Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30738Visninger
AA

38. Glemte minder

”Victoria?” kunne jeg høre flere stemmer sige. Mine øjne, som jeg efterhånden havde haft lukket i et par minutter, slog jeg hurtigt op igen. Min mor stod ved siden af min seng, med fem personer ved sin side. ”Jeg går bare ud på gangen, så kan i snakke lidt.” Derefter forlod min mor stuen, og efterlod mig med fem personer, som jeg egentligt burde kunne huske, men som ikke sagde mig noget som helst. ”Du ved ikke hvor bekymrede vi har været. Da vi hørte hvad der var sket, tog vi hurtigt et fly herover, og fik meldt os syge fra skolen.” En pige tog ordet, og først der gik det op for mig, at der kun var én pige tilstede, lige udover mig selv. De andre fire personer var alle sammen drenge. ”Undskyld,” mumlede jeg og de kiggede endnu mere bekymret på mig. ”Hvorfor undskylder du? Du skal ikke sige undskyld for noget som helst! Det var jo ikke din skyld!” udbrød pigen så, og fik sig sat ned på en stol ved siden af sengen. ”Jeg kan.. Jeg kan ikke huske jer.” Det var igen mit kald til at græde. Gråden væltede ned over mig, og jeg kunne ikke stoppe det. ”Det ved vi godt du måske ikke kunne. Dog havde vi håbet på det. Dine forældre har fortalt os det hele. Vi ved godt du har store smerter i hovedet, og vi ved godt du har svært ved at huske tingene.” En dreng snakkede nu. En af de mindre drenge var det. Han smilede skævt, og jeg kunne se, at han havde togskinner på tænderne. Han var ikke ældre end tretten, fjorten år, hvis jeg skulle gætte på hans alder. ”Jeg havde også håbet på, at jeg kunne huske jer, dog uden held. Jeg er ked af det.” ”Måske vi så skulle præsentere os,” sagde en anden dreng, og startede med at sige noget om sig selv. ”Jeg er Ryan.” Han rakte mig hånden. Jeg tog hurtigt imod den, og sådan fortsatte det med de to næste drenge – Chaz og Christian. ”Jeg er så Caitlin. Jeg er storebror til Christian, og faktisk også din bedste veninde.” Hun krammede mig underligt nok, og jeg krammede bare smilende med. ”Caitlin..” hviskede jeg for mig selv. Navnet virkede bekendt, men hvor jeg havde hørt det før, havde jeg ingen anelse om. Alle havde præsenteret sig, på nær én person. Det var en dreng med brunt hår. Han havde ikke smilt under hele deres visit, og han kiggede så mærkeligt på mig. Caitlin puffede ham i siden, og han vågnede hurtigt op fra sin døs. ”Jeg er Justin..” Han kiggede bare på mig. Hans blik var sørgmodigt og bekymret. ”Fortæl hende det Justin. Hun fortjener at vide det.” Den mindste af drengene – Christian opfordrede denne såkaldte Justin, til at fortælle mig et eller andet. ”Fortæl hvad?” ”Du og jeg er faktisk … kærester,” hviskede Justin og gik så ud af rummet. Han sagde ikke andet, men gik bare. De tre andre drenge gik med, men Caitlin blev inde ved mig. ”Er vi.. Justin og jeg.. du ved kærester?” Hun nikkede. ”Han er virkelig knust. Han kan ikke klare, at du ikke kan huske ham. Huske alle de ting i har lavet sammen. Det går ham så inderligt på, men bare vent. Han skal nok tø lidt op med tiden,” forklarede hun og prøvede på at opmuntre mig. ”Men han så bare så trist ud. Jeg vil godt indrømme, at det gør mig i dårligt humør når jeg ser i er kede af det. Jeg vil virkelig gerne kunne huske jer, men hukommelsen er der bare ikke til det. Alle mine minder er dækket af en grumset og gråt filter. Ingen af dem er tydelige, dog kan jeg, når jeg har lukkede øjne, få svage og utydelige billeder til at dukke op. Jeg er virkelig ked af det Caitlin. Jeg er ked af at jeg ikke kan huske vores tid sammen som bedste veninder.” Jeg satte mig lidt op i sengen, og kiggede så over på hende. ”Du kan jo ikke gøre for det. Og uanset hvad, så vil du altid være min bedste veninde. Vi skal nok finde ud af det her sammen.” Hun tog stille min hånd, men det hørtes så, at det bankede på glasdøren ind til os. Jeg fór sammen, hvilket jeg kunne se på Caitlin, at hun gjorde det samme. Døren gik op og Justin kom ind. ”Må jeg lige snakke med Victoria?” Med et enkelt nik, forlod Caitlin så også rummet, og overlod hendes plads til Justin. Han satte sig ligeledes ned ved siden af mig, og kiggede bare på mig. Mit blik mødtes hans. ”Godt nok kan du ikke huske mig, og godt nok kan du ikke huske vores tider sammen, men det ændre ikke noget. Jeg vil bare gerne have en ting på det rene..” Jeg nikkede og ventede på, at han ville fortsætte. ”Selvom du ikke kan huske mig, så vil jeg gerne spørge om du ved.. vi bliver ved med at være et par. Jeg ved dine følelser er derinde et sted, og mine følelser for dig har ikke ændret sig af den grund.” ”Justin jeg.. Jeg kan ikke huske hvordan vi havde det før ulykken, men jeg vil vædde med, at jeg var lykkelig med dig. Ellers ville vi nok ikke være et par. Jeg vil ikke slå op med dig, selvom jeg ikke kan huske dig. Jeg ved det lyder mærkeligt, men jeg føler bare at du på en måde er bekendt for mig. Du må undskylde det hele. Jeg ved du kommer til at skulle bruge meget tid på at spekulere over tingene, og at du har brug for en masse tålmodighed, for det kan godt tage flere måneder før, min hukommelse kommer nogenlunde tilbage igen. Nok vil jeg være umulig i et stykke tid, og måske vil jeg ikke være den samme som før. Nogensinde. Jeg håber bare på, det kommer til at ordne sig.” Jeg holdt en kort pause, inden jeg så fortsatte med at snakke: ”Da i alle fem var inde ved mig lige før, kunne jeg se på dig, at du ikke var helt tryg ved situationen. Jeg kunne se på dig, at du var ked af det, og bekymret. Noget må jo tyde på, at du holder af mig, og at du ikke vil droppe mig bare fordi jeg ikke kan huske dig. Jeg vil hellere end noget andet kunne huske dig.. Det håber jeg du ved.” For mig var det ikke ubehageligt at sige alle de her ting til Justin. Nok var han en slags fremmed for mig, men alligevel var der noget bekendt over ham. Jeg rodede rundt i mine tanker, mens jeg bare kiggede på Justin. ”Jeg vil ikke droppe dig bare fordi du ikke kan huske mig. Der er jo en grund til at du ikke kan det, og det var jo ikke din skyld. Og ja! Jeg var både ked af det og bekymret, da jeg var herinde sammen med de andre.” Han rejste sig lidt fra stolen, og kyssede mig så blidt i panden. Hans berøring brændte mod min pande brændte. ”Jeg kommer nok ikke til at kunne mærke dine læber mod mine i et god stykke tid, så det er det sidste kys i lang tid.” ”Hvad mener du med det?” Undrende rynkede jeg med brynene, og det fik ham til at smile. Et smil som også fik mig til at smile. ”Du vil sikkert ikke have, at en eller anden ukendt dreng, kysser dig når du slet ikke kender ham. Eller i princippet kender du ham jo godt. Men det ville nok være lidt mærkeligt. Det ville jeg selv syntes. Jeg vil ikke tvinge dig til noget, men derimod vil jeg vente. Jeg vil vente til dommedag på dig.” Jeg smilede og nikkede så forstående. Han var faktisk meget åben overfor mig. Men vi var jo trods alt også.. kærester!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...