dødsenglen

den handler kort sagt om en der bliver vampyr, bliver venner med, nogen der burde være hendes fjende, og så sker der ellers ulykker!

1Likes
4Kommentarer
2622Visninger
AA

6. flyver jeg?

Jeg lukkede øjnene, og kunne mærke jeg blev løftet. Jeg sagde ingenting, men tænkte at det nok bare var mig. Så åbnede jeg mine øjne, og så at… at… jeg fløj! Jeg kiggede ned, og så Embry og hans venner kigge måbende op på mig. Det så, så sjovt ud at jeg grinte. Jeg tænkte ikke på at jeg var 10 meter oppe i luften, så jeg røg bare ned. Jeg var parat til at lande på jorden med et bom, men det kom aldrig. Så stoppede jeg med at grine, og så at Embry holdte mig. Jeg hoppede ud af hans favn, og gik videre selv. Hvordan kom jeg til at flyve? Jeg lukkede øjnene. Hvor var Embry egentlig dejlig! Og så kunne jeg mærke at jeg fløj igen. Jeg kiggede ned, og denne gang grinte jeg ikke. Jeg begyndte at gå, og jeg var stadig i luften! Jeg kunne løbe og gå i luften!? Fedt! Jeg begyndte at gå videre, og lige ovenover Embry og hans venner. Jeg prøvede at løbe. Det gik endnu hurtige, end normalt. Jeg stoppede, og løb tilbage. Jeg kom ned på jorden igen, bogstaveligt talt. De kiggede stadig lidt mærkeligt på mig. Jeg gik side om side med dem, hele vejen tilbage. Der var ingen af os der sagde noget, men det var dejligt. Der var begyndt at blive mørkt, og jeg tænkte på om de andre, var begyndt at blive bekymrede. Altså Charlie, Marc og dem. Lige pludselig kom smerten igen. Mit ben gjorde ondt, og jeg begyndte at humpe lidt. Drengene så det, og begyndte at fnise. ”hvad? Mit ben gør ondt igen” sagde jeg, og humpede videre. De fnes lidt af mig igen. Jeg sukkede irriteret. De fnes endnu mere af det. Kunne de ikke bare holde sig til at slås? De var så dumme nogle gange. Jeg tænkte på Kaspers ansigt, da jeg havde påmindet ham om mine evner. Jeg begyndte at grine helt vildt, og drengene kiggede forundret på mig. ”jeg tænkte bare… glem det” sagde jeg, og stoppede med at grine. Vi var ret tæt på huset lige nu. Så var der en der fældede mine ben, og jeg landede direkte på ryggen. Jeg kunne høre drengene fnise. Jeg ømmede mig, og kiggede op. Det var Chris. Jeg rejste mig op, og børstede støvet af mig. Jeg kunne høre at der var en bag mig, og en hånd fløj gennem luften. Jeg vendte mig op, og stoppede hånden, lige før den ramte mig. Det var Chris. Drengene kiggede overrasket på mig. ”jeg har lært aldrig at vende ryggen til dig” sagde jeg, og drengene grinte. Jeg gav slip på hans hånd, og vendte mig om. Jeg gik videre, men hørte endnu engang en hånd komme igennem luften. Denne gang gik jeg bare til siden, og så Chris lægge på jorden foran mig. ”havde jeg ikke lige mindet dig om, at jeg ikke vender ryggen til dig? Eller skal du virkelig ydmyges, før du fatter at du ikke kan få mig bagfra mere?” sagde jeg, og kiggede hånligt på Chris. ”uh” kom det fra drengene. Jeg sukkede, og hjalp Chris op. Jeg tænkte på Embry, og jeg fløj igen. Jeg så at Chris igen landede på jorden. Hvor dum kan man være, at prøve at angribe mig tre gange i træk? Drengene fnes. Jeg gik over til drengene, da de havde stået stille, i noget tid. Jeg var lige oven over dem. De prøvede at hoppe op og få fat i mig, men kunne ikke rigtig. Jeg grinte, men røg mærkeligt nok ikke ned. De blev vidst trætte af det til sidst, og forvandlede sig til ulve. De prøvede stadig, men kunne ikke rigtig få fat i mig. Men så fik Embry mig, da han hoppede op på en anden ulv. Han fik fat i min fod. Den fod der sad, på mit brækkede ben. Han fik mig med ned, og jeg landede hårdt på jorden. Embry gav slip på mig. Jeg rejste mig, og så jeg havde lavet et dybt mærke. Så er der ikke noget at sige til, at det gjorde lidt ondt. Drengene kiggede på mig, som om de ventede på at jeg ville bryde sammen, af smerte. Jeg fløj bare op i stedet. Det hjalp, for der behøvede jeg ikke rigtigt at gå. Der kunne jeg bare flyve som en superhelt, eller som en fugl. Jeg valgte dog superhelt. Uden at have en arm strækket hen foran mig. Det var fantastisk. Drengene havde forvandlet sig tilbage, til mennesker igen. Jeg kom ned på højde med dem, og tog fat i Kasper. Jeg trak ham med mig op. Jeg holdte ham bare i armene, og så fløj jeg ellers bare med ham. Han skreg, og drengene kiggede op. De grinte, og jeg grinte med. Jeg satte Kasper ned igen. Jeg fløj op igen, og prøvede at gå, men nu gjorde både min fod og mit ben ondt, så jeg fløj bare. Vi kom til huset, men jeg fløj stadig, bare en meter over jorden i stedet for. Vi gik ind, og jeg satte mig som en vane, på bordet. Jeg skulle have gips på, og skulle have renset det sår, Embry havde lavet. Embry’s far kom ind, og sukkede. Han fandt et eller andet rensende frem, og begyndte at rense mit sår. Mærkeligt nok, gjorde det mere ondt, end det på ryggen og benet tilsammen! Jeg peb engang imellem. Faktisk hele tiden. Embry’s far kiggede lige pludselig på mig, og stoppede med at rense mit sår. ”det her gør meget ondt ikke? Mere ondt end nogensinde før?” sagde han, og jeg nikkede. ”jeg vidste det” sagde han, og jeg kiggede forvirret på ham. Hvad vidste han? han så det, og stoppede endnu en gang. ”alle vampyrer har et meget overfølsomt punkt, et eller andet sted. Og dit er din fod” sagde han, og rensede videre. Jeg sukkede. Hvorfor skulle Embry lige få fat der? ”tak Embry” sagde jeg ironisk. Han fnes bare, og kiggede den anden vej. Jeg kunne se han grinte helt vildt. Jeg sukkede. Drenge! Vent lige lidt. Hvis alle de her drenge ved hvor mit følsomme punkt er, kan de jo altid bruge det imod mig. ”du skulle bare lige sige det højt, når jeg er sammen med dem?” sagde jeg, og kiggede opgivende på Embry’s far. ”du sagde jo du ville vide det” sagde han, og rensede videre. ”ja. Men nu ved de jo hvor mit hemmelige ømme punkt. Og de er drenge” sagde jeg, og lagde tryk på drenge. Han svarede ikke på mit spørgsmål, men rensede bare videre. Drengene fnes. ”okay… der er da ikke så stor forskel på drenge og piger” sagde Kasper, og fnes. ”jo… drenge er mere kamp glade” sagde jeg, og lagde tryk på kamp. Han begyndte at grine, og det samme gjorde de andre drenge. Hvorfor kan jeg ikke sende luft stød? Så kunne jeg jo også løfte andre, ligesom jeg kan løfte mig selv. Jeg vil lige prøve det. Jeg rejste min hånd, og rettede den mod Kasper. Jeg tænkte please lad mig ramme ham. Jeg vil det af hele mit hjerte. Så lagde jeg mine kræfter i, og jeg sendte et lille vind stød, og ramte Kasper, som sad og fnes, af mig. Han syntes sikkert at jeg så sjov ud. Men jeg fik ham. Han blev ramt, og landede på gulvet. Vi begyndte alle at grine. ”siden hvornår har du kunnet det?” sagde Kasper, og rejste sig op igen. ”siden nu? Jeg ville bare så gerne gøre det, og så gjorde jeg det” sagde jeg, og lagde pres på så. Drengene fnes. ”og du sagde at vi er kamp glade?” sagde Chris, og kiggede på mig med et drilskt smil. Av! Embry’s far var ved at rense et nyt sted. Det gjorde helveds ondt. ”av” hviskede jeg, men drengene hørte det vidst. Embry kiggede også på mig igen. Jeg kiggede anklagende på ham. ”du Embry’s far? Har ulve et ømt punkt, eller et eller andet?” sagde jeg, og kiggede meget på Embry. Han kiggede undrende på mig. ”ja… eller alle ulve har det samme punkt. Det er et eller andet sted ved ribbenene. Hvis man trykker hårdt nok, kan man dræbe en ulv” sagde han, og var vist også lidt forvirret, over mit pludselige spørgsmål. ”så ved jeg da det. Så tag jer i agt, for den farlige Shirley” sagde jeg, og kiggede hårdt på Embry. Han forstod det vidst nu. Han hviskede noget til de andre drenge. ”du skal også passe på” sagde Kasper, hånligt tilbage. ”det er da ikke jer der kan flyve, få andre til at gøre ting, sende luft stød og sende stød i dvale vel?” sagde jeg, og kiggede hånligt tilbage. De så alle lidt skræmte ud. ”og jeg kan jo også få jer til at se, det jeg vil have at i skal se. Jeg kunne få jer til at se noget, og så angribe jer imens” sagde jeg, og kiggede hånligt på drengene. Embry’s far blev færdig, og jeg hoppede ned fra bordet. Uheldigvis, landede jeg på min dårlige fod først. ”AV!” råbte jeg, og drengene kiggede mærkeligt på mig. ”jeg landede på min dårlige fod” sagde jeg som forsvar, og kiggede irriteret på Embry. Han kiggede undskyldende på mig. ”nu har du da en undskyldning for at flyve?” sagde Embry, og prøvede at smile. Jeg sukkede. Jeg svævede omkring 20 centimeter over jorden. Drengene gik ud, og jeg fulgte efter. De stoppede midt på græsplænen. Hvad lavede de? De stillede sig i en cirkel rundt om mig. ”hvad er der galt” sukkede jeg, og drengene ignorerede vist bare mit spørgsmål. Jeg prikkede til en af dem. Han snerrede bare af mig, og jeg trådte et skridt bagud, på grund af chokket. Hvad var der galt med dem? Jeg prøvede at tie stille, og lytte. Så kunne jeg høre noget ude i skoven. Hvad var det? Så tårnede der en ulv frem. Det var den samme, som prøvede at dræbe mig. Hvornår var det? 2 dage før? Den kiggede på drengene omkring mig. Og så kiggede den på mig. Den fastholdte mit blik. Jeg sendte et vind stød, og det ramte ulven. Den røg kun 1 meter tilbage. Den snerrede. Jeg snerrede tilbage. Jeg lød mest som en kat, mens den lød som en hund. Men det skræmte mig ikke. Katte kan godt slå igen. Den gik tættere på os. Drengene forvandlede sig til ulve. De begyndte at angribe den. Alle sammen. Der var noget galt. Hvorfor komme alene? Ulven er en afledningsmanøvre. ”drenge! Den er kun en afledningsmanøvre!” råbte jeg, og 2 ulve kiggede sig hurtigt rundt omkring. Så fast holdt de blikket bag mig. Hvad var der galt? Jeg kiggede bagud. Og der stod. En vampyr? Nej ikke en vampyr. Men mange vampyrer. Hvem var de? Jeg kiggede rundt. Der var ikke nogen af dem jeg kendte. Eller… var det der ikke… Marc? Og det var alle de vampyrer Riley havde skabt? Hvad lavede de her? Og hvorfor var Riley der ikke? 4 ulve kom hen til mig. De stod i forsvars position. Vent lidt. Jeg fløj op i luften. Gå tilbage til hvor i kom fra! Tænkte jeg, og de begyndte at gå. Ulvene kiggede op på mig. Jeg nikkede. Vampyrerne var ude af syne, og jeg kom ned på jorden igen. Eller… jeg svævede 20 centimeter over jorden stadigvæk. De kiggede spørgende på mig. ”Marc var der” sagde jeg lavt, men de hørte det. ”hvem er Marc?” sagde Kasper, og kiggede nysgerrigt på mig. ”det er min tidligere nabo. Jeg har selv… skabt ham” sagde jeg, og kiggede ned i jorden. ”hvad? Hvornår? Hvordan?” sagde Kasper, og lød helt vildt nysgerrig. ”altså.. da jeg blev fanget af Riley, holdt han mig fanget i et rum. Han kom på et tidspunkt ind med Marc, som jeg skulle spise… du ved… men jeg kunne ikke… så jeg valgte at forvandle ham” sagde jeg, og kiggede op på Kasper. Han så overrasket ud, ligesom alle de andre drenge. Han nikkede forstående. ”men hvad lavede han med Rileys vampyr hær?” sagde jeg, og kiggede lidt såret rundt på drengene. De trak på skuldrene. ”jeg tror hellere jeg må komme hjem af igen” sagde jeg, og begyndte at svæve hjem ad. Embry og Kasper gik med. Vi gik i tavshed. Jeg havde lyst til at sige noget, men vidste ikke hvad. Vi kom huset, og jeg krammede hver af dem. Jeg gik ind i huset. Jeg kunne ikke se nogen af dem. ”er der nogen?” råbte jeg… ikke noget svar. Så hørte jeg døren smække i med et brag. Og der og stod Charlie, Elizabeth, Marc, Mac, Rose og… Riley? Hvad lavede de med Riley? Jeg kiggede uforstående på dem. Jeg kunne se Riley havde ondskabsfuldt smil på læberne. ”hv… hv… hva?” kunne jeg kun stamme frem. ”ser du… Marc var lokkemad… han skulle tage med dig, og se om du var i beskyttelse af nogen. Og den her såkaldte familie, er mine venner… de skulle holde øje med om du kom” sagde han, og så faldt det hele på plads. Han vidste jeg ville stikke af. Men hvorfor var jeg så vigtig for ham? ”hvorfor er jeg så vigtig?” sagde jeg, og tænkte mig godt om, imens jeg spurgte. ”det er jo dig med alle kræfterne… jeg har fundet ud af hvad du kan.. du kan gøre lige hvad du vil… hvis du bare brænder for det” sagde Riley, og jeg begyndte at forstå. Jeg var bare en brik i et puslespil. Men vent… kan jeg gøre alt hvad jeg vil? Hvis jeg bare brænder for det? Det lyder lidt… mærkeligt. Jeg mener… lige nu svæver jeg 20 centimeter over jorden… men det var jo også noget jeg gerne ville… men jeg brændte ikke for det. Men jeg havde viljen til det. Jeg havde brug for at sidde ned. Men i luften. Helst ikke i en forræders sofa! Jeg satte mig en meter oppe i luften. Riley og hans venner, kiggede bare forbavset på mig. Jeg holdte øje med dem. Marc var der ikke! Hvor var han nu? Jeg kiggede bag mig. Og der stod Marc. Jeg lod mig svæve helt op til luftet, men stadig siddende. De stillede sig alle sammen sig i en cirkel, nedenunder mig. Jeg vidste godt jeg ikke var fuldt ud i sikkerhed. De kunne springe op på hinanden, og så kunne de nå mig. Lige pludselig kom der en overvældende smerte. Riley! Jeg vred mig i smerte, men jeg lod mig ikke falde ned. Kom jeg derned, var alt fortabt. Jeg begyndte at skrige. Smerten blev større og større, men jeg holdt fast i at svæve. Tænk nu… få ham til at holde op… du kan godt Shirley. Tag dig nu sammen! Jeg kan ikke, når den smerte er der. Lugter der ikke af hund? Embry og hans venner! Jeg kiggede ud af vinduet, og så en ulv. Han kunne ikke lide at se på. Jeg lagde jo også i luften, og skreg og vred mig i smerte. Så kom ulvene ind. De stod i en cirkel omkring Riley og dem. Riley gik i sikkerhed, imens de andre kæmpede mod ulvene. Riley blev ved med at bruge sin evne på mig. Jeg kunne ikke gøre noget, ud over at skrige og vride mig i luften. Men jeg blev tappet for kræfter, og kom længere og længere ned. Jeg endte med at ligge i Rileys favn, og han stoppede med at bruge sin evne. Jeg var for svag til at gøre noget. Jeg lagde der bare, og kunne se på imens de andre kæmpede. Så bed Riley mig, sikkert for at få mig bedøvet. Jeg kunne se, at vampyrerne trak sig mere og mere tilbage. Jeg endte med at falde i en dyb søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...