(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
4954Visninger
AA

9. En fisk.

Jeg gik endnu mere i panik, da jeg kunne mærke en let berøring på mit ben igen. Det var som om min hjerne koblede fra, og jeg begyndte at sparke kraftigt med benene. En haj, med små hvide og utrolig skabe tænder kørte på min indre film, igen og igen, mens jeg sparkede så hårdt jeg kunne med mine ben. Jeg kunne ikke tænke. Jeg slå hurtigt mine lukkede øjne op, da jeg fik vand i min snorkel, og begyndte at hoste, så jeg fik en masse havvand i munden. Mine ben blev slappe, og jeg hostede endnu mere. Min mund blev fyldt med vand, gang på gang, mens jeg prøvede at hoste det ud, men det var umuligt, under vand. Jeg kunne mærke en slimede fornemmelse ved min fod, og trak den hurtigt op til mig. Jeg kiggede ned hvor min fod havde været, men det eneste jeg så var en lille grøn plante, med nogle sten omkring. Jeg kunne se slørede personer oppe over vand overfladen, og dykkede hurtigt op igen, mens tanken om hajen, stadig var for min indre film. ”Hvorfor sparkede du sådan med dine ben?” Grinte Samantha, og tog hendes dykkerbriller af.
Jeg kiggede forskrækket på hende. ”Så du ikke hajen?” Spurgte jeg med store øjne, og kiggede omkring mig, men det eneste jeg kunne se, hva et stille og fredfyldt hav, hvor det sidste der ville være, var en haj. Men jeg vidste den var der, og bare vendte på at angreb en af os. Hun begyndte at grine hysterisk, og det samme gjorder Caitlin, mig selv, kiggede bare uforstående på dem. Det var da ikke noget at grine over? ”Hvad var det så der rørte mig?” Mumlede jeg stille, og kiggede ned i vandet, hvor jeg kunne skimme min krop, som stod i den turkis farvet hav.
”Sikkert en lille, og harmløs fisk. Du skal altså ikke være så bange.” Smilede Caitlin, og lagde en betryggende hånd på min skulder.
Jeg smilede et svagt smil til hende. ”Jeg går lidt op.” Sagde jeg, og tog min snorkel som flød i vandoverfladen, lidt væk fra mig.
Jeg vadet irretteret igennem vandet. Hvorfor skulle jeg være så bange for hajer? Jeg kunne lide så godt være bange for bjørne, dem var der stører mulighed for jeg kunne blive angrebet af endda. Men jeg skulle være bange for hajer, selvom, de ikke engang plejer at nærme sig mennesker, når man er så langt inde på kysten, som jeg altid er. Jeg er en kujon! En bangebuks, som er bange for alt, og ikke dur til noget som helst! Mens jeg gik og tænkte på alle de negative ting omkring min svage sider, kunne jeg høre grin, og pjattende, længere ned af stranden. Jeg stoppede et øjeblik op, og kiggede ned langs den lange strand. Da solen var stærk, holdte jeg min ene hånd op, få at skygge. Jeg sukkede irretteret, da jeg så det var drengene oppe fra parkeringspladsen. Jeg kiggede ned af mig selv, i håb på mine ben var skrumpet, utrolig meget, så jeg kunne tillade mig at vise mig foran dem. Men det var de ikke, og jeg ville væde med mit hår stod ud til alle sider, og jeg stank af hav. Ikke fordi jeg ikke kunne lide duften af havet, den var dejlig forfriskende, men som ’parfume’ ønskede jeg den ikke. Jeg skyndte mig at gå op til mit håndklæde, og spredte det omhyggeligt ud på det fine lyse sand, hvorefter jeg lagde mig stille ned på det, mens jeg fulgte drengene som kom tættere og tættere på os. Jeg fjernede mit blik for dem en stund, og flyttede det over på Samantha og Caitlin, som var lystigt i gang med at spille deres egen boldspil, hvor de grinede højt, og tydeligt. Mit blik gik fra Caitlin og Samantha, til drengene der kom tættere på, og mine store lår. Når drengene kom så langt, som ned til os, vil det første være at de løber skrigende væk fra mig, da ingen vil ses med en tyk pige som mig. Eller måske vil de bare innorede mig. Nej, så søde er de nok ikke. Jeg tog mig hurtigt til maven, da den begyndte at ’snakke’. ”Nu klapper du sylten!” Mumlede jeg vredt, mens jeg kiggede diskret hen på drengene. De var nåede så tæt på os nu, at jeg nogenlunde kunne se dem rigtigt. Drengen som gik forrest, lignede en typisk leder type, med sit karseklippede hår, og sin store shorts. Drengene omkring ham, havde kopieret hans stil, eller måske havde de kopieret deres stil? Det var aldrig til at vide. Stilen var den samme, men det var frisurerne ikke. Der var kaseklippe, langhåret, kort hår, og skaldet. Alle lyse – eller ikke ham der var skaldet jo. Men når hans hår voksede ud, var det garanteret lyst. Mit blik røg ned på mine lår, og idéer til hvordan jeg kunne skjule dem, gemte sig desværre langt tilbage i mit hoved. Så langt væk, at jeg ikke kunne finde en eneste af dem, i mit arkiv af gode løsninger. Jeg kiggede ud i vandet, og pludselig lyste den lille pære inde i mit hoved, som man altid har på film, hvor de får en god idé. Hvis jeg nu gik i vandet, ville de ikke kunne se mine ben. Jeg rejste mig hurtigt, da jeg kunne se, de kun var få meter fra os, så det skulle være nu. Jeg løb med raske skridt ned mod vandkanten, og kunne mærke deres blik på mig. Det var sikkert nu, de tænkte på hvor grim jeg var. Hvor tyk jeg var, og alt ved mit udseende. Jeg gjorder mine skridt længere, og følte jeg løb som i vinden. Jeg blev et sekund revet med, og lukkede mine øjne. Jeg åbnede dem dog hurtigt igen, da jeg kunne mærke min ene fod, vrikke om på siden, og jeg kunne mærke min krop skælvede til den ene side.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...