dødsenglen

den handler kort sagt om en der bliver vampyr, bliver venner med, nogen der burde være hendes fjende, og så sker der ellers ulykker!

1Likes
4Kommentarer
2599Visninger
AA

2. flugten!

Der var nu gået 3 uger og 6 dage. I morgen skal jeg flygte, var det eneste jeg tænkte på hele natten. Der begyndte lige så stille at blive lysere udenfor. Godt nok sover vi ikke, men vi kan godt lide at slappe af. Altså vores slags. Jeg rejste mig op, og strakte mig. Riley var begyndt på at kysse mig mere, og prøve at charmere sig ind til mig. Men jeg spillede kostbar. Troede han i hvert fald. Så jeg var begyndt at lade som om, jeg spillede kostbar. Jeg lod engang imellem som om jeg ville kysse ham, men trak mig så væk. Jeg smilte, og klemte et grin inde, hver gang. Han så, så sjov ud i ansigtet hver gang. Først var hans ansigt smilende, og bagefter var han… hvad er det rigtige ord? Øh… det er… længselsfuld? Han lignede i hvert fald en der ville dræbe, for at få mig til at kysse ham. Måske bliver det svært for mig at tage af sted. Jeg mener. Jeg tror jeg er begyndt at kunne lide ham. Nej umuligt. Det kan ikke være rigtigt. Jeg vil af sted. Jeg vil ikke være med i nogen hær. Det er jeg ikke født til. Jeg er født til at udrette noget stort. Og jeg har jo en evighed til at finde ud af hvad det er. Men… jeg kunne jo ikke lyve for mig selv. Jeg kunne godt lide ham. Og jeg troede ikke han bare leger med mine følelser. For hvorfor ville han ellers se så fortabt ud, hver gang jeg ikke kyssede ham? Var det mig der legede med hans følelser? I morgen ville jeg være sød mod ham. Et kys engang imellem kunne vel ikke skade. Udover på mig. Jeg vidste godt jeg kunne lide ham. Men… jeg ville så gerne af sted. Jeg ville ikke efterlade ham. Jeg er sikker på jeg ville være sønderknust. Jeg var intet uden ham. Men jeg tog af sted. Jeg begyndte at gå lidt rundt udenfor. Jeg var ovre i skoven. Skulle jeg bare tage af sted nu? Eller skulle jeg vente til om aftenen? Men nej. Jeg tog af sted. Jeg løb. Jeg løb igennem skoven, igennem byen, og der dukkede nogle bjerge op. Jeg løb op på en bjerg top, og kunne se mennesker. Men jeg kunne også lugte vampyrer. Jeg løb ned ad bjerget, og kom til en stor og frodig skov. Jeg gik igennem skoven. Nu blev lugten af mennesker stærkere, og jeg så nogle vandrere. Der begyndte også at lugte af hund. Af hund? Ikke en almindelig hund. Den lugtede… anderledes. Rettere sagt stank. Og lige pludselig dukkede den op. En stor hund. Rettere sagt stor hund. Det lignede meget en ulv, men den var større. Jeg blev forskrækket, og fløj tilbage da den ville angribe mig. Slap af! Tænkte jeg. Læg dig ned! Og den lagde sig ned. Ikke gør mig noget! Jeg gik hen til den, og den lagde stille. Jeg satte mig ned til den. Slap af. Jeg gør dig ikke noget. Den lagde afslappet på den kolde jord. Jeg rørte ved den. Den var blød, og meget varm. Jeg kiggede den ind i dens store brune øjne. Den var selv kastanjebrun, ligesom min hårfarve. Jeg lagde mit hoved på den. Jeg lagde der i noget tid, og gik i ”dvale”. En anden slags søvn, end mennesker. Lige pludselig kunne jeg mærke jeg blev løftet, og lagt et andet sted. Jeg begyndte at åbne øjnene, og kunne lugte den samme stank af hund. Jeg kiggede mig omkring, og så 7 store ulve stå omkring mig. Jeg blev forskrækket, og prøvede at rejse mig op. Men noget holdt mig nede. Jeg kiggede ned af mig selv. Der var 2 af de store ulve der holdt mig. Giv slip! Tænkte jeg, og de fløj væk. Jeg hoppede op på en gren, og kiggede ned på dem. De kiggede forskrækkede på mig. De løb væk. Lidt efter kunne jeg stadig lugte den samme stank, men det var mænd der kom tilbage. Varulve? Jeg hvæste af dem. ”det er okay. Bare kom ned” var der en af dem der sagde. Han var høj. Mindst 1’80 høj. Han havde sort, kort og pjusket hår. Der var en med kastanje brun, en med rød, en anden med sort, en med blond og igen en med sort. Jeg hoppede ned fra grenen, og stirrede på dem. Jeg kunne lugte mennesker igen. Jeg ville bare spurte af sted, men jeg lagde mig i stedet på jorden, og krummede mig sammen. Jeg nynnede imens, for at berolige mig selv. En gik over mod mig. Han lagde sin hånd på mig. ”er der noget galt?” spurgte han mig, og jeg kunne mærke han kiggede på mig. ”me-me-n-n-e-s-k-k-er” fik jeg fremstammet. Jeg prøvede på ikke at trække vejret. Men det lykkedes ikke helt. Jeg kunne lugte dem igen, og jeg klemte mig endnu hårdere sammen. Han løftede mig, og begyndte at gå. ”hun kan lugte mennesker” sagde han med en høj stemme, til de andre. ”lad os skynde os at få hende væk, sagde en anden med en dyb stemme. De begyndte at løbe.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...