Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30868Visninger
AA

41. Tiltrukket?

”Er det ikke normalt koldt at være på stranden om vinteren?” Caitlin og Justin rystede begge to på hovedet. Vi var kommet til stranden, og var gået ned i det varme sand. ”Det er ikke koldt om vinteren i Californien. Skøre tøs,” grinede Caitlin, og puffede stille til mig. Jeg smilede bare fjoget. Mange mennesker var der ikke just på stranden den dag. Justin bar på en stor kurv fuld af tæpper og frugt. Vi fik det lagt i sandet, da vi havde fundet et sted at placere os, og derefter kiggede vi bare ud over det store hav. ”Vækker det her minder?” kom det forsigtigt fra de andre. Jeg rystede på hovedet. De sukkede begge to. Hvad skulle der dog til før jeg kunne komme på bedre tanker? Det var forfærdeligt at se, hvor meget de egentligt prøvede på at hjælpe mig. De var virkelig rigtige venner. ”Jeg er glad for at være her sammen med jer i dag.”
Skiftevist kiggede jeg fra den en og så over på den anden. ”Vi er skam også glade for at være her sammen med dig. Vi er glade for, at du overhovedet gider bruge tid sammen med os, trods du ikke kan huske os.” Caitlin var i fuld gang med at snakke, da jeg afbrød hende: ”Hukommelsen begynder lige så stille at komme tilbage. Det er bare et spørgsmål om tid og sted, før det hele sikkert dukker op i hovedet på mig.” Vandets brusen gjorde mig tryg. Jeg havde bare mit blik rettet mod det store hav, som tornede sig frem foran os. Flere tanker strømmede igennem hovedet på mig. Blandt andet handlede de om, hvordan man kunne glemme sin livshistorie bare ved at få en kraftig hjernerystelse! Det kunne jeg ikke få til at gå op. Solens stråler varmede mig oppe fra den kølige himmel. Det var ikke specielt varmt, men det var heller ikke koldt. Lidt under tilfredsstillende var det. Dog ville jeg helst selv have sommer. ”Du skal nok ende med, at kunne huske os.” ”Det håber jeg så sandelig også. Men jeg føler mig tryg i jeres selvskab. Det er som om jeg kender jer på en måde. Eller jeg ved jo godt jeg kender jer, men som om, jeg på en måde kan huske jer, men på en måde ikke kan! Det er lidt indviklet!” Svært var det egentligt at forklare dem tingene, da de ikke rigtigt hang sammen. Ingen ting hang sammen oppe i hovedet på mig, lige her for tiden. Det var svært at forklare min situation, da jeg på en fjern måde kunne huske både Caitlin, Justin og de tre andre, men så alligevel kunne jeg ikke. Det hele var meget mærkeligt for mig. Vi fik sat os ned på de mange tæpper, som var bredt ud under os. Justin satte sig ned, hvorefter Caitlin fulgte trop. Jeg tøvede dog kort. Skulle jeg sætte mig ved siden af dem begge, så jeg sad i midten af dem, eller skulle jeg sætte mig ind mod Justin, for ikke at virke helt ligeglad med ham. Selvom jeg ikke huskede ham hundrede procent, var der stadig noget over ham, som gjorde mig tiltrukket af ham. Kort for hovedet, satte jeg mig ned ved siden af Justin, og kiggede op på ham. Et smil havde bredt sig i ansigtet på ham. Jeg lagde forsigtigt mit hoved mod hans skulder. Han gav et forbavset men muntert grin fra sig. Smilende fulgte Caitlin med i det Justin og jeg havde gang i. Jeg tog ham forsigtigt i hånden, og flettede mine fingre ind i hans. Vi skulle nok finde ud af det sammen. Justin, Cailtin og jeg. Vi hyggede os allerede gevaldigt. Minderne fra tidligere i mit liv skulle bare have lov til at dukke op når de ville. De skulle genskabes ved øjeblikke som dette. Ved mine venner og familie omkring mig. Det var der ingen tvivl om.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...