(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 3 ♥

’Prolog’:
Hvordan og hvorfor? Det er det eneste jeg går og tænker på. Hvordan skete det? Hvorfor skete det? Hvordan blev vi splittet ad? Hvorfor blev vi splittet ad?
Der er et svar på alt. Især de her spørgsmål. Svaret er: på grund af mig.

48Likes
391Kommentarer
12478Visninger
AA

24. Smertefuldt.

”Er der noget du vil fortælle mig?”, spurgte jeg, og tog hans hånd. Han rystede på hovedet, og undveg mit blik hele tiden.
”Okay”, mumlede jeg bare, og slap hans hånd.
”Jeg er bare lidt… Nervøs”, hviskede han.
”Hvorfor?”. Han så på mig, og jeg kunne se at der var noget der irriterede ham.
”Fordi… jeg ved ikke hvad jeg skal stille op”, sagde han, og sukkede.
”Med hvad?”, spurgte jeg. Hvad mente han dog med det?!
”Os”, hviskede han. Jeg kiggede underligt og forvirret på ham, fordi jeg ikke anede hvad han talte om. Hvorfor var han bekymret for os?
”Hvad mener du?”, spurgte jeg. Han trak vejret dybt, og kiggede væk og hen på mig igen.
”Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det her, men… jeg ser en anden pige”, sagde han.
Jeg gik i chok, og mit hjerte hoppede et slag over. Så han en anden?!
”Hvad?”, hviskede jeg.
”Jeg er virkelig ked af det, Medina, virkelig meget, men… det går ikke mellem os”.
Mit hjerte gjorde ondt, da han sagde det.
”Men… Vi skændes nogle gange, ja, men hvorfor går det ikke?”, stammede jeg.
”Du sagde selv, at det ikke gik, for… 17 måneder siden eller noget. Du havde ret”, sagde han.
Han havde selv tårer i øjnene, og han glippede med øjnene, så de forsvandt. Mine kinder var allerede våde efter alle de tårer jeg fældede.
”Justin…”, græd jeg. Han slog op med mig? Den eneste dreng jeg nogensinde havde elsket slog op med mig! Den dreng jeg opgav mit liv for.
”Jeg fatter ikke det her”, hviskede jeg, og rejste mig.
”Medina hør her. Du slog selv op dengang, så hvad har vi at miste?”, sagde han.
”HVAD HAR VI AT MISTE?!”, råbte jeg op. Tårerne flød bare ned af kinderne på mig, og smerten var ubeskrivelig smertefuld.
”Undskyld, men… Jeg er kendt, og har flere millioner piger efter mig, og du er bare…”.
”Normal”, afsluttede jeg hans sætning. Han sukkede, og nikkede så.
Synes han, jeg var normal i forhold til andre piger?
”Hvad med alle de gange du sagde, du elskede mig?”, spurgte jeg så med en grødet stemme.
Han svarede ikke, men kiggede bare ned i gulvet.
”Var det løgn?”, hviskede jeg.
”NEJ! Eller… de seneste gange ja, men ikke de gange på turnéen”, sagde han flovt. Hans øjne var røde, og han var også såret. Hvorfor blev han dog såret? Det var ham der slog op!
”Hvem er hun?”, spurgte jeg hårdt. Han så på mig, og sukkede.
”Selena?”, spurgte jeg.
”Nej”.
”Eva!?”, gættede jeg. Eva var hende der ringede til ham på hotellet, og det kunne godt være det var hende. Det var altså hende?! Justin svarede ikke, men gloede ned i gulvet.
”Elsker du hende?”, mumlede jeg.
”Ja”, svarede han.
”Gå”, sagde jeg højt.
”Hvad?”, spurgte han, og kiggede på mig.
”Du hørte mig, Justin. GÅ!”.
Da han var skredet, lagde jeg mig i min seng, og tudede.
Hvordan kunne min ægte kærlighed finde på det?! ARGH!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...