Koncerten der ændret mit liv

Read it, or don't :)

7Likes
62Kommentarer
3909Visninger
AA

7. Kapitel 7; inde i det kolde behandlingscenter.

Jeg sad inde i ventede værelset, ventede på at kunne tale med en vejleder eller hvad man nu kalder det for. Jeg kunne mærke Ushers indtrangen blik, et blik der gerne vil vide hvad der er sket. Sket siden min handling på scene, den sidste koncert i Amerika.
Jeg ville aldrig sige det, hvordan skal jeg sige det? er jeg det rette sted? jeg mærkede alle de spørgsmål køre rundt oppe i mit hoved, som en ren hovedpine. Det var udholdlig, jeg ville bare ligge der hjemme, hjemme og sove mit liv væk.
Igen kiggede jeg op og rundt, måske efter en udvej væk fra det her sted. Det gav mig virkelig murekryb at være her inde. Jeg hørte mit navn, navnet der var et kæmpe pop idol. Men jeg var ligeglad bare Jessica ikke var taget væk, væk fra livet.

Jeg rejste mig op igen, igen for at tale med en af de ansatte. Måske fordi de ikke viste hvad de skulle gøre med mig. Måske var jeg bare blevet sindssyg, det var den eneste tanke inden jeg gik ind af døren, døren til måske min løsning med mine problemmer.
Jeg kiggede rundt, og så pigen. Pigen fra mine koncert, side og tale med en. Måske hendes mor eller en tante?
Jeg så hurtig op, og rettet ryggen. Men inde jeg viste det var min holdning væk igen. Jeg gad og orkede ikke at rejse mig, rette mig. Det var jo ikke noget stort bare en samtale som var hverdag for mig.

Jeg satte mig på den stol hun havde nikkede mod, måske havde jeg noget jeg ville sige. eller bare indlægges med det samme?. Jeg så hen på dem, hende pigen. Pigen der var som en drøm for mig, en uvirkelig drøm. Noget der ikke ville lykkes alligevel, fordi hun minde så meget om mit savn. Mit savn til en betydningsfuld person.
Efter flere timer, bare sidet og talt om alt, fra jord til himle. Kom vi til mit endelig problem. Mit problem med hendes død.
"jeg kom hjem til min kæreste, da jeg ser hun ligger med blod over det hele. Over alt virkelig. Jeg kunne ha' stoppet hende, jeg kunne ha' redet hende. Hun var mit alt, hun betød alt. jeg savner hende, det er derfor jeg har det sådan her" sagde jeg kort, da jeg bare ikke kunne klare at tale om det. hendes dø.

Efter flere timer ventetid, hvor jeg sad og skrev en sang om hende. En sang der skulle ud til verden. Verden skulle vide det, ikke flere hemmeligheder.
Jeg blev kaldt op igen, igen for måske at vide hvad der ville ske med mig. Jeg hørte det så tydelig, de få ord der havde ændret mit liv, måske? "du skal være her, indtil du er rask" sagde en hård men dejlig blød stemme.
Jeg så op, op på hendes stemme. Den sætning glemmer jeg ikke. jeg græd den nat, den dag. Da jeg skulle være her i lang tid, og måske aflyse alt.
Mit liv gik i stå, stille og rolig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...