(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
4954Visninger
AA

4. Væk.

Jeg slog mit blik ned i jorden. Jeg kunne godt tænke mig at tale med Justin igen, og høre hvordan det gik med hans karriere Jeg savnede at have vores daglige telefon samtaler, og i det hele taget bare at snakke med ham. Jeg var stadig skuffet over vi ikke havde holdt kontakten, som vi havde lovet hinanden, men jeg vidste jo godt, at det var fordi han var så kendt som han var, og havde derfor meget travlt. Så jeg bebrejdede, ikke nogle. Jeg skulle lige til at vende mit hoved op mod dem igen, og sige at det var helt fint, da mit blik røg over mine lår - mine tykke lår. At ha’ været kærester med en verdens berømt sanger, betød også at man skulle se nogenlunde ud, og have en pæn krop. Dengang havde jeg haft det, men det havde jeg ikke mere. Det skiftede min mening. Det kunne godt være vi bare skulle være venner nu, men alligevel skulle han ikke være flov over sin ekskæreste, og det vil han helt sikkert blive når han så mig, med mit utrolige meget overflødige fedt! Jeg vendte hurtigt mit hoved op. ”Du må gerne se ham, jeg skal bare ikke møde ham.”
”Hvorfor ikke? Du har da sagt flere gange, at du var ked af I ikke havde holdt kontakten.” Mumlede Samantha, og sank ned i den bløde sofa.
Jeg nikkede stille på hovedet, og kiggede ned af mig selv. ”Han skal bare ikke blive pinlig berørt, over at have mig som ekskæreste.” Mumlede jeg næsten utydeligt. ”Hvorfor skulle han det?” sagde Caitlin hurtigt, og rettede blikket mod mig.
Jeg skulle lige til at sige, at det var fordi at jeg var alt for tyk. Men jeg vidste samtidig, at hvis jeg sagde det til dem, ville de straks få den tanke om jeg vil få anoreksi, og gøre et meget støre nummer ud af det hele, så jeg vil holde det for mig selv. Men kan jo sagtens tabe sig, uden at få anoreksi. ”Det har jeg bare ikke.” Sagde jeg, og skyndte mig at flygte ud af værelset.
Jeg gik hurtigt igennem den smalle gang, og ind i mit soveværelse, hvor jeg satte mig på min seng, og tænkte. Jeg kunne måske møde ham om en uge, hvis jeg nu gik rigtigt meget ned i mad, og dyrkede motion hver dag- mange gange! Der lød knirkende skridt ude fra gangen, og kort efter, blev døren lukket op. ”Hvornår vil du så møde ham?” Smilede Caitlin, og smed sig ned ved siden af mig i sengen.
Jeg lagde mig ned, med hovedet, på den ene pyntepude. Jeg var nød til at møde ham i denne uge, ellers vil de kunne regne ud, at der er noget som der ikke var før. ”Hvad med på fredag?” Sagde jeg, og prøvede at lave et lille smil, men jeg var næsten overbevist over det bare blev til en mærkelig grimasse.
Caitlin nikkede, og efterlod mig i rummet, med Samantha. ”Hvornår tager vi så af sted?” Smilede hun, og hev ud i min ene skuffe, hvor jeg havde mine strømper.
Jeg hev op i mit ærme, og kiggede på mit lille kedelige sorte ur. Uret var et jeg havde fået af min far, lige inden vi var rejst til USA, og derfor betød det utroligt meget for mig. Min far havde ikke ligefrem den bedste stil, og vidste ikke altid lige hvad der var på mode i nutiden, men han prøvede, og det var det jeg var så glad for, ved ham. ”Hvad med nu?” Sagde jeg, og satte mig op i sengen igen.
Samantha hev et par mine elskede strikkede sokker op, som min mormor havde strikket til mig, og hev dem på hendes bare tærer. ”Er du gået fra forstaden? Jeg har ikke fået morgenmad.” Brokkede hun sig, og var allerede på vej ud i køknet.
Jeg fulgte hurtigt trop, og satte mig ved mit lille gamle køkkenbord, hvor vi lige præcis alle kunne side, omkring. Synet af det ristede lyse boller, med marmelade, gjorder mig sulten, men jeg måtte ikke. Jeg vil ikke. Et blik ned af mig selv, og jeg var kurret fra min sult, i et minut eller to. Min arm truede mig med at række ud efter en af de boller som lå i den flettede kurv på bordet, og proppe den ned i min hals. Men den gjorder det ikke. Caitlin og Samanthas spurgte mig hele tiden om jeg ikke vil have noget at spise, og rakte kurven over til mig, men jeg vendte dog blot mit hoved væk fra den, og takkede nej. ”Er det okay Justin kommer herop?” Mumlede Caitlin, mens hun prøvede at spise resten af sin bolle i en mundfuld.
”Det er det vel.” Mumlede jeg, og kiggede for hundrede syttende gang op på det lille runde ur over spisebordet. Tiden gik ubeskriveligt langsomt, selvom vi kun havde siddet der i omkring et kvarters tid. ”Men hvor lang tid bliver han?” Spurgte jeg, og tvang et lille smil frem.
”Omkring en time sagde han, han skulle vist skynde sig videre til en koncert. Han kommer om en halvtime.” Smilede Caitlin, og lændte sig tilbage i den gamle stol. Tankerne om jeg ikke nåede ud af døren før han kom, fór igennem mit hoved. Han skulle ikke se mig som jeg så ud nu. ”Er du ikke også færdig nu Samantha? Jeg tror vi kan nå den træning, som starter om tyve minutter, hvis du skynder dig lidt.” Sagde jeg hurtigt, og skubbede med så store bevægelser stolen bagud, så den faldt. Jeg skyndte mig at samle den op, og så Caitlins og Samanthas skeptiske blikke. Jeg trak på smilebåndet, og skyndte mig ind i mit sove værelse. Jeg hev min store sportstaske frem, fra dens mørke hule, og proppede med lynets hast, mine indendørstrænings sko ned i den, og en flaske vand. ”Er du klar?” Smilede jeg friskt, til Samantha, der stod med hovedet nede i sin store kuffert hun havde med sig.
Hun tog nogle sko op, og proppede dem ned i en pose hun havde. Hun tog den i hånden, og kiggede på mig. ”Ja, men først skal vi købe dig et par nye løbe sko.” Smilede hun, og vadet forbi, og ud i den lille gang. Jeg fulgt hurtigt efter, og kiggede på hende mens hun tog sin convers på.
”Jamen, så når vi ikke træning.” Mumlede jeg surt, og trak mine dejlige varme bamse støvler på.
Hun trak på skuldrende, ”Så træner vi bare uden instruktør. Jeg synes bare det er fedt at du gerne vil i gang med at løbe igen, og det vil jeg støtter dig med, ved at give dig et par nye løbe sko.” Hun smilede et stort smil til mig, og hev mig med ned på den kolde gade.
Arm i arm, gik vi hen til den nærmeste sko butik, som rigtige veninde. Det jeg havde savnet i LA, det sidste år - En veninde.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...