Koncerten der ændret mit liv

Read it, or don't :)

7Likes
62Kommentarer
3914Visninger
AA

2. Kapitel 2; Hospitalet

Justin syn!

Jeg ventede og ventede, jeg kunne intet høre derinde. Intet, jeg bankede igen på, dog hårdere og hårdere. Jeg kunne stille mærke jeg blev urolig hvad hvis der var sket noget med hende, ville jeg ikke selv kunne tilgive mig for det.
Jeg tænkte kort over hvad der var sket, eller ville ske. Jeg begyndte at slå døren, i håb om et svar.
Jeg slog og slog. Og kunne mærke at døren overgive sig.
Jeg styrtede ind, og Så Jessica ligge og bløde ud over det hele. Blodet fra hendes ene hånd. Jeg var i chok, hvad var der sket? Hvad? Var det min skyld? Alle det kørte bare rundt og rundt i hoved på mig, intet kunne finde sin plads mere. Jeg hørte stemmen bag mig, stemmen der var så bekendt. Caitlin stemme kom frem. Jeg kunne se hun var ligeså chokeret som jeg selv var, hendes bedste veninde, ligger her. Og min kæreste.
”Justin, vi skal have hende på hospitalet nu!” sagde hun kort, og hårdt. Men jeg kunne høre hendes stemme var ligeså skrøbelig som min var. Så jeg nikkede bare kort og fandt min mobil frem.
Jeg ringede, eller retter sagt Caitlin gjorde. Da jeg ikke kunne sige noget, ikke en eneste ord kom frem, selv efter hun havde lagt på.

Jeg kiggede over på hende i håb om, hun ville sige at de var lige ude foran. Men selv jeg viste at det var urealiske. Hun nikkede og sagde kort ”5 minutter” mere kunne hun ikke sige, for ellers ville stemmen knække midt over. Da hun var hendes bedste veninde, og en storesøster for hende.
Jeg kunne svagt høre nogle stemmer og nogle trin, der blev højere og højere.
Og inde længe ville de dukke op, jeg vente mig da jeg hørte nogle sige noget bag os. Jeg vente mig hurtig om og kiggede lige ind i Ushers brune klare øjne.
Jeg så bare forbi ham, som om han ikke eksisteret, jeg orkede ikke ham nu. Intet orkede jeg. Bare at hun ville være her.
Jeg hørte igen nogle trin, og håbede bare inderlig at det var dem der ville tage hende med, med på hospitalet. Og ingen andre, jeg kunne se nogle gule og orange uniform personer. Komme ind af døren, døren til hendes værelse.

Jeg så stille hen på dem, imens jeg stille begyndte at græde. Jeg havde endelig fundet ud af hvad der lige var sket, sket med hende.
Bare hun overlevede. Igen i uopnåelig drøm, jeg viste at hun ikke ville vågne igen. Da det var hendes puls hun havde taget, med sig i døden.
Jeg ville bare være ved hende, hele vejen til hospitalet.
Men det ville jeg bare ikke kunne overskue, det eneste var HOSPITALET og intet andet.

Jeg kom hurtig hen på hospitalet, sammen med Usher og Caitlin. Jeg var ligeglad med dem, bare jeg kunne se hende.
Få af vide hun var okay, og hun stadige var der.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...