Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30868Visninger
AA

55. En tur på skøjtebane

Som tiden gik, snakkede jeg mindre og mindre med Justin, men derimod snakkede jeg mere og mere med Caitlin og Samantha. Caitlin holdt mig nogle gange opdateret i hvad Justin lavede, da han havde bedt hende om det. Han havde travlt med at øve med bandet som skulle med på Touren. Han havde stadig travlt med at løbe til premieres på sin film - Never Say Never - og af og til var han også i studiet. Mens jeg snakkede tit med Caitlin, enten over telefon eller Skype, eller mens jeg var sammen med Samantha efter skole, så brugte jeg også en del tid sammen med min familie. Når jeg først var taget med Justin til Europa, ville der gå rimelig lang tid inden jeg ville se dem igen. Ligesom jeg snakkede med Caitlin over Skype og de andre af mine venner, ligeså ville jeg også komme til at snakke med min familie mens jeg rejste rundt, og oplevede verden. ”Skat jeg tror vi smutter ned i parken. Vil du med? De skulle vidst have en rigtig god skøjtebane dernede,” sagde min mor til mig. Vi sad alle sammen nede i stuen i hver vores møbel. Min mor havde erobret den ene sofa, min far havde taget den anden. Min søster havde taget den store og bløde lænestol, og jeg havde valgt at lægge mig nede på gulvet på et tykt vattæppe. ”Er de to andre med på det?” Med de to andre, hentydede jeg selvfølgelig til min far og Jamilla. ”Det var min idé, så hvorfor skulle jeg ikke være med på det?” kom det fra lænestolen, hvor min søster sad. ”Jeg er også klar på at stå på skøjter. Da jeg var dreng, var jeg faktisk en tidligere kendt skøjteløber,” indrømmede min far, hvilket fik min søster og jeg til at grine. ”Ligesom du også var tidligere Formel 1 kører, tidligere skuespiller og tidligere fodboldspiller? Er du nu sikker på du ikke bare drømte du var det, men at det så altid forblev en drøm for dit vedkommende?” jokede jeg og grinede sarkastisk. ”Du er så sjov, så sjov.” Det var tydeligt at høre, når min far snakkede med ironi i stemmen, hvilket jeg nemt kunne høre han gjorde på dette tidspunkt. ”Men hvad venter vi på? Lad os da komme afsted.” Vi fór alle sammen op, fik fundet vores skøjter frem, vores nogenlunde varme tøj, og så vi ellers klar til at køre. Det var egentligt ret underligt, at der var en skøjtebane midt inde i Los Angeles. Godt nok var vi i vinterårstiden, men det var altid nogenlunde varmt i denne vestlige del af USA, som vi boede i. Få gange skete det, at der kom sne, men det var godt nok også sjældent! Mens jeg stod lidt i mine egne tanker, var mine forældre og lillesøster allerede gået ud i bilen, og var klar.
”Jeg gider det ikke mere. Jeg ender alligevel med at have blå mærker over det hele,” beklagede jeg mig, da vi havde stået på skøjter i godt og vel en halv time. I den halve time vi havde været på den store skøjtebane, havde jeg ikke lavet andet end at falde på isen. Hvis jeg var så heldig at kunne stå oprejst i godt og vel et par minutter, så gik der efterfølgende ikke lang tid, inden jeg igen sad på knæ på isen. ”Giv det nu en chance, skat. Du elskede det som lille, også selvom du ikke var så god der heller ikke, men det skal vel ikke stoppe dig for at lave noget du godt kan lide. Bare fordi man falder et par gange, så er det bare at komme op på benene igen, og starte forfra. Lære af sine fejl.” Min mor kørte med lethed hen til mig, og stoppede så op foran mig. Hun smilede så sødt, mens hun snakkede og det endte mig hun igen fik mig med ud på skøjtebanen igen. ”Det er din skyld, hvis jeg falder og brækker noget.” ”Du har allerede brækket dit ben en gang, så lad os da håbe at den ene gang var nok. Du skulle helst ikke komme med Justin på tour i flere stykker,” kom det fra min far, som nu også stod ved siden af mig. Min søster var ingen steder at se, og jeg regnede med, at hun allerede fór derudaf på sine skøjter. ”Justin ville kunne forstå hvorfor jeg var kommet til skade, hvis jeg forklarede ham, at jeg brækkede et eller andet ved at stå på skøjter. Enten ville han forstå det, eller også ville han grine,” smilede jeg, og kunne ikke holde grinet tilbage. Justin havde det med at grine i alvorlige situationer. ”Du brækker ikke noget,” sagde min far igen. Derefter fik han mig så hevet rundt på isen, og gav mig et stort skub. ”Lær af dine fejl, og prøv dig frem. Til sidst skal du nok lære at kunne stå på dem. Vi lærte heller ikke at gå på én dag.” Altid skulle der komme kloge ord ud af min fars mund. Jeg nikkede kort som svar, og sprang så ellers ud i det. En dyb indåndning blev taget, og derefter fik jeg sat det ene ben foran det andet, hvorefter det fortsatte sådan. Til sidst kørte det strygende for mig, og inden jeg rigtigt havde fået set mig om, kunne jeg nogenlunde stå på skøjter. Et mirakel måtte være hændt mig. Måske havde jeg aldrig rigtigt givet det en chance før nu.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...