Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30729Visninger
AA

14. Jeg beder bare om tilgivelse

Jeg vågnede tidligt lørdag morgen, og strakte mig hurtigt. Caitlin sov stadig kunne jeg høre, for hun snorkede ualmindeligt meget. Jeg grinede bare kort, hvorefter jeg fik mig stablet ud af sengen. Kufferten var åbnet var i går, så jeg fandt hurtigt et par lyseblå cowboybukser frem med slidmærker forskellige steder rundt omkring på benene. Som trøje fandt jeg en lidt stor og puffet sort trøje frem. Den puffede omkring brystet, dog sad den stramt ved håndledene og ved hofterne. Den var virkelig dejlig og behagelig at have på. Jeg tog dog for en sikkerheds skyld en hvid top indenunder den. Jeg gik stille ud på badeværelset og satte mit hår op i en høj og meget flot hestehale. Jeg lagde en normal og meget naturlig makeup, og derefter fik jeg børstet mine tænder. Slutresultatet blev faktisk ret godt, hvis jeg selv skulle sige det.
Jeg fik hurtigt samlet mit nattøj sammen, samt min makeuptaske, og derefter satte jeg kurs mod Caitlins værelse. Der var helt stille inde fra drengenes værelse, så jeg gik ud fra, at de stadig sov tungt. Det samme kunne man vidst kun sige om Caitlin, for da jeg igen kom ind på hendes værelse, så havde hun vendt sig en halv omgang i sengen, så hendes ene arm var faldet ud over sengekanten. Jeg smilede bare stille, og gik nedenunder. Jeg satte mig ind i en af de to sofaer som var inde i stuen. Jeg lænede mig bare tilbage, og lukkede for en stund mine øjne. ”Hold da op! Du har da gjort noget ud af dig selv i dag!” kunne jeg høre en stemme sige et godt stykke væk fra mig. Jeg slog hurtigt mine øjne op, og kiggede direkte hen på Justin som stod henne i døråbningen og betragtede mig på afstand. ”Gider du godt stoppe?” fnøs jeg bare og ignorerede ham derefter. ”Kan vi ikke godt snakke ud om det her?” sagde han, mens han gik hen mod mig. Han placerede sig hurtigt ved siden af mig, og jeg gad ikke til at rykke mig. ”Hvad er det du vil have vi skal snakke om Justin? Fortæl mig lige det!” vrissede jeg og han fangede mit blik. Jeg blev hurtigt fortryllet af hans brune og varme øjne, og hvor meget jeg så end prøvede på at afbryde vores øjenkontakt, så kunne jeg ikke få mig selv til det. ”Jeg vil gerne bede om tilgivelse. Jeg kan godt forstå hvis du ikke vil tilgive mig, men jeg beder dig virkelig. Vi kan starte ud som venner igen, og så må vi se om vi kan tage springet igen senere!” foreslog han og jeg fik endeligt taget mig sammen til at slå blikket ned på mit skød. Jeg rystede kort på hovedet. ”Hvad er det du ikke forstår? Der kommer ikke til at være noget mellem os mere, Justin! Det er slut! Vi to bliver aldrig et par igen!” Jeg hviskede det for mig selv, og blev for en kort stund i tvivl om han overhovedet kunne høre det jeg lige havde sagt. ”Så du har tænkt dig at rejse tilbage til Los Angeles, og så lade mig sidde tilbage her i Atlanta med et knust hjerte?” ”Et knust hjerte! Hvad ved du overhovedet om det?” Han gjorde mig sur. Han gjorde mig rigtig sur. Jeg rejste mig arrigt op og det samme gjorde han. ”Hvis der er nogen her som er mester i at knuse andres folks hjerter, så er det vidst dig Justin! Mit hjerte har været knust op til flere gange i den tid jeg har kendt dig, og det er den samme person som har knust det igen og igen. Du kan vel regne ud, at den person er dig!” konstarede jeg vredt og han gik et skridt nærmere. Jeg tog derfor et skridt baglæns. ”Du vil bare rejse tilbage til Los Angeles, og så komme sammen med din lille kæreste ved navn Cole! Ham kan du sikkert meget bedre lide, end du nogensinde har kunnet lide mig!” råbte han og jeg stoppede ham hurtigt. ”Nu stopper du! Du kender slet ikke Cole, så du skal ikke blande ham ind i det her, for han har slet ikke noget med det af gøre! Du kan ikke bestemme om jeg skal være sammen med andre drenge end dig, for du bestemmer ikke over mig. Vi er ikke et par længere Justin! Du er ikke min kæreste!” indrømmede jeg og igen tog han et skridt mod mig. Jeg tog ligeså et skridt tilbage, og sådan fortsatte det ellers indtil jeg ramlede ind i en væg. Jeg var fanget. Jeg kunne ikke undslippe. ”Indrøm nu bare at du bedre kan lide Cole!” sagde han og jeg rystede på hovedet. ”Det kan jeg ikke!” svarede jeg kort og han kiggede bare på mig. ”Hvorfor kan du så ikke det? Fordi det er sandt eller hvad?” Han tog endnu et skridt mod mig, så der var nu kun under en halv meter mellem os. Jeg kunne ikke flytte mig. ”Det er ikke sandt. Det er jo det der er problemet. Jeg kan slet ikke lide Cole!” Jeg kunne mærke jeg igen fik tårer i mine øjne, og jeg blev med det samme irriteret på mig selv, fordi jeg altid skulle græde. Heldigvis var jeg da så klog at jeg i dag faktisk havde taget vandfast mascara på. ”Kan du slet ikke lide ham? Har du så bare leget rundt med mine følelser, og sagt at du kunne lide ham?” halvmumlede han og rystede bare på hovedet. ”Jeg kan ikke lide ham Justin! Jeg har aldrig kunnet lide ham, for jeg har aldrig kunnet komme mig over dig. Det irriterer mig grænseløst at jeg stadig var følelser for dig efter alt det du har gjort!” Jeg stoppede mig selv i slutningen af mig sætning, da det først der gik op for mig, hvad jeg faktisk lige havde sagt. Jeg havde talt over mig, og jeg havde sagt at jeg stadig kunne lide ham. ”Kan du.. stadig lide mig?” Det kom sikkert som en overraskelse for ham. Jeg nikkede kort. Han gik endnu tættere på mig, og låste mig derefter fast ved at tage sine arme om mig, og holde mig fast. Jeg kunne ikke rokke mig ud af stedet. Jeg var fortabt. Han havde vundet!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...