(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
4947Visninger
AA

5. Justin.

”Emma, kan vi ikke godt gå hjem nu? Jeg har ondt i benene, og der koldt.” Mukkede Samantha, for hundrede gang.
Jeg rystede bestemt på hovedet, og kiggede ned på mit armbåndsur. ”Jeg skal lige her ind, og så kan vi gå hjem.” Sagde jeg, og drejede ind i en lille hjørne butik, med en masse frugt, udenfor vinduerne. Jeg kunne høre Samantha sukke, men hun fulgte trods alt med. Jeg forstod hende godt, jeg vil selv ha’ klaget, hvis det var mig der var blevet slæbt rundt i LA, uden noget formål – Eller der var faktisk et formål. Jeg ville være sikker på Justin ikke var hjemme når vi kom, men jeg ville ikke sige det til hende, så jeg havde bare sagt, at jeg havde lyst til en lille spadsere tur, i den friske luft. Vi havde fået lov til at træne alene på maskinerne, henne i motionscentret, som havde været hårdt. Jeg havde prøvet utrolig mange forskellige maskiner, men der var ingen af dem, jeg kunne finde rigtigt ud af, uden at føle mig som en idiot. Så til sidst, havde jeg valgt bare at løbe på et af de mange løbebånd, som der var stilet op ved siden af hinanden. Imens Samantha havde taget en pause, havde jeg mål fast blevet ved med at løbe på løbebåndet, så jeg til sidst var blevet svimmel, og fået kvalme. Jeg havde ikke sagt noget til Samantha om det, men jeg havde bare sat løbebåndet lidt ned i tempo, og forsat. Samantha havde været utroligt chokeret over hvor langt tid jeg kunne løbe i et - ikke fordi hun ikke kunne løbe så langt, hun kunne løbe meget længere, men hun vidste jeg var ude af kondition. Jeg var selv stolt, over jeg havde opfordret mine ben, til at forsætte. Det havde faktisk været nemmere at løbe på båndet, end i virkeligheden. I virkeligheden skulle jeg bestemme, om jeg nu vil til venstre eller til højre, eller om jeg ville lige ud, og lave min egen rute. Det skulle jeg ikke på løbebåndet. Jeg satte det bare til i tempo, og så løb jeg. Jeg trådte ind i varmen i butikken, og blev mødt af en frisk duft af friske frugter. Jeg smilede til Samantha, og tog en stor gennemsigtig pose, og kiggede de lange rækker af forskelligt frugt igennem.
”Kan du ikke bare tage nogle?” Sagde Samantha, opgivende, da jeg havde gået frem og tilbage, udelukket for at trække tiden lidt ud.
Jeg nikkede stille, og tog nogle bananer, æbler, og en melon. Jeg slog knude på posen, og gik op til den rare købmand, som jeg efterhånden havde handlet ved nogle gange.
”Tænk, at du tog ti minutter, om at vælge tre stykker frugt.” Fnøs Samantha, da vi igen kom ud i den kolde luft.
”Men nu skal vi hjem.” Sagde jeg smilende, og kunne ane et lille smil i hendes mundvige. Vi gik hurtigt igennem de små gader som der var hjem til min lejlighed, hvorefter vi skyndte os ind af døren. Samantha gik af ren refleks, hen til den gamle elevator, som gik lige til min etage, men jeg gik videre mod den lange, og hårde trappe. ”Vi ses der oppe.” Sagde jeg glad, og begyndte at løbe op af den.
Jeg var kommet til tredje etage, og mine vejrtrækninger var hidsige, og jeg hev efter luft. Mine ben sved efter den hårdere træning, jeg allerede havde lavet, men jeg forsatte op af den næste og sidste lange trappe. Jeg satte et takt mere energi i det sidste spring fra trappetrin til trappetrin, og smilede forpustet, og smadret til Samantha der stod foran min dør allerede. Hun klemte et lille smil inde, da hun så hvor forpustet jeg var. ”Kom i bedre kondition søde, så er det ikke så hårdt.” Smilede hun.
”Det prøver jeg også.” Mumlede jeg stille til mig selv, mens jeg fumlede med nøglen. Jeg fik åbnet døren, og tyssede på Samantha, som vadet ind i gangen.
”Hvad?” Spurgte hun, og trak sine støvler af.
”Tror du stadig Justin er her?” Hviskede jeg, og lukkede forsigtigt døren i efter mig.
Tankerne om at Justin skulle se mig nu, var forfærdelige. Ikke nok med jeg havde taget otte kilo på, siden jeg så ham sidst, lignede jeg oven i købet lige nu, noget der var løgn, og lugtede som en gris. Samantha sukkede, og rystede på hovedet. ”Nej, jeg fik en SMS fra Caitlin fra en time siden, om han var gået.”
Jeg kiggede målløst over på hende, mens hun forsatte ind i stuen hvor Caitlin tydeligvis sad og så tv, med stor lyd. Det var først nu jeg kunne mærke smerten der prikkede i mine ben. Jeg gik med små skridt ind i stuen, og mumlede ’av’ for hver skridt, da min krop var meget øm. ”Hvad lavede i?” Spurgte jeg henvendt til Caitlin, da jeg kom ind i stuen, hvor jeg smed mig ned i sofaen.
”Snakkede, og snakkede.” Smilede Caitlin, og kiggede ned på hendes lille mobil, som hun havde klappet sammen i hendes hænder.
”Hvad med jer? I kommer så sent.” Spurgte hun, og smilede.
”Trænet, og gået en lang tur, og spørg mig ikke hvorfor.” Sagde Samantha, og kiggede spørgende over på mig.
”Jeg havde bare lige lyst til at gå en tur, og få noget friskt luft.” Løj jeg, og smilede.
I det samme, ringede min ringeklokke, og jeg kiggede underligt på dem begge. ”Hvem er det?” Mumlede jeg til dem, og rejste mig hurtigt op, fra den sorte sofa, som jeg efterhånden var hurtigt sunket ned i. De svarede mig ikke. Jeg gik med lange skridt ud i gangen, og hen til min hoveddør. Siden den dag, hvor der var kommet nogle ubehagelige drenge, der lugtede langt væk af alkohol, og som havde prøvet at sælge mig, nogle mærkelige ting, havde jeg altid kigget igennem det lille ’spionhul’ som der sad i døren. Jeg var nær faldet bagud, fra min tåspidser, da jeg så det var ham – Justin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...