4.klasse....

Catharina er blevet slæbt med til prom af hendes bedste veninde Molly, men Catharina søger tilflugt i hendes gamle 4.klasse og her møder hun en ganske særlig person...

7Likes
9Kommentarer
2114Visninger
AA

1. Minder..

Klasseværelset så, så utrolig dystert ud om aften men heller det end den pumpende bas i gymnastik hallen. Fulde unge der gnider sig op ad hinanden har aldrig været tiltalende.. Så her sidder jeg og kigger, alene, i min gamle 4.klasse. Et suk hang i luften. Mit suk.
4.klasse var en fantastisk tid! Ingen bekymringer, ingen uroligheder, kun et barnligt sind der ikke vidste bedre. Jeg gik ned imellem de tomme, sjæleløse stole og satte mig på min gamle plads. Så mig lidt omkring, da mit blik faldt på en bestemt tom stol. Jonathans gamle plads. Jeg sukkede igen, det var sådan en dum ting at huske på men mit blik havde hvilede utrolig meget på den plads i 4.klasse, at den dumme stol var printet ind på min hukommelse. Men det var ikke den samme stol, det var ikke den samme plads. For den manglede noget, nemlig Jonathan. Min første store kærlighed. Jeg fnøs og gled en hånd igennem mit hår, og sluttede af med at ryste let på hovedet. Det var jo fjollet? At jeg sad her, næsten helt fortabt, og huskede tilbage på gamle dumme minder om den barnlige forelskelse der vedrørte min bedste ven. Den uopnåelige Jonathan, der fik tøserne på cheerlead-holdet til at dåne når han havde afsluttet en fodboldkamp perfekt, som den hurtigste runningback der med en ufattelig fart og smidige bevægelser havde undgået alle barrikader og formået at lave touchdown igen og igen.. Den stadig søde og forstående Jonathan, der rent faktisk var venlig og rar imod dem der som lå nederst i highschools ”fødekæde”.. Sådan en som mig, Catharina Walterson. Hende som var en af drengene men havde dog alligevel formået at overraske ved at måde op i kjole til aftens anledning, prom og gud hvor følte jeg mig malplaceret! Jeg var i modsætning til Isabella, kaptajnen på cheer-holdet, Jonathans plastikdukke af en kæreste, ikke vant til at gå med kjole eller krigsmaling, så derfor prøvede jeg at gemme mig til det hele var overstået. Jeg kiggede på mit ur, kun 20:46. To timer endnu og jeg kunne tage hjem, og fortælle mine forældre var morsomt det havde været. Men to timer var lige lovlig lang tid at vente, måske skulle jeg bare tage hjem? William Shakespeares samlede værker lå jo og samlede støv alligevel. Jeg rejste mig op, da dørhåndtag bevægede sig og en kinetisk energi fik døren til at gå op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...