Koncerten der ændret mit liv

Read it, or don't :)

7Likes
62Kommentarer
3909Visninger
AA

9. Kapitel 9; Et valg? der giver gys...

Jeg så ud af min dejlige savnet bil. Min bil som jeg havde fået i gave til min 16 års fødselsdag, den var virkelig dejlig at side i, eller var det bare fordi den gav de bedste minder frem. Jessica og min første rigtige date, en date jeg aldrig glemmer. En pige jeg aldrig vil glemme, hun havde forandret mig, for den lidt umoden dreng, til en dreng med holdninger, og ret til at udtrykke sig.
Jeg så stadige ud, på vejen. Vejen hjem, det var første gang i flere månender jeg havde været ude for centeret. Men idag var dagen hvor jeg ikke bare var på tur, men fakatisk måtte komme hjem, hjem til mine dejlig hjem.
Jeg koncentert mig om vejen hjem, for ikke at fare vild. Eller endelig ikke, for jeg viste hvordan jeg kom hjem. Jeg troede bare ikke på det.

Jeg kunne stille se synet, synet af en savnet kvarter. Jeg smilte for mig selv, da jeg nærmede mig huset, huset som var mit hjem. Jeg drejede på rettede, som var lige foran mig. Jeg trillede stille ind i indkørlenes.
Jeg så hen på den anden bil der stod lidt længer henne i indkørlesen. En velkendt bil, en velkendt person som sad i bilen hver dag. Min mor Pattie, hun havde fakatisk betyde rigtig meget for mig, mere ind hun havde regnet med. Alt det der var sket, på det sidste, hun havde været der for mig.
Jeg sad inden i bilen og kiggede stadige hen på huset, huset som jeg boede i.
Jeg steg ud af bilen, og kiggede hurtig over på døren, og sukkede kort. Jeg traskede stille og rolig hen til døren. Jeg havde fået et valg, valget gik ud på. Jeg kunne holde en pause fra kendis livet, eller stoppe hel. Da de fleste mente at jeg tragte til ferie, eller bare hvor ingen hele tiden spurgte ind til mine problemmer.

Jeg kiggede hen på dørhåndtaget, jeg tog min hånd hen til dørhåndtaget. og stremtet grebet om det, og presset ned i den, og lagde hurtig min vægt på den. Og den åbenede lydløs, som den havde gjort sidst jeg var gået ud af døren, og det var også sidste gang i lang tid.
Jeg tog hurtig mine sko af, og gik ellers ind i stuen. Hvor der var noget anderledes, Caitlin min bedste veninde var der. Noget jeg havde savnet, savnet at se hendes glade brune øjen. De var fantastik at se på, som om jeg blev hevet ind i en eventyrverden.

Jeg kastede mig ned i sofanen, nogle minutter efter da ingen af os sagde noget. Der var pinelig stilhed, stilhed der var neverpinen. Jeg kunne ikke klare det, bare den måde hun kiggede på mig, følte jeg mig i himlen, himlen med lyserøde skyer.
Jeg kunne mulige været forelsket i Caitlin, hun var jo min bedste veninde, eller?. Jeg blev hurtig afbrudt af mine tanker, tanker om Caitlin, da hun sagde noget, med en dejlig blød stemme. "Justin, dejligt at se dig. Jeg har virkelig været bekrømret over dig. Jeg måtte ikke besøge dig, da det ville tiltrække for meget opmærksomhed" jeg kiggede over på hende, og smilede kort, og nikkede så hurtig som tegn på at det var okay.
Resten af aften, talte vi om alt. Jeg viste også nu hvad jeg skulle gøre, og hvad der var rigtig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...