verden som jeg ser den,

det handler om en pige med en alkoholisk mor mens hun prøver at beskyttede hendes lillebror.

0Likes
0Kommentarer
1622Visninger
AA

1. sådan startede flugten.



Jeg sad og tænkte, jeg tænkte tilbage på den aften,
den aften hvor i følge naboerne deres datter flyttede.
Men sandheden var dog en anden det har jeg altid vidst og jeg vidste det hele vejen i gennem.
Alle deres løgne, alle deres falske smil, alt sammen en del af en facaden.
så det var at folk ikke konfronterede dem selv med virkeligheden så de lige præsis også slap med konfrontation.
Jeg hade at ingen gjorde noget og hvor meget jeg så end ville, ville det aldrig lykkes mig at slette erindringen fra mit hoved.
Det var en hel normal sensommer aften, en af åres første og solen var blot få minutter for endnu en vellykket solnedgang, og mørke ville endnu engang opsluge himlen.
The girl whit no whit no hope stod i sin opgang uden for sin hoveddør.
Hun havde været væk hele dagen med vennerne for at undgå at komme
hjem.
For hun vidste kun alt for godt hvad der ventede på den anden side af døren
alkoholen, skænderierne og overfaldne ligesom hun vidste hun skulle havde taget imod
hendes bedstevenindes tilbud om at tage med hende hjem.
Men hun havde en forpligtelse en, som hun ikke ønskede et sekund at fejle.
Hun åbnede døren og gik ind, legeligheden lignede rent sagt lort man kan godt beskrive det men jeg fortrak at lade være det er bedre at se det på din egen bizarre måde.

Tanken om at rydde op faldt hende ikke ind så meget som et sekund,
for det ville kun blive lige så slemt igen i løbet af et par få timer.
Hendes mor lå omringet af flasker på gulvet og sov.
Hendes far var ingen steder at se, hun gættede på han sad og gemte sig i soveværelset.
Alt dette havde hun set alt for mange gange, men hvad der hver gang remte hende hårdt og uden nåde var en svag men ulykkelig hulken der ku høres inde fra hendes lillebrors værelse .
Hun var efter hånden blev van til det hele untal gråden for dette var en for længst blevet en del af hendes værddag.
Og som tiden havde gået var det hele blevet hverdag og hun var hærdet, men det havde hendes lillebror ikke, det hele tog stadig meget hårdt på ham, han var os kun ni, selvom det havde stået på i flere år var han endue ikke hærdet. Måske havde det os noget at gøre med at hun var hans beskytter, hvad enten hun så ville det eller ej.
At beskytte ham og passe på ham var
På en måde missunde hun ham det at de ikke havde fået ram på ham-
Hun sukkede og gik gennem stuen og døren var på klem, så hun skubbede den blidt op, hun tog et skidt ind i værelset og stoppede op.

Hendes elskede lillebror lå foldet sammen i hjørnet og græd, tårer efter tåre løb ned af hans kind, hulk efter hulk gav lyd gennem lokaldet.
Hun kunne ikke lade være med at se sig selv i ham, hun havde gjort det præsis samme så mange gange da hun var yngre lige så fortvivlet og lige så ulykkelig.
Til sidst kunne hun bare ikke se hvorfor græde, hvorfor blive ved med at græde over det samme det hjælp jo for helved ik.
Hun kunne ikke undgå at spørge sig selv, hvad skete der? Hvad og hvem gjorde den her lille sårbare dreng så ulykkelig?
Og det værste det aller værste ved det hele var at hun kendte svaret,
hun vidste hvorfor han var ulykkelig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...