4.klasse....

Catharina er blevet slæbt med til prom af hendes bedste veninde Molly, men Catharina søger tilflugt i hendes gamle 4.klasse og her møder hun en ganske særlig person...

7Likes
8Kommentarer
2167Visninger
AA

2. Jonathan...

Jonathans ansigt kom til syne og jeg holdt vejret. Som forstenet stod jeg og iagttog ham. Han havde tilsyneladende ikke set mig, da jeg stod bagerst i klassen og lignede en creeper... Så jeg rømmede mig lidt og han vendte sig om i et chok.
”Åh Cat! Du gav mig et chok!” Udbrød han og smilede akavet.
”Det må du undskylde, jeg troede bare ikke at andre ville komme ind i 4.klasse.” Svarede jeg og prøvede at undgå at se ham direkte ind i hans varme mørkebrune øjne.
”Nå, hvorfor dog ikke det? 4.klasse var da en perfekt tid, kan du ikke huske da vi slap Melin, du ved hamstret, løs og vi måtte så bruge hele matematiktimen på at fange det igen?” Han grinede og satte sig på kateteret.
”Hvordan skulle jeg kunne glemme det? Vi tilbragte det meste af eftermiddagen i eftersidningslokalet efter det! Der har vi kommet tit nu hvor jeg tænker over det.” Jeg smilede for mig selv, da jeg mindedes alle de minder og ulovligheder vi havde udført i løbet af grundskolen. Nej, hvor var vi en belastning for lærerne.
”Ja, det har vi.. Nå men, hvorfor er du ikke ude og more dig?” Spurgte han og så på mig med et skuffet blik.
”Jeg er ikke lige i humør til at feste og du ved, med min allerede dårlige balance evne, så ville det at danse være et selvmords forsøg.” Mumlede jeg og satte mig op på min gamle plads bord.
”John har ellers spurgt efter dig…”
Åh nej, John.. Den selvoptagede og stupide quarterback. Faktisk ved jeg ikke hvad jeg havde gjort for at fange hans opmærksomhed? Jeg mindes ikke at vi har ”drøftet” andet end venlige hilsende ord på gangen eller haft nogle som helst hede øjeblikke i det vi sorterede biologi frøens indre organer. Men nu befinder John sig helt oppe i det røde felt og jeg aner ikke hvordan jeg skulle få ham ned igen? Eller om jeg kan få ham ned igen.
”Nå John.. Så er der vel ikke nogen chance for at jeg kan gå ubemærket?” Jeg pillede lidt ved min lidt for pæne kjole og fjernede et par fnug.
”Jeg tvivler. Er det tragisk, at man ikke kan forsvinde i mængden Frøken Walterson?” Jonathan sendte mig et skævt og jokende smil, han vidste jeg hadede opmærksomhed af et større folkefærd og jeg prøvede så vidt muligt at undgå spotlightet.
”Hey, hvor har du gjort af.. Isabella?” Spurgte jeg ud af det blå og væmmelsen fra hendes navn var syrlig. Isabella. Det løb koldt ned ad ryggen på mig, aldrig havde jeg mødt et så koldt og kynisk menneske. Hvad så han dog i hende? Jeg tvivlede på at han overhovedet kunne trænge igennem det sten hårde panser af hårlak og make up. Drengen var jo forblændet..
”Jeg havde brug for en pause. Isa-than fanatikerne er ulidelige men Isabella kan nu meget godt lide opmærksomheden, så jeg lader hende om det.” Denne gang var det ikke mit suk der fyldte 4.klasse, det var Jonathans. Nu var 4.klasse stille for en kort, pinefuld, stund. Det var egentlig underligt, før hen kunne vi tale om alt muligt men nu var det som at konversere med en fremmed, der kendte ens dybeste hemmeligheder. De forskellige former for klasser havde splittet os ad. Jonathan var forgudet og jeg faldt ind i mængden. Lige pt nød jeg det man vel kan kalde ”five minuts of fame”, men det hjalp ikke på Jonathans og mit lemlæstede venskab. Vi kiggede lidt på hinanden, undgik hinandens blikke og kiggede lidt igen. Akavet, beskrev situationen meget godt. Det var utrolig akavet.
”Nå men, jeg havde faktisk ikke forventet, at du mødte op Cat. Du plejer at holde dig langt væk fra sådan nogle festligheder, faktisk alle former for fester, gjorde du det for Mollys skyld?” Spurgte Jonathan i en opløftende tone. Helt sikkert for at undgå den pinlige tavshed. Molly var min bedste veninde, hun var senior og havde inviteret mig, da hun mente at jeg havde brug for at more mig.
”Ja, det hele er Mollys værk men hvis sandheden skal frem ville jeg meget heller ligge i min seng, i mit slidte nattøj og se ”Tarzan” i selskab med min kat..” Jeg grinede halvhjertet og sluttede grinet af med mit klodsende grynt. Jeg rødmede og fik samme farve som en tomat, frygteligt. Godt det var mørkt!
”Jeg kan huske da vi så Disney film hele dagen… Det var fedt.” Mumlede den så fremmede dreng, hans blik var fjernt og jeg undrede mig over hvorfor han så, så sørgmodig ud?
”Du ved.. Vi kan da godt gentage succesen en dag, hvis du altså ikke føler du er blevet for gammel?”
”For gammel? Man kan aldrig blive for gammel til Disney Cat!” Protesterede Jonathan og hoppede ned fra kateteret igen, han gik hen til bordet hvor jeg sad og kiggede på mig med et underligt, irriterende blik.
”Hvad?” Spurgte jeg, en anelse spydigt og så ned på mine snavsede convers, i et forsøg på at undgå hans blik.
”Du har forandret dig meget siden 4.klasse, det ved du godt ikke?” Han placerede sine hænder ved bordets to hjørner, på jer sin side af mine ben og så på mig med et smil. Stoppede den dreng aldrig med at smile?
”Jonathan, jeg håber at det var et retorisk spørgsmål ... Men du har også forandret sig meget siden 4.klasse, men jeg kan ikke helt afgøre om det er positivt eller negativt? Din smag i piger har forandret sig radikalt og din nye tøjstil er som taget ud fra Justin Biebers klædeskab, men taget i betragtning af at jeg ikke har været der til at rådgive og guide dig.. tja, så er det faktisk i orden.”
Jonathan begyndte at grine over min dumsmarte bemærkning og jeg gjorde lige så. Vi så nu hinanden dybt i hinandens øjne og smilede bredt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...