Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30749Visninger
AA

39. En søster i koma

Jeg turde ikke kigge. Hvordan kunne lægerne tillade, at give mine forældre sådan et valg? Ville de prøve på at slukke for respiratoren, så min søster skulle klare sig uden alt det? Ville de muligvis lade hende dø ved det? Det var forfærdeligt. Jeg var kommet op af min seng, og var blevet ført ind på min søsters stue.
Der var forfærdeligt stille. Stilheden var til at blive kvalt i. ”Mor jeg syntes altså ikke vi skal slukke for respiratoren. Hvad nu hvis Jamilla ikke kan klare sig uden, og hun så ender med at. Du ved. Dø?” Min hånd var knuget om min mors, mens vi stod ved siden af min søsters seng. ”Din søster er slet ikke i livsfare mere, min ven. Hun kan nemt klare sig uden, så lægerne vil lade hende komme til sig selv, og så vågner hun om et par timer. Hun skal nok klare den,” smilede min mor og kyssede mig i håret. Berøringen i mit hår, fik mig til at tænke på Justin. Dengang han kyssede mig i panden. Han havde været oppe på sygehuset flere dage i træk. Vi havde egentligt ikke snakket så meget sammen, men han havde bare sat ved min side og kigget på mig. Kigget på mig i flere timer. Hvis han var der når jeg faldt i søvn, så var han der også altid når jeg vågnede igen. Han havde været der for mig igennem det hele. Flere gange havde han fortalt om vores tidligere forhold til hinanden. Jeg havde ikke været med i samtalen, men jeg havde tværtimod bare lyttet til det han havde at fortælle. Han havde fortalt om hvordan vi mødte hinanden for første gang. Hvor meget tid vi brugte sammen i sensommeren, og om hvordan den tid var stoppet noget så pludseligt, da jeg havde reageret lidt for hårdt over en ting mellem os. Intet af det kunne jeg huske helt præcist. Dog var der visse ting, som ligesom skar igennem ind til min hjerne. Han havde fortalt en ting om en altan.
Det var anden gang vi blev kærester. Det var nytårsaften, og vi stod oppe på min altan udenfor mit værelse og kiggede ud over den sorte himmel. Fyrværkeriet eksploderede rundt omkring på himlen. Jeg kunne svagt huske den aften. Dog var der ikke nogen personer indblandet i det tilbageblik jeg havde. ”Så Jamilla skal nok klare den?” Begge mine forældre nikkede. Jeg smilede stort, og støttede mig så op af min mor. ”Jeg tror ikke jeg skal på Subway det næste stykke tid,” mumlede jeg lidt for mig selv. Min mor grinede, og det undrede mig egentligt hvorfor. ”Det er ikke sjovt mor. Se hvad der er sket med os! Jamilla har lagt i koma, og jeg er ved at flippe ud over, at jeg ikke kan huske noget som helst. Minderne er her slet ikke for mig, og intet fra mine teenage år er tydelige for mig. Det syntes du der er sjovt eller?” Jeg hævede min stemme, og var med ét blevet ret irriteret på min mor. Utroligt hvordan ens humør sådan kunne vende. Jeg havde ment det med, at jeg ikke skulle på Subway lige indenfor den næste tid, alvorligt, og så vælger hun bare at grine over det. ”Det var jo ikke ment på den måde, skat. Det var bare sammenhængen du sagde det i.” Hun klappede mig blidt på skulderen. Jeg rystede bare på hovedet, og fik med et ondt i det. Mit hoved havde gjort umådeligt ondt, siden ulykken. Lægerne havde sagt til mig, at det nok ville gøre ondt i et godt stykke tid, og at smerterne i mit hoved godt kunne være meget slemme nogle gange. De havde også givet mig en ”Kur” så jeg kunne tænke tilbage på tingene jeg havde glemt. De personer, som førhen havde betydet alverden for mig, skulle tage mig med ud på nogle af de ture, som vi før havde været. Minderne skulle genskabes ved at jeg skulle opleve dem igen. Dog måtte jeg først tage på sådanne ture, når jeg blev udskrevet. Jeg havde kun været på sygehuset i godt og vel en uge, men hvis jeg var heldig, måtte jeg allerede komme hjem om små fem dage. De ting jeg havde glemt, kunne ikke bare huskes på et snuptag. Det tog lang tid, og de skulle huskes lidt efter lidt. Ligesom et nyplantet træ, som bare ventede på, det kunne vokse sig større. Det samme med de følelser jeg før havde haft for de forskellige personer. Det skulle også bygges op lidt efter lidt. Jeg vidste det hele ville et ret så stort projekt, men jeg vidste at jeg havde nogle personer ved min side, som ville gøre alt for at hjælpe mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...