(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 3 ♥

’Prolog’:
Hvordan og hvorfor? Det er det eneste jeg går og tænker på. Hvordan skete det? Hvorfor skete det? Hvordan blev vi splittet ad? Hvorfor blev vi splittet ad?
Der er et svar på alt. Især de her spørgsmål. Svaret er: på grund af mig.

48Likes
391Kommentarer
12484Visninger
AA

13. Et skadet knæ...

"Hvorfor ikke?!", forlangte han at vide.
"Jeg"... mumlede jeg utydeligt og sank en klump.
"Vi har kendt hinanden over 1 år, næsten 2. Og du er stadig kun i 'kysse facen'!?", sagde han hårdt. Jeg satte mig på kanten og lod tårer trille ned af kinderne på mig.
"Undskyld, men...", sagde jeg grådkvalt.
"Hvad? Er du endnu ikke klar?", bed han af mig.
"Justin, jeg er....".
"Ikke klar? Vil du ikke eller er du ikke klar til det?! Typisk piger der ikke er klar til noget som helst", sagde han vredt og svingede benene over kanten.
"Så hold dog din kæft! Bare fordi du sikkert har været i bukserne på Selena Gomez, betyder det ikke at, jeg også er klar, vel?!", råbte jeg.
Han ignorerede mig og gik ud af badeværelset. Jeg sad og stortudede på kanten af et boblebad, indtil jeg tog et håndklæde rundt om mig og slukkede for det. Altså jeg slukkede for boblebadet... Pludselig gled jeg og slå knæet ind i mamor gulvet. Jeg sad og græd i lang tid, indtil jeg humpede ind på værelset med et ødelagt knæ.
Da jeg gik ind på vores værelse igen, var Justin der ikke. Idioten var sikkert skredet. Jeg humpede over til min kuffert, fandt undertøj og tøj og tog det på.

JUSTIN'S SYN!!
Hvor dum kunne jeg være? Jeg blev sur på hende, fordi hun ikke gad andet end at kysse. Jeg gik tilbage til værelset og åbnede stille døren.
"Medina?"... Hun sagde ikke noget, så jeg gik bare ind. Inde i stuen sad hun og stenede tv. Jeg satte mig ved siden af hende, og kiggede på hende.
"Undskyld", sagde jeg flovt. Hun sukkede kort og ignorerede mig. Jeg kiggede på hendes knæ og opdagede et stort blåt og rødt mærke.
"Hvad er der sket?", spurgte jeg og strejfede hendes knæ med mine fingre. Hun trak sig væk og stirrede på fladskærmen.
"Tal til mig!", halvråbte jeg vredt. Hvorfor snakkede hun ikke til mig?! Okay, måske fordi jeg blev sur på hende, men... argh?!
"Det rager ikke dig", vrissede hun uden at kigge på mig.
"Gu gør det så!". Hun lod som om jeg var usynlig og rejste sig.
Hun haltede ind på soveværelset og dumpede sig ned i sengen.
Okay, der var altså noget slemt med hendes knæ. Jeg fulgte efter hende og satte mig ved siden af hende.
"Jeg er virkelig ked af det, Medina. Det var dumt af mig, at blive sur på dig uden grund", sagde jeg stille og kiggede på hendes ansigt. Hun rystede bare på hovedet og så den anden vej.
"Please tilgiv mig, søde", bad jeg og lagde en hånd på hendes lår. Hun stirrede tavst på min hånd og lagde sin egen på den. Yes! Hun havde tilgivet mig! Tror jeg......
"Okay", hviskede hun.
"Hvad er der sket med dit knæ?", spurgte jeg og tog hendes hånd.
"Jeg gled ude på badeværelset", svarede hun.
"Det ser slemt ud".
"Jeg har det fint", sagde hun og kiggede endelig på mig.
"Er du sikker? Jeg kan hente Scooter og få ham til at se på det", forslog jeg.
"Nej. Som sagt, så har jeg det fint". Jeg rejste mig alligevel og gik ud af soveværelset.
"Justin!!", råbte hun efter mig.
"Bare to sekunder. Så kommer jeg", råbte jeg tilbage og gik hen for at finde Scooter.

"Jeg sagde, jeg har det fint!", snerrede Medina af mig. Jeg ignorerede hende, og Scooter skar en grimasse, da han så på hendes knæ.
"Det er slemt", mumlede han for sig selv.
"Hvad sagde jeg?!", hånede jeg af Medina.
"Årh hold dog mund, taber", hviskede hun og så på sit ben. Scooter bandt hendes knæ ind i hvid forbining, og sagde bare, at hun skulle forholde sig i ro.

"Igen! Endnu engang slår jeg mig, og skal gå med sådan en *** *** *** på mit knæ!", sagde Medina vredt, da Scooter var gået igen.
"Styr dit sprog", grinte jeg.
"Nej gider *** ikke styre det *** sprog!", sagde hun og begravede sit ansigt i en pude.
Jeg grinte bare af hende og lagde mig ved siden af hende.
"Justin?"...
"Hmm", mumlede jeg og kiggede på hendes smukke ansigt.
"Jeg er sulten", sagde hun og grinte. Jeg troede, at hun ville sige, at hun elskede mig, men åbenbart ikke.
"Kom. Vi går ned og finder en restaurent", sagde jeg og rejste mig. Jeg tog hende op i mine arme, og bar hende ud på gangen. Altså stadig inde på vores værelse, men ude på gangen hvor vores sko stod.
"Justin sæt mig ned! Jeg kan godt selv gå", peb hun.
"Øv", fniste jeg og satte hende ned. Hun tog sine sko på, og det gjorde jeg også.



Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...