(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
4952Visninger
AA

10. Et uheldigt styrt.

Min krop faldt langsomt, som en sneg, ned i det hvide sand. Det var mørkt – kulsort, men jeg nægtede at åbne mine øjne, og se de grinende ansigter, der sikkert allerede var over min sandbedækkede krop. ”Josefine, er du okay?” Sagde Samanthas stemme, efterfulgt af et ryk i min ene skuldre.
Jeg vidste jeg ikke kunne blive liggende, uden de ville grine endnu mere. Hvorfor løb jeg også sådan, i sandet? Jeg burde efterhånden vide at jeg ikke kan gøre noget rigtigt mere! Jeg dur ikke til noget! Hvornår indser jeg det ikke bare? Jeg satte langsomt mine albuer ned i sandet, og løftede min overkrop op. Jeg kiggede stift ned i det hvide sand, som havde formet sig som mit hoved. ”Je… Jeg er okay.” Mumlede jeg, mens jeg spyttede noget af sandet ud, som var havnet i min mund, ved faldet.
Jeg satte langsomt den ene fod i sandet, efterfulgt af den anden. Jeg kunne mærke en brændende, stikkene fornemmelse i min fod. Jeg tog mig hurtigt til benet, men tog min hånd langsomt til mig igen, da jeg så de mange fødder der var placeret foran mig. Jeg kiggede langsomt op, og bliv mødt af tolv nysgerrige øjne. Jeg slog i raketfart mit blik tilbage i sandet, og bed mig hårdt i læben, da jeg kunne mærke min fod brænde. Jeg, store klodsede mig, havde allerede kvajet mig nok foran dem alle, det sidste der manglede var, at jeg skulle begynde at klynke over min fod, gjorder en smule ondt. ”Er din fod, også okay? Det så en smule voldsomt ud.” Sagde en dyb og hæs stemme lavt.
Jeg kiggede langsomt op, og blev mødt af den karse klipper fyr, som jeg var blevet enig med mig selv, om var ’lederen’ af klubben, af drengene som havde bestemt sig at, holde os med selskab, på det forkerte tidspunkt. Jeg nikkede stille, og rettede mig lidt mere op, for at se mere oplivende ud, selvom jeg bare havde lyst til at ligge mig ned, og klynke. ”Er du sikker? Skal jeg hjælpe dig hen til tæppet?” Spurgte han igen, og gik et skridt imod mig.
I ren og skar panik, gik jeg et stort skridt tilbage. Jeg kiggede undskyldende op på ham, da det jo havde været betænksomt af ham at spørger. En tyk og grim pige, som lige havde faldet over sine egene ben, foran ham og hans venner, fortjente ikke en hjælpende hånd. Nej, det kunne jeg ikke tillade mig selv og sige ja til. Hans karseklippede hår klædte hans ovale ansigts form perfekt, og hans tydelig armmuskler fuldførte skalaen, som sagde lækker. Men der var alligevel noget jeg ikke kunne lide ved ham, men jeg vidste ikke hvad det var. Mit blik blev ved med at gå op og ned af ham, mens det studeret ham nøje. ”Skal jeg hjælpe dig?” Spurgte han igen, og sendte mig et stort selvsikkert smil frem, med sine hvide tænder i front.
Jeg vidste det var et forsøg på at være flink, men jeg følte mig ikke tryg ved ham. Jeg havde altid været en god menneske kender, og jeg begik sjælden fejl efter mit førstehåndsindtryk, og der var noget ved denne fyr, som virkede skræmmende. Om det var hans sorte trøje med det store hvide dødningehoved på, eller om det var hans øjne vidste jeg ikke, men jeg var sikker på, jeg ikke følte mig tryk. ”Nej tak, jeg klarer mig.” Og med de få ord, vendte jeg mig om, mens jeg humpede videre i sandet.
Hvert eneste sandkorn som der landede på min fod, føltes som betonklodser som skulle bæres over på den anden side af jorden. Jeg bed smerten væk i min læbe, indtil jeg kunne mærke en smag af blod danne sig i min mundvig. Jeg slap min læbe, og kæmpede mig oprejst den vej som der var tilbage til mit håndklæde. Jeg satte mig tungt, og forpustet ned, og kiggede hen på det sted, som vi havde stået ved, for få sekunder siden. Det eneste der mødte mit syn, var drengenes store sportstasker, som tydeligvis var smidt i sandet, sammen med deres trøje. Jeg kunne høre Samanthas og Caitlins pigede skrig, og kiggede straks ud i vandet, i tanke om det måske kunne være en haj. Men selvføledig var det ikke det, det var bare drengene der havde løftet dem op på deres bare skulder, hvor de så kunne sidde og kigge ud over det hele fra. Tænk hvis jeg var gået med ud, så havde jeg sikkert stadig stået i vand til navlen, og se på hvordan de med lethed fik båret Samantha g Caitlin op på deres skulder, mens de måtte undskylde overfor mig, med jeg var for tyk. Jeg kunne igen mærke den stikkende og brændende fornemmelse, som havde banet sig vej ned til min fod igen. Jeg kiggede ned på min fod, som allerede var en smule større end den anden i omkredsen. Jeg sukkede. Jeg orkede ikke at have en brækket fod, det var jo nu jeg skulle tabe mig, før jeg endte i et af de programmer, hvor man skal have fedtsugninger, og blev presset til at løbe hundrede af kilometer hver dag, lige til man brækket sig, og gjorder sig til grin, på landsdækkende tv. Jeg rejste mig op, og skyndte mig at pakke de få ting, som jeg havde haft med. Jeg havde det dårligt. Dårligt med mig selv. Billeder af hvordan jeg ville se ud om få år, dukkede sig hele tiden op på min indre film. Jeg kunne måske prøve med noget støttebind når jeg kom hjem, bare Samantha og Caitlin ikke fandt ud af det. De ville slæbe mig direkte til lægen, selvom den var klokken lort om natten. Jeg gik så stabilt jeg kunne ned til vandkanten, og kiggede ud på dem. ”Jeg tager hjem, jeg har det ikke så godt.” Råbte jeg, da Samantha og Caitlin endelig holdte pause med deres grin.
”Vi ses så, vi køre med Danny hjem!” Råbte Caitlin tilbage efter noget tid, og pegede på den karseklippede fyr, som for få minutter siden havde tilbudt mig at hjælpe mig op til mit håndklæde. Jeg nikkede stille, og begyndte min lange tur tilbage til bilen, overbevidst på min fod IKKE var brækket. Bare forslået..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...