Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30719Visninger
AA

58. Udspioneret eller ikke?

Mobilen, som åbenbart stadig lå i min hånd, begyndte at vibrere. Ikke bare én gang, som den ville have gjort, hvis det var en normal sms jeg modtog, men den blev ved med at vibrere. Hurtigt slog jeg mine øjne op, og kiggede med trætte øjne ind på den lysende skærm. Forsigtigt fik jeg trykket på den grønne knap på mobilen, og derefter tog jeg den op til øret. ”Det er Victoria,” halvhviskede jeg med en træt stemme. ”Hej Shawty,” kunne jeg høre Justins stemme sige i den anden ende af telefonen. Jeg fór op i sengen. Justin! ”Hej søde,” smilede jeg. Trætheden var allerede lagt på hylden, og jeg var nu frisk som en fugl. ”Hvordan kan det være du ringer?” Igen var det mig som snakkede, da han ikke sagde noget. ”Jeg ville gerne snakke med dig. Høre din dejlige stemme igen. Faktisk gjorde det mig også lidt urolig, at du ikke havde svaret tilbage på min sidste sms,” indrømmede han. ”Jeg faldt i søvn.” Jeg kunne ligeså godt tilstå, og fortælle hvorfor jeg ikke svarede på sms’en. ”Så vil jeg skyde på, at jeg vækkede dig..” Kort nikkede jeg på hovedet, hvilket jeg så fandt ud af, at han ikke kunne se. ”Undskyld for det. Glæder du dig til i morgen?” fortsatte han lidt efter. Jeg rejste mig op fra sengen, og gik lidt rundt inde på mit værelse. ”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kommer jo til at se dig,” smilede jeg, men undrede mig lidt over, hvorfor han pludselig blev så stille. Han svarede ikke, men forholdt sig tavs. ”Justin?” prøvede jeg igen. Han vågnede med ét op. ”Ja hvad? Jeg glæder mig også til i morgen. Du har et varmt kram i møde,” kunne jeg høre ham grine.
”Jeg kan vel kun sige i lige måde. Har du fået pakket det hele?” Samtalen kørte mellem os i et godt stykke tid, hvor vi fik afklaret helt, om vi manglede at få pakket noget til touren. Justin mente han havde det hele, mens jeg mente jeg også havde fået pakket det hele ned.
”Så du er allerede klar til at tage af sted, hvis det skulle være?” Justins ord flød som sød musik igennem mobilen. Hans stemme gjorde mig helt glad, dog var hans stemme bedst når jeg kunne se ham. Se hans dejlige figur, hans specielle lange brune hår, hans brune og varme øjne. ”Ja, jeg kunne nemt tage af sted lige nu, hvis det skulle være.” Imellemtiden, mens vi havde snakket sammen, havde jeg smidt mig ned i sengen, og lå bare og kiggede op i loftet. Af og til flakkede mit blik over på billedet på mit skrivebord. Billedet som jeg så mange gange havde kigget på før. Der var et billede af Caitlin, Justin Chaz, Ryan, Christian og så også jeg selv. Der var også et andet billedet, kun af Justin og jeg. Et billede som var blevet taget nytåraften. En dag hvor vi begge to var fint klædt på i tøjet. En dag som fik et nyt eventyr til at starte mellem os. ”Gå ud på din altan, og bliv stående derude,” hviskede han nærmest ind i røret. Undrende rejste jeg mig fra min seng, og fik hurtigt åbnet døren ud til min lille altan, hvorefter jeg så gik derud.
”Hvorfor vil du have mig til at stå herude?” spurgte jeg undrende om, og rynkede næsen. ”Fordi jeg gerne ville se dn reaktion. Jeg vidste du ville rynke på næsen, og kigge forvirret rundt,” kom det fra ham.
Jeg veg hurtigt et skridt tilbage. Hvad havde han lige gang i? Havde han sat forskellige kameraer op, så han kunne se alt jeg foretog mig? ”Du behøver ikke være bange. Der sker ikke noget.” Igen hviskede han. ”Det kan godt være du ikke vil have jeg er bange, men det her skræmmer mig virkeligt. Hvor har du sat alle kameraerne op henne? Har du udspioneret mig i alt den tid vi ikke har været sammen?” Jeg hævede stemmen, og lød så alvorlig som jeg kunne. ”Der er ikke nogle kameraer herude, og selvfølgelig har jeg ikke udspioneret dig. Jeg ville såmænd bare overraske dig.” Hans varme stemme lød afslappende og beroligende. Det smittede af på mig, og lidt efter var jeg ikke nær så skræmt fra vid og sans. ”Overraske mig? Men Justin du er jo i den anden ene af USA, i en helt anden stat end jeg er,” udbrød jeg og trådte igen et skridt længere baglæns. Jeg kurrede mig op af min dør. ”Luk øjnene,” befalede han. Igen med sin blide stemme. Langsomt adlød jeg, og lukkede mine øjne i.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...