dødsenglen

den handler kort sagt om en der bliver vampyr, bliver venner med, nogen der burde være hendes fjende, og så sker der ellers ulykker!

1Likes
4Kommentarer
2599Visninger
AA

8. 1 år senere!

Jeg havde stadig ikke givet op. Godt nok var jeg brændemærket, på hele ryggen, og maven. Og han havde brugt sin evne, men jeg vidste hvornår han ville komme. Jeg skulle bare tænke en tanke, og så kunne jeg komme fri. Jeg var stærk nok til at gøre det nu. Riley kom ind, og jeg smilte til ham. Lad mig komme fri! Jeg gik hen imod ham, og gik ud af døren, som han ikke havde nået at lukke. Jeg kom udenfor, og missede med mine øjne. Lyset var skarpt. Min krop var svag. Der kom straks vampyrer hen for at stoppe mig. Lad mig være! De stoppede, og jeg løb. Jeg vidste godt hvor jeg var. Jeg var det samme sted som jeg blev skabt. Jeg kom til den velkendte skov, og var helt udmattet. Jeg så Embry’s hus. Jeg gik hen imod det. Mine ben, kunne ikke bære mig ret meget længere. Jeg kom hen til døren. Jeg bankede på. Embry’s far åbnede døren. Han smilte. ”Shirley!” sagde han, og jeg nikkede. Jeg faldt forover, og han greb mig. ”Embry!” råbte han. jeg kunne se Embry komme slentrende. Da han så mig, løb han hen til mig. Jeg kunne se de andre drenge, dukke op bag ham. Han tog mig, og løftede mig op. ”læg hende hen på briksen” sagde Embry’s far, og Embry nikkede. Jeg havde ikke fået noget at spise, i al den tid jeg havde været fanget. Jeg blev lagt ned. Jeg lagde der. Helt smattet. Alle drengene kiggede bekymret på mig. Embry’s far kom hen til mig. Han så straks på min hals, og kiggede mærkeligt på mig. Jeg strakte min hals, så han kunne se det bedre. Drengene rykkede tættere på, så de også kunne se det. Så løftede jeg lidt op på min trøje, så han kunne se min mave. Der havde jeg 20 af det mærke, og 50 på ryggen. Drengene kiggede overrasket på mig. Jeg satte mig op på bordet, og rejste mig helt op. Jeg løftede også min trøje lidt bagpå, så de også kunne se dem. De så nu endnu mere overraskede ud. Min hals var helt tør, og jeg begyndte at vakle. Man kunne tydeligt se mine knogler, over hele min krop. Kasper greb mig, da jeg var ved at falde. Han lagde mig op på bordet igen. Denne gang prøvede jeg ikke at rejse mig op. Jeg lukkede mine øjne, og endte med at gå i dvale. Jeg åbnede mine øjne, og kiggede mig rundt omkring. Jeg var stadig på bordet. Jeg var den eneste. Jeg havde fået lidt flere kræfter, og rejste mig op. Jeg gik ud af værelset, og kom ind i en stue. Der sad alle drengene. Jeg gik hen imod dem, og satte mig ved siden af en af dem. Jeg ved ikke hvad han hed. Jeg lagde mit hoved på hans skulder. Han var dejlig varm. Jeg så et tæppe, og lagde det omkring mig. Han kiggede forskrækket på mig. Havde han ikke set mig komme? ”jamen godmorgen Shirley” sagde han, og smilte et stort og dejligt smil. ”godmorgen” sagde jeg, og smilte tilbage. Alle drengene kiggede hen på mig. Okay… ingen af dem havde set mig komme. De smilte alle til mig, og jeg smilte tilbage. Jeg kiggede over på tv’et. De så et eller andet program jeg aldrig havde set. Nu havde jeg heller ikke set tv i over et år. Jeg rejste mig, og gik udenfor. Jeg gik ud i skoven, for at finde noget mad. Jeg kunne høre nogen bag mig. Jeg kiggede bagud, og så drengene. De løb hen til mig. Jeg var sulten. Men hvis de ville se mig jage, var det vel okay. Jeg kunne lugte puma, og løb af sted. Drengene løb også, men kunne ikke følge med. Jeg hoppede op i et træ, og så pumaen under mig. Jeg så drengene nogle få meter væk. Jeg kiggede på pumaen, og sprang så på den. Vi landede på den kolde jord, og jeg vandt stort. Jeg vred halsen om på den, og begyndte at suge dens blod. Drengene kiggede på med væmmelse. Jeg blev færdig, og rejste mig op. Jeg tørrede mig om munden, og gik hen til drengene igen. Jeg havde fået flere kræfter nu. Min krop så normal ud igen. ”og det er så min daglige kost, og sådan jeg fanger den” sagde jeg, og smilte til dem. De skar ansigt. ”det er det tætteste man kan komme på noget, som smager som et menneske” sagde jeg, og de kiggede hårdt på mig. ”hvad?” sagde jeg, og kiggede forvirret på dem. ”vi er da også mennesker” sagde Kasper, og lød forvirret. ”ja. Men i dufter af hund. Og på en måde, også lidt ligesom en puma. Bare mere hundeagtigt” sagde jeg, og han nikkede. ”du sagde jo at vi dufter” sagde Kasper, og kiggede mistroisk på mig. ”ja… men jeg har jo vænnet mig til den. Du kan jo godt huske da jeg kastede op, på grund af duften. Nu har jeg vænnet mig til den, og synes at den er god nok” sagde jeg, og smilte. Han nikkede forstående. Vi begyndte at gå tilbage. Min fod var for længst blevet god igen, og det samme med mit ben. ”jeg har fundet ud af noget. Riley sagde, at jeg kunne gøre lige hvad jeg vil, så længe det er noget jeg virkelig vil, hvis man snakker om evner, og kræfter og sådan” sagde jeg, og smilte. Drengene kiggede bange på mig. ”så skal vi nok lige passe lidt på, med hvad vi gør” sagde Embry og smilte. Jeg smilte tilbage. Vi kom til huset, og satte os foran tv’et. Jeg var ikke vant til at se tv. Det var lidt kedeligt, så jeg kunne godt forstå, at jeg ikke så det, da jeg lige var blevet vampyr. Jeg kiggede bare ud af vinduet. Jeg ved ikke hvorfor. Det var bare som om jeg manglede et eller andet. Måske en vampyr? En veninde? Nej jeg havde det fint med drenge. Men måske en vampyr? Det var som om jeg ventede på, at noget skulle dukke op. Jeg mener. Jeg havde ikke noget imod drengene jeg var sammen med, men de var varulve, og de kunne ikke en gang lide det jeg spiste! Jeg mener. Jeg kan heller ikke lide deres mad smag, men alligevel. Jeg respekterer det. De syntes bare det er klamt, at jeg drikker blod. Men de spiser kødet! Ad! Jeg kunne mærke en hånd på min skulder, og den var kold. Jeg kiggede på hvem der havde den hånd. Det var Kasper. Men de plejer jo at være varme? Jeg kunne se, at alle drengene var gået en meter væk fra mig. ”hvad er der?” sagde jeg, og kiggede på dem.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...