mine forældre er aldrig hjemme, så det kan vi da godt sige", sagde jeg. Han rev sin arm til sig, og haltede med mig hjem. Jeg kunne virkelig ikke lide at se ham sådan. Han reddede mig i går, så jeg ville gøre noget for ham.
Jeg låste døren op, og førte ham op på gæsteværelset.
"Jeg aner ikke hvorfor, jeg fulgte med dig", mumlede han lavt, og dumpede ned i sengen.
"Vent her", sagde jeg, og gik ud på gangen.
"Har jeg et valg?". Jeg sukkede irriteret, og hentede en skål med lidt varmt vand, en klud og rensemiddel. De sår skulle der i hvert fald ikke gå betændelse i.
Da jeg gik derind igen, lå han og sov. Jeg smilte ved syn af det fredfyldte ansigt, og satte mig på sengekanten. Så dybbede jeg kluden i vandet, og vristede den, så alt vandet dryppede ned i skålen. Jeg bed mig i læben, og så på ham. Jeg havde ikke engang fået hans navn.
"Drop det". Jeg gispede forskrækket, og sukkede så.
"Hvis der går betæ......".
"Det gør der ikke, okay?", sagde han utålmodigt. Jeg ignorerede ham, og satte kluden mod hans kind. Han gøs, og fangede mit blik. Hans øjne var kolde, vrede, og frække, men et sted var der stadig noget.... blødt.
"Hvorfor gør du det her?", spurgte han med en lav og dyb stemme. Jeg kiggede på hans kind igen, og trak på skuldrene.
"Du reddede mig i går, så jeg vil gøre noget for dig", sagde jeg stille.
Jeg dybbede kluden i vandet, og kiggede på det rødlige vand. Så rystede jeg opgivende på hovedet. Det kom til at tage laaaang tid.
"Giv mig den der", sagde han, og tog kluden ud af hænderne på mig. Han gned den mod sine hænder, så de blev fra røde til hvide. Han var ret uforskammet?! Og læææææksi!
"Hvad hedder du?", spurgte jeg.
"Det behøver du ikke vide", svarede han koldt. Jeg kiggede væk, og bed mig i læben.
"Justin", sukkede han så. Jeg så på ham, og nikkede.
"Jeg hedder Jamie", sagde jeg.
"Jamie", hviskede han for sig selv, som om han ville smage på navnet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...