Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
31772Visninger
AA

60. Et sidste farvel

”Jeg kommer til at savne jer alle sammen,” sagde jeg endnu en gang, og krammede for syvogtyvende gang mine forældre og lillesøster. Vi stod alle sammen i lufthavnen i LAX og skulle til at tage afsked. Justin og jeg skulle først tilbage til Atlanta, hvor Pattie ville være, sammen med de andre fa Justins crew. Derefter ville turen så gå til Europa, hvor først stop var Birmingham i England. ”Jeg kommer til at savne dig,” konstaterede Samantha, som sammen med Cole også var mødt op i lufthavnen. Hurtigt krammede jeg også hende, og derefter gik turen til Cole. ”Vi ses snart. Jeg skal nok huske at ringe, sende postkort og det hele,” fastslog jeg og så min mor gå hen til Justin, da jeg snakkede. Først krammede hun ham hårdt ind til sig, hvorefter hun så begyndte på den moderlige replik; ”Pas nu godt på min datter Justin, og også på dig selv. Gør det nu godt. Læg hele Europa ned med dit talent, og vis hvad du duer til!” Derefter puffede hun blidt til ham, hvilket fik ham til at smile. ”Jeg skal nok passe på Vic. Pas også godt på de andre, og hold lige Jamilla lidt i ørene nogen gange. Det sker at hun laver narrestreger,” jokede han og pegede hurtigt over på min søster, som bare grinede fjoget. ”Sidste udkald for dem som skal til Atlanta. I skal skynde jer at tjekke ind.” lød en stemme i de gigantiske højtalere over os. ”Det er vores kald til at komme afsted,” sagde jeg, og kiggede over på Justin. Han nikkede kort, og tog mig derefter i hånden. ”Vi ses,” fastslog vi i kor. Tårerne begyndte lige så stille at løbe ned at mine kinder, og det smittede af på alle de andre. Hvertfald min mor, Jamilla og Samantha. Lydløst begyndte tårerne også at løbe ned af deres kinder, mens de vinkede. Vi vinkede hurtigt igen, og fortsatte hen til vores gate. Justin klemte stille om min hånd, og kiggede forstående på mig. ”Det skal nok gå. Jeg ved du kommer til at savne dem, ligesom jeg selv gør, men jeg er her for dig. Du vil altid kunne finde mig indenfor få meters afstand, og jeg vil være ved din side når du har brug for mig. Tænk på at vi de næste par måneder skal være sammen hver dag. Bare du og jeg.” Mens vi gik, sagde han alle mulige søde ting til mig, som fik mig beroliget. Måske var det meningen han ville berolige mig med hans smigrende ord. I så fald hjalp det også umådeligt godt. Op til flere gange, mens vi var på vej hen til vores gate, lød det oppe i højtalerne at de manglede to bestemte personer, som manglede at tjekke ind til flyveren til Atlanta. Heldigvis nævnte de ingen navne, da Justin var alt for genkendelig hvis de sagde hans navn i offenligheden. Han satte i løb, mans han hånd stadig havde om min. Derefter satte jeg også i løb.
Justin havde ingen såkaldt ”Forklædning” på, mens vi løb hånd i hånd gennem lufthavnen, for at nå hen til vores gate, så vi kunne tjekke ind. Derfor blev han genkendt af en del mennesker op til flere gange.
Et par stykket løb efter os, men da vi fik forklaret dem, at vi havde rimelig travlt, fik de dog forståelse for os, og stoppede op. Dog løb nogle fans efter os hele vejen hen til gaten. De stoppede først, da vi var kommet helt udenfor rækkevidde og ikke kunne ses mere.
”Du kan bare sove, hvis du er for træt, Shawty,” hviskede Justin da vi havde fået os placeret på første klasse i flyveren. Han havde fået taget en stor hættetrøje op, samt en cap, så han var mindre genkendelig. Jeg selv havde trukket min hætte fra min egen sweatshirt op omkring hovedet, og havde så lagt mit hoved på Justins skulder. ”Jeg vil ikke lade dig sidde helt alene tilbage. Du skal jo også holdes med selvskab?” Han sad og legede med et par af mine lange brune hårlokker, mens han snakkede; ”Vi har flere måneder foran os, hvor vi er sammen hver eneste dag, så du skal ikke tænke på, om jeg måske ikke bliver holdt med selvskab i et par timer. Du er jo alligevel lige ved siden af mig under hele flyveturen.” Han kyssede mig i håret efterfølgende. ”Er du klar til at starte et nyt eventyr med mig? Klar til at opleve den europæiske kultur med mig ved din side?” Stille hviskede jeg det, med øjnene lukket. ”Jeg er mere end klar. Der er så mange ting jeg vil vise dig. Så mange ting vi skal opleve, og så mange forskellige mennesker vi skal møde. Alt dette kunne jeg ikke tænke på at opleve uden dig. Igennem hele mit liv har jeg ledt efter en som ville opleve de ting med mig, og nu har jeg endeligt fundet den rette. Du er den rette for mig, Shawty. Det er jeg mere end hundrede procent sikker på du er,” svarede han, hvorefter jeg så pressede mine læber mod hans. Det var et intenst kys, som fik mig til at svæve op i den syvende himmel. ”Jeg elsker dig, Justin Drew Bieber.” ”Og jeg elsker dig, Victoria Wright McCartney. You’re my favorite girl!” Han kaldte mig for hans favorite girl. Det var titlen på en af hans sange. Dermed gik det klart op for mig, at jeg aldrig ville give slip på Justin. Uanset hvad der skulle komme i mellem os af negative og dårlige ting, så skulle vi ikke skilles. Jeg elskede ham mere end noget andet, og jeg var klar til at starte et nyt eventyr op med ham. Vi var som ”ment to be”…


… Vi var soulmates …
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...