Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
30871Visninger
AA

8. Det gjorde du bare ikke!

”Hvad sker der?” sagde Caitlin hurtigt og faldt sammen på gulvet ved siden af mig. Hun slog sine arme om mine skuldre, og trykkede mig ind til sig. ”Han er her..” halvmumlede jeg mens jeg græd lysløst. ”Hvem er her?” hviskede hun i øret på mig, og jeg kiggede bare kort ud i køkkenet. ”Jeg skal nok lige gå ud og snakke med ham! Hvorfor lukkede Christian ham også ind?” Hun rejste sig hurtigt op fra gulvet, og gik irriteret ud i køkkenet. ”Lillebror! Må jeg lige snakke med dig et kort øjeblik!” Kunne jeg høre Caitlin sige, og Chris gik med hende. Hun fik samlet mig op på vejen, og fik mig trukket med sig. Det så ikke ud til at Justin havde set mig endnu, og det var jeg også mere end glad for, at han ikke havde. Vi endte oppe ovenpå, og Caitlin stoppede hurtigt op. ”Hvorfor lukkede du Justin ind?” sagde hun arrigt og kiggede streng på din bror. ”Han er da altid velkommen her, så hvorfor skulle han ikke være det i dag?” svarede Christian bare med en rolig stemme. ”Hvorfor tror du selv? Kig på min bedsteveninde! Er der så ikke noget som siger dig, at hun har været kærester med Justin engang? De har ikke snakket sammen siden, Chris!” Caitlin havde hævet sin stemme lidt, og det så først ud til at gå op for Chris nu, hvad der faktisk var sket. ”Det havde jeg lige glemt… Det må du skam undskylde, Victoria! Jeg beder ham om at gå!” konstaterede han hurtigt, og skulle til at gå nedenunder igen, men jeg stoppede ham. ”Lad være! Lad ham blive her! Det er måske på tide at vi begge to får snakket ud om det. Det er trods alt ogå fire måneder siden vi slog op, og siden da, har vi ikke snakket sammen!” mumlede jeg og Christian krammede mig bare, hvorefter jeg også kunne mærke Caitlins arme om mig og Chris. ”Skal vi blive heroppe i lidt tid, eller skal vi gå ned?” spurgte Caitlin, da vi alle tre trak os ud fra krammet. ”Jeg tror bare jeg bliver heroppe lidt. I kan bare gå ned hvis det er!” Jeg stoppede kort, men fortsatte så derefter hurtigt igen: ”Ved han godt jeg er her?” Jeg henvendte mig mest til Christian i det sidste jeg havde sagt, og han rystede bare på hovedet som svar. ”Jeg har ikke fortalt ham det, og det har Ryan heller ikke! Jeg tror ikke han så dig nedenunder! Så det er vel en god ting, går jeg ud fra?” Han sendte mig et forsigtigt smil, og jeg nikkede bare. Hvis jeg havde smilt tilbage, var smilet alligevel blevet så falsk som overhovedet muligt. Jeg kunne slet ikke se nogen grund til at smile lige nu, og jeg kunne faktisk heller ikke se nogen grund til at gå ned i stuen. Jeg orkede egentligt ikke at diskutere med Justin, for jeg vidste at hvis vi snakkede sammen igen, at det så bare ville ende med at gå op i hat og briller. Vi ville komme op og diskutere, det var der ingen tvivl om. Han ville så undskylde tusinde gange mere, end de gange han allerede havde undskyldt for flere måneder siden. ”Jeg går ned og lader som ingenting,” sagde Chris pludseligt og jeg vågnede op fra min dvaletilstand. ”Vi venter lige lidt så! Jeg bliver heroppe med Victoria!” svarede Caitlin, og derefter gik Christian hurtigt nedenunder. ”Tak!” hviskede jeg og hun krammede mig igen. ”Du ved jeg altid vil hjælpe dig! Jeg er på din side, og jeg støtter dig altid. Det håber jeg du ved, søde!” smilede hun og jeg tørrede mig hurtigt om øjnene. ”Det ved jeg!” sagde jeg kort. ”-Ser jeg helt forfærdeligt ud?” tilføjede jeg så hurtigt bagefter, og hentydede til min makeup. ”Nej! Du ser vidunderlig ud som du altid gør! Jeg glæder mig til at se Justins ansigtsudtryk, når han ser du er her!” indrømmede Caitlin, og det fik mig til at grine. ”Det glæder jeg mig faktisk også til! Det skal nok blive godt.” Utroligt mit humør bare sådan kunne vende. Jeg var pludselig i godt humør, bare fordi Caitlin havde sagt noget sjovt, og det gjorde mig faktisk inderligt glad. Hun var der virkelig altid for mig! Det var jeg ikke i tvivl om.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...