(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
4976Visninger
AA

3. At tabe sig.

Jeg svingede friskt mine ben ud over sengekanten, efter jeg havde ligget og dovnet i sengen, i 10 minutter. Jeg rev mit løbe tøj ud fra skabet, og møvede mig i det. Jeg kunne lige akkurat passe det - heldigvis. Jeg satte mit lyse hår op, i en høj hestehale, og betragtede mit eget spejl billede. Mine øjne lyste en dovenhed, mens min krop så sporty ud, og var klar til en lang morgen løbe tur. Jeg listede ind i stuen, og kunne se Samantha og Caitlin stadig sov. ”Sovetryner.” Hviskede jeg, og kigge på det store gamle ur, som jeg havde placeret op af væggen. Klokken, var kun 8:00 om morgen, men det afholdte mig ikke for at skulle ud og løbe. Jeg listede så godt jeg kunne, for de knirkende brædder, ud i køknet, hvor jeg tog en banan. Min mave skreg af sult, men jeg var fast besluttet på jeg skulle holde mit mål, med slankekuren. Jeg skyndte mig at skrive en seddel til dem, om jeg var ude at løbe. Jeg fandt mine gamle hvide løbesko, langt inde i det mørke skab. Jeg holdte vejret, helt ned til tåspidserne, da jeg trak dem på. ”Måske lidt små, men det går nok.” Mumlede jeg, da jeg endelig havde fået den på.
Mine tæer var krympet sammen i skoen, og neglen mærkes tydeligt op af den anden tå. Jeg tog et skridt, og bed hurtigt smerten i mig, da jeg kunne mærke min negl bore sig længere ind i den anden tå. Jeg skubbede smerten så godt jeg nu kunne væk, og åbnede døren. Jeg gik ned af de mange trapper, isteden for at tage elevatoren. Jeg blev straks mere vågen, da jeg kunne mærke den kolde forårs luft blæse mig kraftigt i ansigtet. Jeg tog en dyb indånding, og satte mine fødder i gang med at løbe. Jeg nåede ned til hjørnet af gaden, da jeg kunne mærke en dunkende smerte i min ene side – Sidestik. Jeg kunne med det samme nu, også mærke neglen der skavede sig endnu mere ind i side af min tå. Jeg bed mig selv hårdt i læbe, og løb videre. Mit åndedræt var tungt, og højt, da jeg endelig stoppede. Jeg bøjede mig ned, med hænder på knæene, og kiggede forpustet ned i jorden - skuffet over min kondition. Mine ben var trætte, og jeg havde i alt mest bare lyst til at gå ind i den kiosk, som jeg vidste, lå lige rundt om hjørnet, og købe noget slik. Men jeg forbød mig det. Jeg kiggede op, og følte mig straks mere ynkelig, da jeg så to ældre damer, komme løbene forbi mig, mens de snakkede. De løb hurtigere end jeg havde gjort på noget tidspunkt på denne tur, og så ikke det mindste forpustet ud. Jeg begyndte at gå med hastige skridt, over vejen, og ind i det store motionscenter der lå. Bygningen var en høj og sort ’firkant’, hvor der stod med store bogstaver: ”MOTIONSCENETER” Jeg var lige ved at fortryde, da jeg så alle de veltrænede kvinder og mænd, der trænede på de mange maskiner derinde. Jeg kiggede væk fra dem, og forsatte op til en stor skranke. ”Hej, hvad kan jeg hjælp med?” Spurgte en dame, der sad på den anden side af skranken.
”Jeg vil gerne købe et månedskort.” Mumlede jeg, og kunne ikke lade være med at kigge rundt på alle de maskiner der stod. Jeg vendte mit hoved igen da jeg kunne høre hende trykke på tasterne. ”Med undervisning?” Smilede hun venligt.
Jeg nikkede på hovedet, og prøvede at smile til hende, men jeg var overbevist på jeg bare lavede en grimasse isteden. Hun spurgte om mit telefon nummer, og min adresse. Da jeg endelig havde besvarede det hele, kunne jeg gå med lette skridt ud i den kolde luft igen. Jeg prøvede at overbevise mine ben om de skulle løbe, og jeg fik dem da også til at løbe, bare ikke specielt hurtigt – til min store ærgrelse.

Da jeg endelig stod foran min hoveddør igen, var jeg lykkelig. Min løbe tur havde kun været på omkring de 8 km, og det plejede jeg at kunne løbe med lethed – dengang jeg var i bedre form. Jeg hev mine nøgler frem, og låste døren op. Jeg tog straks mine sko af, og kunne se der var en lille rød plet, på min hvide sok. Jeg tog stille mine sok af, og kunne se at min storetå nærmest var ’flænset’ op, fordi min sko havde trykket så meget, at min negl havde skavede sig op af den. Jeg sukkede, og humpede ud på badeværelse, hvor jeg tog et bad. Hver gang jeg kunne mærke det varme vand ramme det åbne sår, gøs jeg. Jeg tørrede det forsigtigt, og puttede et lille plaster på. ”Josefine, er det dig der er der ude?” Spurgte Samanthas stemme, fra den anden side af døren.
Jeg åbnede den, og smilede. ”Hvorfor er der blod på din strømpe?” Mumlede hun, og pegede hen på gulvtæppet, hvor min hvide strømpe lå.
”Min sko skavede hul.” Mumlede jeg, og skyndet mig at smide sokken i vasketøjskurven.
”Hvor har du da været henne?” Spurgte hun, og fulgte efter mig ind i stuen.
”Ude og løbe.” Smilede jeg stort, mens hun bare nikkede stille på hovedet.
Caitlin kiggede på mig, med halvt åbne øjne. ”Hvordan kan du løbe så tidligt?” Mumlede hun, og lod sit hoved falde ned i sin pude.
Jeg trak på skulderne, jeg vidste egentlig heller ikke hvordan jeg helt præcis havde fået lokket min krop en lørdag morgen så tidligt ud på en løbe tur.
”Men vil i ikke med i motionscentret senere i dag?” Smilede jeg stort, og rejste mig fra den gamle bløde stol, jeg havde stående.
Caitlins ansigt kiggede misfornøjede på mig. ”Jeg er ikke kommet for at dyrke en masse motion, men for ferie.” Mumlede hun gnavet.
Jeg kiggede over på Samantha, der nikkede. ”Jeg vil gerne med der over på et tidspunkt.”
”Men hvad skal jeg så lave? Jeg kender jo ingen i byen.” Spurgte Caitlin, og satte sig op.
”Justin er vidst i byen, i denne uge.” sagde Samantha og smilede til hende, men da hun nåede mig, blev hendes eller så selvsikrere smil, blegere.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...