(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 3 ♥

’Prolog’:
Hvordan og hvorfor? Det er det eneste jeg går og tænker på. Hvordan skete det? Hvorfor skete det? Hvordan blev vi splittet ad? Hvorfor blev vi splittet ad?
Der er et svar på alt. Især de her spørgsmål. Svaret er: på grund af mig.

48Likes
391Kommentarer
12506Visninger
AA

10. Kostbar?! Nej sgu!

Jeg rystede bare på hovedet og kæmpede mig gennem vandet og hen til kanten af poolen.
”Medina?! Hey vent!”, sagde Justin og jeg kunne høre ham svømme hen til mig.
Jeg trak mig selv op af vandet og rejste mig for at komme ind.
Okay, jeg anede ikke hvorfor, jeg bare stak af, men Justin fik mig til at gå i panik.
Jeg løb indenfor og op på Justin’s værelse.
”Hvad sker der?!”, kom det fra Justin der åbenbart var bag mig. Jeg ignorerede ham bare og tog min mobil og vendte mig om mod ham.
”Medina er du sur?! Hvad har jeg gjort?”… Jeg svarede stadig ikke, og skulle til at gå forbi ham, da han nærmest rev fat i min arm, og skubbede mig tilbage.
”SVAR MIG!”, råbte han. Jeg sank nervøst en klump og kiggede på gulvet.
”Hvad fanden har jeg gjort, som fik sig til at være sur på mig? Fortæl mig det”, sagde han roligere. Jeg kiggede op på ham og så hans overkrop gennem den hvide T-shirt.
”Ikke noget”, hviskede jeg utydeligt.
”Hvad?”. Han hørte det vidst ikke.
”Der er ikke sket noget. Jeg skal bare hjem”, sagde jeg højere og gik hen til døren.
”Nu gør du det igen”, sagde han stille.
”Gør hvad?”, spurgte jeg og vendte mig mod ham.
”Du får mig til at tro, at vi har noget sammen igen… Men du skrider bare hele tiden”, sagde han ligeså stille som før. Jeg sank en klump, sukkede og så på ham da han vendte sig om mod mig.
”Hvis du virkelig ikke elsker mig, så…”, begyndte han.
”Justin, jeg sagde ikke, at jeg ikke elskede dig. Det sagde jeg slet ikke”, afbrød jeg ham.
Han sagde ikke noget, men stirrede på mig.
”Så..? Du elsker mig?”, spurgte han. Jeg trak på skuldrene og kiggede ned.
”Jeg ved det ikke”, sagde jeg og så på ham igen.
”Vil du ikke nok bare sige det?”, bad han og stillede sig en meter fra mig.
”Jeg… kan ikke”, fremstammede jeg.
”Hvorfor ikke? Du har sagt det så mange gange, så hvorfor ikke nu?!”, sagde han utålmodigt.
Fordi de orde er som om de er giftige, tænkte jeg skarpt. Jeg vendte mig endnu engang om mod døren og trak i håndtaget, men Justin smækkede den hurtigt i igen og skubbede mig mod døren. Jeg stod med ryggen til ham og ansigtet mod døren, og han pressede bare sin krop mod min.
”Justin flyt dig”, sagde jeg og lænede panden mod døren.
Han lagde armene rundt om min talje, placerede sine læber mod min kind og førte dem langsomt hen til min hals, øre og nakken.
”Stop”, sagde jeg. Han måtte gerne blive ved, men… bad timing.
Jeg kunne mærke ham smile, da han kyssede mig på kinden igen og igen. En varme skød gennem min krop, da hans hænder sneg sig under min våde T-shirt. Han killede mig blidt på maven og kyssede mig på halsen.
Jeg vendte mig mod ham, så han var nød til at give slip på mig. Han smilte et ’frækt’ smil til mig, men jeg stod bare med et vredt ansigt.
”Hvad har du gang i?”, spurgte jeg ophidset.
”Prøver at få dig til, at sige sandheden”, sagde han. Gosh! Han burde virkelige få sig et liv!
”Bare lad mig være”, vrissede jeg og gik ud af døren.
”Medina! Lad nu være med at spille så kostbar!”, råbte han efter mig. Jeg stoppede op af vrede og vendte mig om mod ham.
”Sagde du lige, jeg spiller kostbar?!”, udbrød jeg og gav ham dræberblikket.
”Ja. Det er det eneste du fortager dig. Vi kysser, er måske-kærester, skændes over noget latterligt, fordi du ikke gider holde din kæft og hvad ender det med? Du skrider hjem, lader mig være her og vi er uvenner”, sagde han vredt. Okay.. sagde han lige dét til mig?! Vreden steg op og jeg havde lyst til at slå ham i ansigtet eller mellem benene.
”Hold dig væk fra mig”, snerrede jeg og gik hjem. Jeg skred ikke, men gik!

Jeg stod tidligt op, fordi jeg skulle i skole. Argh! Jeg ville ønske, at Justin var her hos mig og sagde at jeg skulle pjække sammen med ham.
Det første Jane sagde, da jeg kom i skole, var: ”Hvorfor var du ikke i skole?!”.
”Hvad med et ’hej’?”, mumlede jeg surt og gik hen til mit skab. Jeg tog de bøger, som jeg havde brug for og lukkede den igen.
”Hej.. Nå? Pjækkede du sammen med din fyr eller var du syg? Du gav ikke en lyd fra dig, da du tog hen til Justin. Kyssede I? Snavede I? Mere end det?”, sagde hun. Okay?
”Hvad har du drukket?” spurgte jeg.
”Svar mig!”, sagde hun strengt og pegede på mig med en finger. Jeg sukkede og satte kurs mod klassen, imens jeg fortalte hende alt fra i går.
”Så I kyssede? Og han kaldte dig kostbar?”.
”Ja. Det var jo lige det jeg sagde”, sagde jeg og satte mig ned ved siden af hende.
”Hvorfor skred du så?”, spurgte hun.
”Jeg skred ikke! Jeg gik hjem. Der er altså en stor forskel på de to ting”, sagde jeg surt.
”What ever, men hvorfor?”.
”Fordi jeg ikke kunne sige det. Jeg kunne ikke sige til ham, at jeg elskede ham, fordi… jeg kunne bare ikke, okay?!”, sagde jeg lavt.
”Kæft du er nederen”, mumlede hun. Jeg puffede til hende og grinte.
”Hvad med dig og Phillip?”, spurgte jeg.
”Vi har slået op…”, sagde hun.
”Hvad?! Og det har du ikke fortalt mig endnu?!”, udbrød jeg.
”Har jeg ikke?... hovsa”, smilte hun.
Jeg grinte af hende, idet en lære kom ind med en pige bag ham.
”Jeg vil rigtig gerne se jer på jeres pladser!”, råbte Mr. Et eller andet.
Alle satte sig ned og lukkede munden.
”Okay. Det her er Evalina, som oprindelig kommer fra Italien, men har bragt de sidste ti år her”, sagde han og pegede på en meget smuk pige. Hun havde lange brune krøller og mørkebrune øjne der næsten var sorte. Hendes kindben var perfekte og hun havde en tynd krop. Noget sagde mig, at hun ikke var sød… måske en … snob? Eller noget i den retning. Hun kiggede mest på drengene der næsten oversavlede ved synet af hende.
”Værsgo og sæt dig hos Emma”, sagde han og pegede på Emma der smilet og vinkede Evalina over til hende. Da hun gik forbi fik jeg et koldt blik.
”Så du det der blik hun gav dig? Damn”, hviskede Jane til mig. Jeg nikkede og fniste af dumhed.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...