(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
5036Visninger
AA

6. Mig?

Jeg faldt ned for mine tåspidser, og stod og kiggede forstenet på døren. Klokken ringede igen, og jeg kunne høre ham banke på. Jeg knyttede mine hænder sammen. ”Hvorfor åbner du ikke?” spurgte Caitlin, og kom ud i den lange gang.
Jeg kiggede på hende med et forskræmt blik i øjne, og kunne mærke mine håndflader begyndte at svede, da hun gik imod mig. Caitlin kom tættere og tættere på mig, og døren for hvert skridt hun tog, ned af gangen. Jeg kiggede igen igennem det lille spionhul, og kunne se han var ved at være utålmodigt, idet han igen ringede på, igen. Tanken om han skulle se mig nu, måtte bare ikke ske. Mine fede lår, min store mave – nej, det måtte han ikke! Samantha var kommet ud i gangen, og smilede sit normale fredsfyldte smil, som jeg plejede at blive beroliget af – bare ikke denne gang, desværre. Jeg begyndte at løbe ned af gangen, forbi dem begge, og videre imod mit soveværelse. Jeg kunne høre Caitlin åbne døren, i det jeg smækkede min soveværelses dør i. Jeg skyndte at dreje den nøgle rundt, som sad i nøglehullet, og ventede på at høre det lille klik, som signal på den var låst. Endelig kom klikket, og jeg sprang over i min seng, og gemte mig som et lille barn der var blevet bange for fantasimonstre, under dynen. Jeg holdte vejret, mens jeg kunne høre snakkeri ude i gangen, og håbede på de ikke nævnte mig, eller han ikke nævnte mig. ”Jeg ved ikke hvorfor, men hun løb ind på hendes værelse.” Kunne jeg svagt høre Samantha sige, efterfulgt af skridt, der nærmede mig mit værelse.
Jeg blev beslutsomt under min betryggende dyne, da hun begyndte at banke på mit dør. ”Kommer du ikke ud, og siger hej?” Spurgte Samanthas stemme, ude fra den anden side af døren. ”Nej, jeg har det ikke så godt.” sagde jeg, med en svag stemme, og hostede falsk.
”Du havde det da fint for to minutters siden.” Nu var det Caitlins tur til at snakke.
Jeg vred min hjerne for idéer til hvordan jeg skulle undgå at krybe frem, fra mit gemmested, men jeg kunne ikke finde på noget. ”Hallo?” Blev Samantha ved.
Jeg kravlede langsomt, ud af sengen, og kiggede ned på min dejlige trygge seng, og dyne. Jeg hev dynen op, og klaskede den rundt om mig, så man kun kunne se mit hoved. Jeg gik langsomt hen til døren, og tog en dyb indånding. Jeg stilte mig langsomt bag døren, og åbnede den så lidt. ”Hvad er der?” Mumlede jeg, og kiggede stille ud igennem døren, mens min krop, stod bag døren.
Mit hjerte galopere der ud af, da jeg så ham. Han stod i sorte hængerøvs bukser, med en lilla bluse, med v-udskæring. ”Hej.” Mumlede jeg stile, og kiggede ned i jorden, og håbede han ikke anede mig et blik.
”Kommer du ikke ud? Justin bliver lidt, da hans koncert er flyttet til senere.” Smilede Caitlin, og var allerede på vej ind i stuen.
Jeg rystede stille på hovedet, og kiggede over på Samantha. ”Jeg har det ikke så godt, så jeg tror jeg vil sove lidt.” Mumlede jeg undskyldende, og kiggede forsigtigt op. Justin kiggede ned i jorden, og trampede stille og nervøst med jorden i gulvet. Han placeret sine hænder dybt i lommerne i hans bukser. ”Jeg kan bare gå igen, hvis det ikke passer så godt nu.” Mumlede han stille, og skulle lige til at vende sig om.
”Nej, det passer fint. I kan bare snakke inde i stuen, jeg er bare lidt træt.” Sagde jeg, og kiggede på ham.
Han løftede stille sit hovedet, og hans øjne, havnede i mine. Jeg havde nær glemt hans smukke brune øjne. Jeg rev mig hurtigt ud af øjenkontakten, da jeg kunne mærke, jeg fik en mærkelig følelse i mig. Savn. Det var ikke nogen hemmelighed at jeg savnede at tilbringe tid med Justin, men jeg vidste godt, at det ikke kunne være muligt, da han rejste utroligt meget. ”Bare bliv her.” Hviskede jeg, og kunne mærke en klump i halsen, da jeg stille lukkede døren i, og låste den. Jeg vendte min ryg imod døren, og sank stille ned af den. Jeg endte på den hårde gulv, og kæmpede med at holde tårnene som pressede sig på inde. Der var en savn i mig, som jeg havde lagt til side for lang tid siden, og som nu kom frem igen. Savnen af Justin, og den sjove tid, vi havde sammen. Men på den anden side, var det mig selv der havde taget beslutningen om det var slut. Jeg kunne stille mærke en lille og uskyldig tår der gled ned af min kind. Jeg tørrede den irretteret væk, men der kom flere og flere, og til sidst kunne min hånd ikke følge med. Hvorfor skulle kærlighed være så svær? Jeg havde jo stadig været forelsket i ham, da jeg slog op, men det var tiden der ikke var med os. Jeg havde allermest lyst til at gå ind i stuen, og snakker med dem – men jeg kunne ikke Min krop var for stor, til jeg kunne vise mig overfor en berømthed som Justin. Jeg havde aldrig tænkt på Justin som en berømthed, men det gjorder jeg nu. Hvis pressen så mig sådan her, og fik billeder, vil Justin blive utroligt pinlig berørt over at ha’ været sammen med sådan en tyk pige, som mig. Derfor skulle jeg blive inde på mit værelse. Jeg bed mig hårdt i læben, og prøvede at stoppe min strøm af tåre, som løb ned af mine kinder. Livet var uretfærdigt. Jeg rejste mig stille for gulvet, og lagde dynen i sengen, og hev min vægt frem. Jeg stilte mig stille op på den, og holdte vejret, da den vejede mig. Ingen ændring fra i går. Jeg sukkede stille, og kunne igen mærke tårerne, som pressede på, men jeg holdte dem inde. Jeg slog dynen om mig, og åbnede lydløst min lille dør på klem. Mit soveværelse, lå for enden af min gang, og til venstre for mit soveværelse, lå stuen. Jeg satte mig stille ned på gulvet inde i mit værelse, og kiggede ud af den lille sprække fra døren, jeg havde åbnet. Jeg holdte vejret, og prøvede at se, om jeg kunne opsummere nogle af de ting de snakkede om. ”Hvorfor vil hun ikke snakke med mig?” Sagde Justin, og sukkede.
Jeg kunne mærke mit hjerte galopere igen, om tanken, om han sad og talte om en eller anden pige, som ikke var mig.. Jeg følte mig straks utrolig dum, over jeg havde siddet og spildt mine tåre på ham, men jeg blev ved med at høre efter. ”Jeg ved det ærlig talt ikke Justin. Hun forslog i går, at vi måske alle sammen kunne være sammen på fredag, men mærkeligt nok, ville hun ikke før.” Sagde Samanthas rolige stemme.
Da, gik det op for mig – det var mig.
”Det er mærkeligt, men så glæder jeg mig til fredag.” Sagde Justin stemme, som var blevet en del mørkere på det sidste, med lidt mere energi i. Jeg kunne stille høre at brædderne, begyndte at knirke, men jeg var som frosset fast til stedet. Knirkene kom tættere på, og tættere på, men jeg kunne ikke flytte mig. Jeg var bange for at blive endnu mere opdaget, hvis jeg nu rejste mig, og smadret den lampe, som stod lige ved siden af mig, så jeg tog chancen og sad musestille, da jeg kunne se et par sorte strømper krydse gulvet foran mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...