(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
4978Visninger
AA

12. Smertefuld løbetur.

Jeg havde overlevet aften i går, med kun et par enkle blikke, når der engang imellem, slap et af de ’aver’ ud af min mund, som jeg holdte inde. Jeg var den første der var stået op i dag, og jeg var ved at trække min grå jogging bukser på, samt en stram sort T-shirt. Jeg ville ud at løbe. Jeg ville! Jeg kunne holde smerten ud - det var jeg nød til. Jeg ville tabe mig, og som jeg havde lovet mig selv, ville jeg gøre alt for det. Jeg havde det dårligt med mig selv, og mit eneste ønske for tiden var bare at få det godt med mig selv igen. Det var ikke fair at alle andre kunne proppe alt i munden, uden at tage et sølle lille gram på, hvor jeg ville taget et helt kilo på. Sådan føltes det hvert fald. Jeg listet mig stille ud i gangen, men gulvet begyndte alligevel at knirke. Jeg skyndte mig at tage de nye røde løbe sko på, som jeg havde fået af Samantha dagen forinden. Jeg kunne mærke min fod dunke, da jeg stille og forsigtigt strammet snører båndet på løbeskoen. Den lille røde sko sad tæt klæbet til min forbundene fod, og støttede. Jeg fik humpede mig ud i opgangen, og fik låst døren, hvorefter jeg prøvede at gå normalt ned af de mange trapper, selvom min fod gjorder utroligt ondt.

Jeg kunne mærke den kolde luft ramme mig i hovedet, som en bølge der ramte en klippeskrænt. Jeg kunne mærke tårnene i øjenkrogen, og tørrede dem hurtigt væk. Jeg havde ondt i foden, og jeg måtte nogle gange give op, og stoppe op. Jeg prøvede at ligge det meste af vægten over på den raske fod, men det var lidt svært, eftersom vinden var så kraftig at den skubbede mig hårdt til den side, med min dårlige fod, og jeg var nød til at støtte på den. Jeg kom endelig ind i den lille park. Parken plejede altid at være fuld af liv, og mennesker, men sådan en tidlig morgen, var der ikke andre at se, end skraldemændene, som tømte den store parks utallige mange skralde spande. Jeg kunne dufte den friske duft af træerne, og jeg begyndte automatisk at smile. Parken var et utroligt smukt sted, som mange brugte. Selv med den tåge der lå over om morgen, kunne man skimme dens smukhed. Jeg løb forbi den gamle legeplads, og jeg kunne nær ikke kende den, da den ikke var overfulgt af børn, som den plejede. ”Josefine?”
Jeg stoppede brat op, ved en stemme kraftigt råbte efter mig. Jeg vendte mig hurtigt om, og kiggede. Jeg kunne se en skikkelse komme imod mig, og jeg kunne mærke min krop begynde at spænde op, i det jeg ikke kunne se person tydeligt nok til at se om jeg kendte personen. ”Josefine, er det dig?”
Med et kunne jeg kende stemmen. Den lidt lyse, men blandet med en mørk stemme – Justin. Jeg kiggede tomt ud i luften, og kunne se Justin komme tættere på. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke ha han skulle se mig, og især ikke i offentlighed, hvor der kunne være en presse fotograf bag en af de mange buske som var i parken, eller oppe i et af de store træer. De var over alt, og jeg ville ikke være i et eller andet blad, med overskriften. ”Justin Biebers eks kæreste, overfed” Eller hvad de nu kunne finde på at skrive, af sandheder. Jeg ville væk, så jeg begyndte at løbe. Så hurtigt jeg kunne, mens jeg humpede, og støttede på den dårlige fod. Jeg ville ikke kigge bag mig, hvis han nu var der. Jeg ville bare væk. Da jeg endelig kom ud af den utrolig lange park, turde jeg at kigge mig bag ud. Jeg var lykkelig for han ikke var fulgt efter mig, for han kunne sagtens ha’ fulgt efter mig, i det tempo jeg havde, med denne lorte fod på slæb. Jeg kiggede olmt ned på min fod, mens jeg hev efter vejret. Den dunkede, og jeg havde mest af alt bare lyst til at sparke den ind i det træ, som jeg stod lænet op af. ”Hvorfor skal det gøre så ondt?” Mumlede jeg surt til mig selv, mens jeg bøjede mig ned, og lysnede snører båndes grab en smule. ”Hvad har du lavet med din fod?” Spurgte en skikkelse, som pludselig som sendt fra himlen, stod foran mig.
Jeg kiggede langsomt op af personen, og var nær faldet om, da jeg så Justin alvorlige ansigt. Isteden, skyndte jeg mig at kigge ned i græsset, mens jeg kunne mærke mit hjerte hamre hårdt, i brystet af mig. ”Hvad er der med din fod?” Spurgte han igen, og jeg kunne mærke hans blik bore sig ned i ryggen af mig.
”Ingenting.” Mumlede jeg stille.
”Vi skal altså ha’ snakket Josefine. Du kan ikke blive ved med at løbe væk fra mig, når vi ses.”
Jeg løftet langsomt mit hoved. Jeg vidste det godt, det var barnligt, men jeg gjorder det jo for hans skyld. Jeg kiggede op, og kiggede direkte ind i hans øjne. Det var de samme, som jeg havde forelsket mig i, da jeg var flyttet her til landet, for to år siden. Måske kunne han ikke se hvor tyk jeg var, fordi jeg sad ned. Nemlig, det var derfor han var så venlig. Det måtte være årsagen. Jeg kiggede væk igen, og ned i græsset. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarere.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...