4.klasse....

Catharina er blevet slæbt med til prom af hendes bedste veninde Molly, men Catharina søger tilflugt i hendes gamle 4.klasse og her møder hun en ganske særlig person...

7Likes
8Kommentarer
2166Visninger
AA

3. Seven minuts in heaven

”Du har ret… Med hensyn til Isabella, for det var da hende du refererede til ikke? Men bag facaden er hun venlig, det ved du da. I var engang bedste veninder!”
”Ja, engang. For meget længe siden.. for ser du, hun er den af os tre der har ændret sig mest! Jeg kan slet ikke kende hende mere, hun er kold og kynisk efter min mening.” Stemningen var trykket og kortene var blevet lagt på bordet. I hvert fald nogle af dem.. Jeg ville nødig fortælle at hun dumpede mig frem for de ”populære”, at hun begyndte at date Jonathan for at få status eller at hun i de sidste 6år havde gjort mit liv til et helved. Jeg så ned på mine sko igen, vippede lidt på tæerne og sukkede.
”Hey, kan du huske Jennifers fødselsdags fest i 4.klasse?” Spurgte Jonathan for at skifte emne og grinede lumsk. Jeg nikkede og rødmede igen. Oh lord, Jennifers fødselsdags fest bestod af regnbue is, rød sodavand og seven minuts in heaven. Jonathan og jeg blev smedet sammen af Kirsten giftekniv, Kamill, og jeg fik mit aller første, næsten, kys. Jonathans far kom og hentede ham fordi han skulle spille en vigtig fodbold kamp senere på dagen. Det var en skuffelse! For der er da ingenting der er vigtigt når man går i 4.klasse. Jeg fik ikke mit kys og måtte 3år senere tage stilling til Matthew Greens mundvand.
”Ja, jeg kan godt huske det.. Jennifers forældre serverede verdens bedste regnbue is!” Jeg prøvede sig vidt muligt at undgå emnet ”seven minuts in heaven”, da chancen for at han ville huske det var minimalistiske.
Jonathan løsnede sit slips med et ansigtsudtryk der fik det til, at se ud som om det var en befrielse men med et skuffet blik.
”Ja, det var lækkert. Kan du så huske da vi næsten kyssede inde på Jennifers værelse?” Spurgte Jonathan i et ligegyldigt ansigts udtryk. Jeg rynkede på mine bryn, han huskede det?
”Ja, det kan jeg godt… Åndsvagt ikke??” Mumlede jeg og strøg en let hånd igennem mit hår igen. Nu blev der stille igen og vi så nu begge rundt i det mindefyldte lokale. Jonathan begyndte at flytte på sig. Han gik hen mød døren og mit hjerte fløj helt op i halsen på mig. Ville han gå? Nej, han fortsatte op til tavlen og tog et stykke kridt og begyndte at tegne små tændstiksmænd, og jeg åndede lettet op. Dumt.
”Nu vil jeg kreere et mesterværk!” Udbrød han meget dramatisk og med store armbevægelser. Selvom hans ansigt havde front mod tavlen, talte hans kropssprog for sig selv. Han så helt opgivende ud og det morede mig! Hans arme faldt fortabt ned af siden på ham og han sukkede i en tilståelse.
”Jeg er ikke den helt store Leonardo Da Vinci.” Mumlede han og lagde kridtet fra sig. Jeg lo svagt.
”Hvem har brug for endnu et renæssancemenneske? Jeg er sikker på at de minimalistiske kridtstrøg bliver et stort hit en dag, så det skal du ikke være ked af.” Forklarede jeg og lo lidt mere. Jeg rejste mig op, glattede min kjoles folder ud og gik op til tavlen. Jeg tog kridtet og begyndte at tegne. To cirkler stablet oven på hinanden, to trekanter, et par øjne, en hale og et par knurhår. Mit bud på en kat. Heller ikke jeg var den helt store kunstner, men jeg var nu meget stolt af min primitive kat. Jonathan stod og smilede, men denne gang ikke ad min huletegning men ad mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...