Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30743Visninger
AA

37. En tur på Subway

”Vi kører nu piger, så hvis i skal med så er det ved at være på tide, at komme ud af fjerene. Subway har ikke åbnet hele dagen!” råbte min mor nedefra gangen på stueetagen. Min mor havde foreslået, at hele familien skulle tage ud og spise sammen. Flere forskellige forslag var blevet drøftet mellem os, og til sidst var vi så blevet enige om, at tage på sandwichcaféen, Subway. Flere gange var vi taget på Subway sammen, som en lille familiemiddag, og det endte altid med at blive råhygge. Hurtigt var min søster og jeg nede af trapperne, og lidt efter stod vi klar i vores overtøj og var klar til at køre. ”Utroligt så hurtigt i kunne blive færdige!” grinede min mor, og vi fik os sat ud i bilen alle fire. Så gik turen til Subway.

”Egentligt ved jeg ikke hvad jeg skal have i mit brød,” sagde min søster på vej hen til spisestedet. Vi diskuterede alle sammen med hinanden om, hvad vi skulle have i vores mad. ”Jeg tror bare jeg tager kylling og bacon i. Ligesom jeg plejer,” fik jeg konstateret og kiggede ud af ruden i bilen. Jeg udstødte et højt skrig, da jeg så hvad der var på vej mod os. Sekundtet efter blev det sort for mine øjne.

Et par høje og skingre lyde hørtes for mine øre. Jeg glippede hurtigt med øjnene, og åbnede dem så forsigtigt. Lydene var forskellige former for små bib, og det gik lige ind i hjernen på mig. Mit hoved gjorde umådeligt ondt, og det samme gjorde alle de andre dele af min krop. ”Åhh Victoria!” kunne jeg høre en sige ved siden af mig, og da jeg kiggede over mod personen, kunne jeg skimte en genkendelig person. ”Mor!” hviskede jeg. Jeg ville ønske, at jeg kunne snakke højere, men jeg havde næsten ingen stemme. ”Min lille skat. Du ved ikke hvor glad jeg er for, at du åbnede dine øjne. Vi har været så bekymrede for dig og Jamilla..” Min mor tav. ”Jamilla,” hviskede jeg, og smagte lidt på ordet. Navnet kørte rundt inde i hovedet på mig. Jamilla.. MIN SØSTER! ”Hvor er hun? Og hvad er der sket?” Jeg var helt rundt på gulvet. Intet var tydeligt i mit hoved. Alle minderne var dækket af et gråt filter, og jeg var selv lidt overrasket over, at jeg kunne huske min mor, far og Jamilla. Måske var det fordi, de havde været ved min side igennem hele mit liv. Dog undtagen Jamilla. Hun havde været ved min side i den tid hun havde levet. ”Din søster.. har det ikke for godt. Hun er i livsfare. Kan du slet ikke huske hvad der skete?” Det var nu min fars tur til at snakke. Jeg rystede forsigtigt på hovedet. ”Jeg husker intet..” mumlede jeg og kiggede så op i det hvide loft. ”Vi var på vej til Subway. Vi skulle have sådan en rigtig familietur. Det endte dog i det rene kaos. Vi kørte stille og roligt overfor grøn, men blev påkørt af en stor lastbil med høj fart på. En kørte over for rødt, og bragede lige ind i vores bil, med en høj hastighed. Din far og jeg kom ikke det helt store til, kun et par brækkede knogler, men det var det eneste. Din søster blev værst ramt, og har fået indre blødninger, mens hun nu lægger i koma. Du derimod slog dit hoved ret så kraftigt, og fik en meget slem form for hjernerystelse. Du har mistet hukommelsen, og husker nok ikke visse ting så godt som andre.” Min mor havde igen taget ordet. Hukommelsestab? Havde jeg fået det? ”Men hvis du siger jeg har fået hjernerystelse, hvorfor kan jeg så huske jer? Jeg kan jo huske dig, far og Jamilla.” Tårerne var begyndt at forme sig i mine øjenkroge, og først der var det hele ved at gå op for mig. Hvis jeg ikke kunne huske noget, hvordan skulle jeg så klare mig? Jeg havde sikkert haft et par venner før uheldet, og dem kunne jeg sikkert ikke huske. Det ville være forfærdeligt.. ”Er i så de eneste der har været her? Altså været og besøge mig?” ”Nej! Dine venner har været her. De er taget helt fra Atlanta for at besøge dig.” forklarede min mor, og det fik mig til at bryde ud i gråd. Jeg vidste ikke engang hvem hun snakkede om. Mens jeg prøvede at tænke så det knagede, så løb tårerne ned af mine varme kinder. ”Er.. Er de her stadig?” fik jeg fremstammet og min mor nikkede. ”Vil du hente dem? Jeg vil gerne se dem.. Måske kan de hjælpe lidt på hukommelsen,” fortsatte jeg. Både min mor og far forlod min stue. Hvad var der lige sket med mig? Det kunne da ikke passe, at jeg kunne glemme mine venner? Ikke engang deres navne kunne jeg huske!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...