Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
31790Visninger
AA

13. Lad mig nu snakke ud

Christian kiggede hurtigt rundt da han var kommet ud på gangen. Først så han ikke noget, men da hans blik ramte mig, stoppede han pludseligt op. ”Hvad laver du dog herude, Victoria!” udbrød han højt og jeg kiggede stadig bare ned. ”Victoria!” kunne jeg høre Justin sige inde fra Christians værelse. ”Hun sidder herude!” svarede Chris hurtigt og endnu flere skridt hørtes, hvorefter Justin og Ryan også stod ude på gangen. ”Hvad laver hun herude?” spurgte Ryan hurtigt om, men ingen svarede ham. Christian satte sig ned på hug ved siden af mig, og lagde en arm om mig. ”Hvorfor sidder du herude klokken to om natten?” hviskede han og jeg rystede bare på hovedet. Jeg ville ikke snakke når Justin var i nærheden. ”Chris bare gå ind. Jeg tror det er min pligt at ordne det her problem, da det også var mig som startede det engang for flere måneder siden!” sagde Justin og Chris slap forsigtigt sit greb om mig, hvorefter han gik ind på værelset igen med Ryan. ”Hvad er der galt!” Justin satte sig nu ned på gulvet ved siden af mig. Heldigvis holdt han i det mindste en god afstand til mig. Jeg svarede ham ikke. ”Hvorfor er det du ikke vil svare mig? Du gider jo ikke engang snakke til mig! Jeg har undskyldt så mange gange, men jeg forstår helt ærligt ikke hvorfor du er så nedtrygt. Du har jo.. Du har jo Cole hjemme i Los Angeles, så der er ikke noget at være bange for!” sagde han forsigtigt. Han prøvede virkelig på at snakke så roligt som muligt. Jeg løftede mit hoved, så jeg kiggede over på ham med mine tårevældende øjne. Hans ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt, da han så hvordan jeg så ud med tårer i øjnene. ”Undskyld. Jeg ved det er mig som har fået dig til at græde. Jeg ved det er mig som har forvoldt dig alverdens smerte!” ”Justin gider du ikke bare godt stoppe med alle de latterlige undskyldninger? Jeg gider ærligtalt ikke høre på dem!” halvmumlede jeg til ham, og han stoppede øjeblikkeligt med at hans spørgsmål. ”Jeg hørte hvad du sagde til Christian og Ryan. Jeg hørte din sang!” fortsatte jeg og blinkede endnu et par tårer ud. ”Du hvad..” Han stoppede sig selv i sin sætning, og derefter blev han helt mundlam. ”Victoria!.. Jeg er virkelig ked af det der skete dengang i Los Angeles. Der var ikke og har aldrig været noget mellem Jasmine og jeg. Det troede jeg du vidste. Jeg havde glemt alt om vores date, da jeg havde sagt ja til Jasmine, om at vise hende byen. Det må du virkelig undskylde!” prøvede han og rykkede lidt tættere på mig. Jeg flyttede ikke på mig, så jeg lod ham bare rykke tættere på mig. ”Jeg vil som sagt ikke høre på alle dine.. Alle dine undskyldninger, Justin. Sket er sket, og du valgte selv vores skæbne. Det er slut! Slut foraltid!” græd jeg og han skulle til at kærtegnede mig kind, da jeg gav tegn til, at jeg ikke ville have det. ”Jeg går i seng igen! Vi må få snakket ud om det her en anden dag!” Jeg skulle lige til at rejse mig op, da Justin holdt mig tilbage. ”Hvorfor lyttede du til hvad vi snakkede om?” ville han vide, og jeg satte mig modvilligt ned ved siden af ham igen. ”Jeg havde, eller jeg har stadig en forfærdelig hovedpine, så jeg skulle bare ud og have en pille for det, da jeg så hørte hvad dig og de to andre drenge snakkede om. Jeg hørte du snakkede om en sang, og da du nævnte du havde skrevet den om mig, så ville jeg gerne høre den. Det hele blev bare for følelsesmæssigt for mig, og jeg kunne ikke klare alt det du sang om. Alt det med at det skulle være dig i stedet for Cole. At det skulle være dig som kysse mærke mine kys, dig som skulle give mig gaver. Det hele var bare for meget for mig Justin!” Jeg stoppede hurtigt mig selv i min ellers så lange prædiken. Hvorfor var det jeg sad og sagde alle de følelser til Justin? Det var ham som havde knust mit hjerte, og alligevel fortalte jeg ham hvad jeg følte. Det føltes forkert. Det var forkert! ”Jeg har virkelig savnet dig, Victoria! Du aner ikke hvor overrasket jeg blev da jeg så dig ude i køkkenet, her tidligere på aftenen. Jeg har virkelig været nede over vores brud. Det skal du vide!” ”Er du nu sikker? Det siger du sikkert til alle de piger du har været kærester med! Du har altid så mange undskyldninger, og du tror altid at et ”undskyld” kan få dig tilgivet. Men så let spiller klaveret ikke! Du er langt fra tilgivet Justin, og jeg er ikke engang sikker på, om jeg overhovedet vil tilgive dig igen!” Jeg fik hurtigt rejst mig op igen, efter jeg har færdig med at snakke. Han fik ikke lov til at svare, men jeg lod ham derefter bare sidde tilbage på gangen. Kursen var igen sat mod Caitlins værelse, og nu ville jeg bare sove. Denne her dag havde virkelig været en ufattelig dårlig dag. Den havde kun været én stor nedtur!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...