dødsenglen

den handler kort sagt om en der bliver vampyr, bliver venner med, nogen der burde være hendes fjende, og så sker der ellers ulykker!

1Likes
4Kommentarer
2543Visninger
AA

1. forvandlingen!

Min krop var helt følelsesløs. Han stod lænet hen over mig, og kiggede mig dybt i øjnene. Han var høj, brunhåret og havde orange øjne. Jeg blinkede med øjnene, for jeg kunne mærke tårerne presse på. For nu kunne jeg mærke smerten. Det føltes som om min krop brændte. Han smilte et lumsk smil. Jeg ville åbne min mund, men der kom ikke noget ud. Jeg ville prøve at bevæge mig, men smerten var for stor. Og jeg var sikker på at hvis jeg ville have sagt noget, ville jeg bare skrige. Han tog fat i en af mine kastanje brune hår lokker, og legede med den. Han kiggede mig stadig dybt i øjnene, og jeg kunne se mig selv i dem. Mine øjne var lige så brune som altid. Men det var som om de blev mere og mere røde. Det var som om der var tusind gløder, der begyndte at blive til flammer. Smerten begyndte at lige så stille at snige sig væk. Jeg kunne ikke mærke smerten mere. Han lagde sin hånd ovenpå min. Jeg fløj op, og landede i den anden ene i lokalet. Lokalet var helt hvidt. Der var store vinduer over det hele, og mandens ansigt glitrede, i solens lys. Han gik lige så stille hen til mig, og det var der det gik op for mig, at min hals var tør. Jeg var tørstig, men efter hvad? Vand? Nej. Det var noget andet. Men jeg kunne ikke finde frem til det. Han kom tættere og tættere på. Han stod foran mig. Han betragtede mig. Så lige pludselig, stod han foran mig. Han var kommet i løbet af ½ sekund. Jeg gik et skridt baglæns, og med samme hastighed som ham. Jeg blev overrasket, og gispede. ”bare rolig. Du er en som mig nu. En vampyr” sagde han med en fløjlsblød stemme. Der gik lidt tid, før det var kommet helt ind. Var det derfor jeg var tørstig? Efter blod? Han gik endnu en gang et skridt tættere på mig, men denne gang gik jeg ikke baglæns. ”lad os jage” sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg nikkede, og han gik. Jeg gik efter. Vi gik igennem en lang hvid gang, og ud af en stor dør. Vi stod ude på en sti, der førte ind i en skov. Det var nat, og der var mange andre vampyrer. Han gik videre, og alle inklusive mig fulgte efter. Vi gik igennem den dunkle skov, og kom over i en lille gade, der så ret øde ud. Men lige pludselig kom et menneske frem, og der kommer den sødeste duft. Det var en duft, der fik det til at hive i mig, og det var den der ville slukke min tørst. Det var blod. Vi gik hen imod mennesket, og jeg opdagede hurtigt, at det var en hel bande. De var 2 mere end os. Vi var 12. vi gik målrettet hen mod dem, og angreb. Rent instinktivt, gik jeg efter en høj maskulin mand, og vred halsen om på ham. Jeg satte mine tænder i hans hals, og sugede hans blod. Jeg sugede, indtil der ikke vare mere blod. Da vi alle var færdige, begyndte han at gå tilbage af. Vi gik med ham, og vi så alle ret blodige ud. Da vi var kommet ind i det hvide lokale som jeg var i først, stod vi alle sammen bag ham. Han vendte sig om. Han kiggede på os alle sammen. ”vi er en flok nu. Og jeg vil bruge jer som en hær. Jeg vil generobre de steder jeg boede før. Så jeg vil lære jer at kæmpe.” sagde han og kiggede igen på os alle. Ingen sagde noget. Jeg tænkte over hvad der var galt, siden alle kiggede på mig. Så kig dog væk! Tænkte jeg, og i samme sekund, blev deres hoveder vendt den anden vej, som med et piskesmæld. Var det mig der havde gjort det? Kunne jeg kontrollere andre? Jeg kiggede forvirret over på ham manden, der havde skabt mig. Han smilede, og nikkede mig hen til ham. ”få dem til at kigge på mig” hviskede han, ind i mit øre. Kig på os! Tænkte jeg, og de kiggede på os. Han grinte et lumskt smil. Jeg kunne mærke hvor bange alle var, og jeg tænkte rolig. De blev mere afslappede nu. Han kiggede igen på mig. ”wow” sagde han og kiggede på mig. ”du kan både styre andre med tankerne, men du kan også mærke hvordan folk føler!” sagde han, og grinte igen sit lumske smil. ”jeg hedder Riley!” sagde han og kiggede hen på de andre vampyrer. ”hvad hedder du?” hviskede han til mig. ”Shirley” hviskede jeg tilbage, og min stemme lød som tusind fugles sangstemmer. Den lød smuk. ”det her er jeres leder Shirley” sagde han og kiggede på mig. Jeg blev forskrækket, og kiggede hurtigt ned i jorden. Gammel vane. Jeg kiggede op igen. De kiggede på mig, med store øjne. De vidste hvad jeg kunne, og jeg kunne mærke at de var nervøse. Rolig jeg gør jer ikke noget. Jeg er en af jer, tænkte jeg og de blev nu meget afslappede. ”jeg vil træne jer” sagde Riley og kiggede alle de andre dybt i øjnene. ”stil jer op på en række” sagde han, og med det samme stod de på en lang række. ”dig der” sagde han og kaldte den første hen til ham. Han begyndte at vise hvordan vi skulle kæmpe, og alle gik straks i gang med at kæmpe. Men jeg stod bare og kiggede på. Han gik tilbage ved siden af mig, og kiggede på mig. ”du skal kun tænke hvad det er jeg siger, når det er vi skal kæmpe” sagde han til mig, og jeg nikkede. Han kyssede mig på panden. ”du skal være min mage” sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg nikkede til ham. Lidt for ivrigt, men han smilte bare af det. Han kyssede mig blidt på munden, og det gav mig et sus i maven. De andre var stoppet op, og stod nu og kiggede på os. Jeg vendte min hånd hen til dem, og de vendte deres hoveder den anden vej. Jeg tænkte ikke engang noget. Han kiggede forbløffet på mig. ”du kan gøre det uden at tænke” næsten hviskede han til mig. Jeg smilte. Han smilte igen, og vi kyssede. Ikke et kort kys som før, men et længere kys. Hans læber var kolde, og passede perfekt til mine. Han stoppede, og vi kiggede hinanden i øjnene. Han smilte, og jeg smilte tilbage. Jeg kunne mærke de andre kiggede. Kig væk og kæmp videre! Tænkte jeg, og de gjorde det. Igen så Riley glad ud. Han smilte et lille lumsk smil. Jeg var ikke sikker på om han virkelig elskede mig, eller om det var mine evner. Men jeg var ligeglad. Jeg følte mig værdsat. Det var noget andet da jeg var menneske. Jeg havde ingen venner. Alle syntes jeg var sær. Riley kiggede ud på de andre igen. ”jeg går et stykke tid” hviskede han, og gik. Alle stoppede op, da han var gået ud af døren. Jeg satte mig ned. ”i må godt tage en pause” sagde jeg, og alle kiggede mistroisk på mig. Men de satte sig. ”det er så snyd, at Riley kan lide dig” hørte jeg en mumle i den anden ene af lokalet. ”hvad?” sagde jeg og kiggede ned på personen der havde sagt det. Hun var lyshåret, og havde nogen røde øjne, der lyste som tusind flammer. ”jeg sagde at det er snyd at Riley kan lide dig” sagde hun nu højt. Jeg kiggede rundt, og så alle kiggede på mig. ”han kan ikke lide mig, men mine evner” sagde jeg og kiggede ned på mine hænder. Alle kiggede forbløffet på mig, som om jeg var en idiot. ”selvfølgelig kan han lide dig. Hvorfor skulle han ellers kysse dig?” sagde en anden pige, der lignede hende den anden. ”fordi han vil have mig til at blive her” sagde jeg så som svar. Alle kiggede endnu mere forbløffede på mig. De måbede næsten. ”du er ikke så dum” sagde en mørk håret pige, der sad ved siden af mig. Jeg nikkede til hende. ”jeg har tænkt mig at tage af sted” sagde jeg, og nu måbede de. ”hvad? Du har jo alt hvad du har brug for her!” var der en rødhåret pige der sad overfor mig, der sagde. ”nej” sagde jeg og rejste mig. ”jeg rejser næste gang der er fuld måne” sagde jeg, og kiggede ud af det tildækkede vindue. ”det er der igen om 4 uger” sagde jeg mest til mig selv. Så kom han ind. Riley. Han havde nogen med. Tilsyneladende mennesker. Men hvad lavede de her? ”få de andre til at styre sig, og holde sig væk fra menneskerne” sagde Riley til mig. Jeg nikkede. Styr jer, og hold jer langt væk fra menneskerne! Tænkte jeg. De kom som et piskesmæld op at stå, og hen i den anden ende i værelset. Han smilte endnu engang meget lumsk. Menneskene så lidt forskrækkede ud. Man kunne se at de andre nyfødte vampyrer, blev pint af at se dem. Men der var en ordre, der gjorde de ikke kunne bevæge sig. Uanset hvor meget de ønskede det. Min. Gå ud, og bliv der. Det er nok nemmere for jer, tænkte jeg og de gik ud. Riley kiggede på mig. Jeg nikkede. Jeg vidste godt hvorfor han kiggede sådan på mig. Han gik hen til menneskerne. De var 5. ”stil jer på en række. Og kom ind en ad gangen, af den dør” sagde Riley og pegede på en stor jern dør. Hvordan havde han mon fået dem herhen? Samme måde som mig? Ved at lokke mig med et job, som jeg altid havde ønsket mig? Eller var det noget andet? Han vinkede mig med hen til rummet. Da vi kom ind, kunne man godt se at det var et lydtæt rum. Den første kom ind. Det var en høj muskuløs mand, der måtte være omkring 20-30 år. Riley gik hen til ham. Han hilste på ham. Han tog hans hånd og blottede så hans hals, og bed ham. Han skreg og vred sig i smerte. Men de andre kunne ikke høre ham. Han blev slæbt ind i et andet rum. Riley gik ud. Han kom ind igen senere, med en anden. Denne gang var det en dame. Hun lignede en jeg havde set før. Hun havde lange lyse krøller, og turkis blå øjne. En skam de aldrig vil se sådan ud mere. Riley gik hen til hende. Det lignede han ville kysse hende, men drejede hendes ansigt, og bed hende. Hun skreg endnu højere end manden, og faldt sammen på gulvet. Hun blev slæbt ind i det samme rum som den anden mand. Sådan blev han ved, indtil de alle var blevet bidt. Jeg stod som lammet. Hvor stor en hær vil han have? Vil han også udnytte dem? Det er for mærkeligt. Hvorfor kan han ikke bare nøjes med det her sted? Lige meget. Jeg tager af sted om 4 uger. Så jeg skal spille så interesseret som overhovedet muligt. ”er du okay?” sagde Riley, der var kommet over til mig. Jeg nikkede. Han kyssede mig blidt på panden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...