dødsenglen

den handler kort sagt om en der bliver vampyr, bliver venner med, nogen der burde være hendes fjende, og så sker der ellers ulykker!

1Likes
4Kommentarer
2597Visninger
AA

5. kampen!

Drengene gik med. Mig og drengen stod overfor hinanden. ”okay. Reglerne er, at du Shirley, må ikke bruge dine talenter” sagde Kasper, og jeg nikkede. ”1, 2, 3 og nu!” råbte Kasper, og drengen styrtede hen imod mig. Da han var 10 meter fra mig, forvandlede han sig til en ulv. Jeg blev stående hvor jeg var. Han blev ved med at løbe hen imod mig. Han sprang, men jeg undveg med en lille manøvre. Han for forbi mig, og stoppede lidt længere nede. Han styrtede hen imod mig igen. Denne gang løb jeg også hen imod ham. Da han skulle til at sætte tænderne i mig, fløj jeg sidelæns hen af hans ryg, og jeg kunne se at drengene kiggede på mig. De var helt chokeret, over hvad jeg kunne. Jeg smilte bare. Drengen stoppede igen, og løb hen imod mig igen. Denne gang gik jeg fra side til side. Det forvirrede ham, og jeg udnyttede det, og sprang på ham. Jeg fik lagt ham ned. Han lagde på siden. Jeg trak mit hoved tættere og tættere på ham. Jeg kyssede han på han kind. ”så, så lille hund. Store slemme mig gør dig ikke fortræd” sagde jeg hånligt, og drengene grinede. Jeg kunne se det tirrede ham, og jeg rejste mig op. Nu stod han en meter fra mig. Drengene kiggede uforstående på mig. Jeg kunne have afsluttet kampen, og ville have vundet. Jeg lod ulven komme helt hen til mig, og lod den skubbe mig hen ad græsplænen, og jeg rejste mig ikke op. Han gik over til mig, og havde hans store poter på mine arme. Jeg lod som om jeg ikke kunne komme fri. ”åh nej! Hvor er du bare stærk” sagde jeg ironisk, og drengene grinede igen. Jeg sukkede. Jorden var kold, så jeg rejste mig op uden besvær, og han blev helt overrasket, over hvor stærk jeg var. Men det varede ikke længe, før han kom helt hen til mig igen. Jeg stod over for ham. Ansigt til ansigt. Eller jeg kiggede sådan set op, nu da han var 1 meter højere end mig, i hans ulve skikkelse. Jeg kunne se han havde et smørret smil, da han så hvor meget højere han var end mig. Jeg begyndte at grine. Jeg fik endnu et grineflip. Men denne gang uden grund. Jeg lagde mig ned på jorden, og var ved at gå til af grin. Han kiggede hen på drengene. Jeg vidste han var i tvivl. Skulle han afslutte kampen uretfærdigt, eller vente på jeg var færdig med at grine. Han begyndte at gå hen imod mig. Han stod lige oven over mig. Jeg begyndte at stoppe med at grine. Han havde ikke gjort mig noget, så jeg skulle vel heller ikke gøre ham noget? Han kiggede på mig længe. Jeg rømmede mig, og rejste mig op. I starten stod jeg med ryggen til ham, da jeg ville børste støvet af min trøje. Så kunne jeg mærke en forfærdelig smerte i min ryg, og jeg kunne mærke det begyndte at bløde igen. Havde han lige kradset hul på mit sår? Havde han? den idiot! Jeg vendte mig om. Og jeg så rødt. Jeg var rasende. Han kunne vidst se det, og han kiggede bange på mig. Han havde gået 5 meter væk fra mig. Jeg gik hen imod ham, i menneskefart. Jeg var så rasende, at jeg ikke kunne bevæge mig hurtigt. Jeg knyttede mine hænder. Jeg stoppede op, da jeg var 3 meter fra ham. Han kiggede over på drengene, og han gik hen til dem. Jeg kunne høre at de snakkede om mig. De sagde noget i retning af at en vampyr skulle være virkelig sur, hvis de kun gik i menneskefart. Han kiggede nervøst over på mig. Jeg begyndte at blive utålmodig. Så sagde de noget om at jeg også var endnu stærkere, nu hvor jeg var sur. Han kiggede endnu mere nervøst hen på mig, men jeg kunne også se frygten i hans øjne. Han gik langsomt hen imod mig. Man kunne se at han gjorde det modvilligt. Han stod 3 meter væk fra mig. Han begyndte at løbe hen imod mig, og jeg stod bare stille. Jeg ventede på at han kom. Da han var få centimeter fra mig, tog jeg min arm frem, og stoppede ham. Han kiggede overrasket på mig, og det samme gjorde de andre. De troede nok ikke at nogen kunne stoppe ham, med bare en arm, når han var i fuldt løb. Man kunne se han blev bange. Jeg begyndte at gå mod ham, med en hånd på hans bryst. Jeg kunne se at han brugte alle sine kræfter, for at stoppe mig. Men jeg blev bare ved, og han røg længere og længere bagud. Jeg stoppede. Det her ville ikke føre os nogen steder hen. Jeg kiggede lidt på ham, men så sprang jeg hen imod ham, og skubbede ham alt hvad jeg kunne væk. Han landede 15 meter væk fra mig. Han lagde ned. Jeg gik stille hen imod ham, og jeg var stadig meget sur. Drengene kiggede på mig, og kunne se hvad jeg havde i sinde. De forvandlede sig alle til ulve, og løb hen imod mig. De lagde mig ned, og der var fire af ulvene, der lagde med al sin vægt på mig. Jeg skubbede dem bare væk med nemhed. Drengen jeg kæmpede imod, stod op, og havde set at jeg med nemhed, havde skubbet de andre væk. Han så meget bange ud. Jeg gik målrettet hen imod ham, men ulvene skubbede mig endnu engang tilbage. Sådan blev det ved i lang tid. Jeg endte med at blive vildt frustreret, og blev bare endnu mere sur. Ulvene opdagede det, og indså at dette her var håbløst. De havde vist sendt hjælp efter andre, for der kom nemlig 5 andre. Det vil sige de var 12 der skulle holde mig væk fra drengen. Det hjalp ikke. Jeg blev bare mere og mere sur. Jeg indså også at det var håbløst. Jeg satte mig ned, og sukkede høj lydt. Ulvene stod i en kreds omkring mig. Jeg var begyndt at blive mindre og mindre sur. Jeg rejste mig, og hoppede over dem. Jeg gik hen til drengen. Han så stadig ret bange ud. Jeg stod 1 meter fra ham. Jeg skubbede lige så stille til ham, og han faldt. Jeg var ikke vant til at være så stærk. Jeg lagde mig ovenpå ham, og talte til ti. Jeg havde vundet, og jeg var lidt lige glad. Jeg gik ind igen, og satte mig på bordet igen. Embry’s far kom ind igen, og rensede mit sår. Denne her gang peb jeg ikke. Da han var færdig, gik jeg ud igen. Jeg gik igennem haven, og ud i skoven. Jeg stoppede da jeg var kommet få meter ind, og kiggede mig tilbage. Jeg kunne høre noget rasle i skoven. Jeg gik videre. Eller jeg humpede lidt, og prøvede at gå med en rank ryg, så godt som muligt, for at mit sår ikke skulle gøre ondt. Det raslede igen, og jeg kiggede mig tilbage igen. Jeg var blevet tørstig. Jeg gik lige så stille inde i skoven, og så, så en puma. Jeg gik forsigtigt hen mod den, og fik den hurtigt nedlagt. Jeg drak dens blod. Jeg hørte det raslede i skovbunden igen. Jeg sprang op i et træ, og tørrede min mund, så man ikke kunne se jeg lige havde drukket blod. Jeg kiggede ned, og så ham drengen der havde kaldt mig kat. Jeg så op i himlen, og fandt ud af at det var mørkt. Jeg gik lige så stille ned af træet igen. Jeg gik langt uden om ham, og gik tilbage til Embry’s hus. Jeg gik ind, og direkte hen til Embry’s far. Han smilte da han så mig. Jeg smilte tilbage. Jeg pegede på mit ben, og satte mig på bordet. Han mærkede på det, og det gjorde ondt hver gang. ”du har brækket dit ben, og bliver nødt til at få gips på” sagde han, og gik ud af døren. Lidt efter kom han tilbage, og begyndte at lægge gips på mit ben. Der gik lang tid, og han var ved at være færdig. Så kom Embry ind. Jeg smilede til ham. Han smilede tilbage, og så ned på mit ben. Han smilede skævt, og bagefter så jeg de andre komme ind. Med de andre, mener jeg alle hans venner. Jeg sukkede, og prøvede at ignorere dem. Men det var lidt svært, da jeg vidste de kiggede på mig, og mit ben. Kig dog den anden vej! Tænkte jeg, og de kiggede den anden vej. Det var mere behageligt. Jeg smilte for mig selv. ”Shirley? Må vi ikke godt kigge igen? Jeg får ondt i nakken af det her” sagde Kasper, og jeg fnes. Okay… i må godt kigge igen, og de kiggede igen. Jeg sukkede. Hvorfor skulle jeg være så nem at overtale? Embry’s far blev færdig, og jeg stillede mig på gulvet. Det var svært at stå, så jeg satte mig hurtigt ned igen. Embry’s far gik ud, og kom ind lidt senere. Han gav mig et par krykker. Jeg kiggede underligt på dem. Embry’s far gav mig dem, og jeg tog imod dem. Jeg rejste mig op, og øvede mig i at bruge dem. Det gik rigtig godt, indtil jeg kom til at løfte mig for højt op, og jeg røg op i luften med et skrig, og jeg endte med at stå på en arm, med en krykke. Jeg gik lige så stille ned igen, og tog den anden krykke. Drengene grinte af mig. ”du kunne godt blive en god akrobat” sagde Kasper, og grinte. Jeg grinte med, og han stoppede med at grine. Jeg så at alle stod og lyttede til min latter, som var det musik. Jeg grinte endnu mere, og stoppede så. De kiggede på mig, og jeg smilte. ”hvorfor lytter i til min latter som var den musik” sagde jeg, og kiggede rundt på dem. ”fordi den er som musik” sagde Embry, og smilte tilbage til mig. Jeg sukkede bare, og tænkte på om jeg skulle prøve at tage i skole i morgen? Jeg stod stille længe, og lige pludselig så jeg at alle drengene var omkring mig. ”vi tænkte på om vi måtte lægge arm, med den unge dame?” sagde Kasper sjovt, så jeg begyndte at grine. De stod og lyttede til den, og jeg stoppede hurtigt med at grine, og kiggede rundt på dem. De stod med lukkede øjne, som om min latter stadig var der. Jeg tænkte tilbage på der hvor jeg gav drengen jeg kæmpede imod et kys, og sagde noget der irriterede ham. De andre begyndte at grine. Jeg kiggede på dem. ”hvad er der galt?” sagde jeg og smilte. ”jeg tænkte på der hvor du kyssede Chris, og sagde det der sjove noget”, sagde han og grinte. ”det gjorde jeg også”, sagde de alle i kor. De kiggede direkte på mig. ”det gjorde jeg også?” sagde jeg, og kiggede forvirret på dem. ”prøv lige at lukke øjnene, og så tænker jeg på noget” sagde jeg, og de gjorde som jeg sagde. Jeg tænkte på der hvor den der ulv angreb mig. Jeg tænkte det hele igennem, helt ind til der hvor ulven forsvandt. Jeg åbnede mine øjne. Jeg kiggede rundt på dem. ”hvor vildt! Du kan vise os ting som du tænker på!” sagde Kasper så. Ja jubii tænkte jeg. ”var det ikke en fed kamp?” sagde jeg og smilte. De nikkede ivrigt. ”ofrede du dig virkelig for en varulv?” sagde Kasper sarkastisk. Jeg nikkede. ”skulle vi lægge arm?” sagde jeg, og smilte. De andre nikkede endnu mere ivrigt, og vi fandt en sten at lægge arm på. Den første jeg gjorde det imod, var Kasper. Han lagde alle sine kræfter, men min arm rokkede sig ikke ud af stedet. Jeg lod forsigtigt min hånd glide længere og længere ned, imens jeg lod som om jeg kedede mig. De andre grinte af det, og det samme gjorde jeg. Så hamrede jeg hans arm i stenen, og den sagde et lille knas lyd. Der var kommet en lille bule i stenen. Men pyt. Det var bare en sten? Den næste var en jeg ikke kendte. Jeg kiggede på hans overarm. Den kunne man jo næsten sammenligne med en træstamme! Han så jeg kiggede på hans arm, og fnes. Jeg vidste min overarm frem, og vi begyndte alle at grine. Han lignede en neger, der havde en overarm på størrelse med et hus, og min arm lignede et stykke papir, og min overarm lignede spaghetti. Vi tog vores hænder ind i hinandens. Hans hånd var jo et helt bjerg imens min var en sten! Han fnes igen, og jeg fnes også. Vi begyndte og forbløffende nok, var han ikke så stærk. Jeg grinede. Jeg havde været så nervøs, og så var han så slap? Jeg bankede hans hånd ned i stenen, og den flækkede midt over. Jeg grinte imens, så jeg hørte ikke det store bang der kom, men jeg lagde mig bare på jorden, hvor jeg var helt flad af grin. De andre gik over til mig, og jeg stoppede med at grine. Jeg kiggede over på stenen. Den var i tusind stykker, og ham drengens arm, var der ikke rigtig sket noget med. Jeg rejste mig op, og vi fandt en ny sten. Vi begyndte at lægge arm, og jeg vandt. Så kom Embry hen til mig. Han var lederen, og dermed den stærkeste. Jeg gjorde mig klar, og det samme gjorde Embry. Vi lagde vores hænder i hinandens, og jeg fik et stød igennem kroppen. Jeg kiggede lige ind i hans dejlige øjne. Jeg kiggede hurtigt ned, og vi gjorde os ordentlig klar. Han begyndte, og han var faktisk ret stærk. I hvert fald stærkere end de andre. Jeg kunne se min arm var ved at ryge ned, så jeg opdagede at jeg var faldet i staver. Jeg rystede hovedet, og drengene grinede af mig. Jeg kiggede hen på dem. ”hvad? Jeg faldt i staver?” sagde jeg, og kiggede på Embry igen. Jeg så at vores hænder stod lige. Jeg fik lige pludselig en voldsom styrke, og jeg fik hans arm ned i stenen, og den flækkede, og røg hele vejen ned i jorden, og lavede et stort hul. Jeg havde givet slip, så det var kun hans der røg hele vejen ned i jorden. Alle drengene kiggede chokerede på mig. Jeg hjalp Embry op igen, og tog mine krykker. Det var som om mit ben ikke gjorde ondt mere. Jeg flåede gipsen af, og fløj af sted over græsset. Jeg efterlod en sti, ligesom en tornado ville have gjort. Jeg begyndte at grine, og stoppede så op. Hvor var de andre? Jeg løb tilbage igen, og kom tilbage til de andre. De kiggede på den sti jeg havde lavet. ”hvor hurtigt løber du lige?” sagde Kasper, og jeg trak på skuldrene. ”du kan få en tur, også selvom jeg ikke tror det bliver helt samme hastighed” sagde jeg, og smilte til Kasper. Han nikkede, og kom op på min ryg. Utroligt! Han vejede ingen ting! ”du vejer jo ikke noget! Jeg kan ikke mærke nogen ekstra vægt” sagde jeg, og jeg kunne høre Kasper fnise. Jeg løb bare, og jeg hørte Kasper skrige. Jeg løb endnu hurtigere end før. Jeg stoppede, og løb tilbage til drengene. De stod bare og stirrede på Kasper. ”hvad? Stil jer i kø så kan i også få en tur” sagde jeg, og de gjorde det. Jeg løb med en efter en. De skreg hver gang. Da jeg skulle løbe med Embry, gik det dobbelt så stærkt. Da han kom af, stod hans hår ud til alle sider. ”det er altså mærkeligt. Da jeg lagde arm med dig havde jeg dobbelt styrke, og nu havde jeg dobbelt hastighed” sagde jeg, og smilede. De andre kiggede bare skiftevis på Embry, og så på mig. ”mærkeligt” sagde Kasper, og så gik vi bare videre. Vi gik i stilhed, og det var ret irriterende. Jeg kiggede på dem. Jeg kendte egentlig kun navnene på tre af dem. Kasper, Embry og Chris. De gik egentligt ret langsomt. Lidt hurtigere end menneske fart, men ikke i vampyrfart. Jeg sukkede. Kunne det ikke gå lidt hurtigere? ”hvad er der?” sagde Kasper, og smilte. ”i går så langsomt!” sagde jeg, og smilte tilbage. ”det forstår jeg godt nu, hvor jeg har prøvet at få en løbetur” sagde han, og jeg fnes.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...